»Forestil dig at gennemføre sådan et liv!«
Som den måske eneste nulevende dansker har Niels Barfoed mødt Thomas Mann. Det var i 1949, og fascinationen af Mann har holdt ved lige siden. Vi har talt med Barfoed om mødet i anledning af genudgivelsen af Manns foredrag TYSKLAND OG TYSKERNE.
Af Rasmus Navntoft / 05-11-2026
Et kort øjeblik overvejer vi, om vi skal udsætte samtalen til en anden dag. Niels Barfoed tager smilende imod på dørtrinnet, men gør også straks opmærksom på, at lægen er på vej.
– Han ville, siger han.
– Han behøver ikke for min skyld.
Sådan er det vel at være 95, tænker jeg og gentager igen og igen, at vi jo bare kan udsætte. Men Barfoed insisterer på, at vi i det mindste lige kan sidde og snakke lidt. Så det gør vi, med panoramaudsigt over Nyhavn i gråt-gråt gråvejr, og inden længe er vi selvfølgelig i gang alligevel. Med at tale om Thomas Mann, som Niels Barfoed rent faktisk har mødt, i maj 1949, da den tyske nobelprisvinder gæstede København i sit livs sene efterår og hans hjemlands absolutte vinter med 2. verdenskrig på kun fire års afstand.
Viljen til at blive ved
– Forestil dig at gennemføre sådan et liv! nærmest råber Barfoed pludselig midtvejs i samtalen.
– Altså, det er jo som at bygge en Grundtvigs kirke ene mand! Han avlede børn i et væk, seks styk, og ikke til konens fornøjelse…
– Vist heller ikke til sin egen, afbryder jeg med tanke på den offentlige hemmelighed, at Mann ikke havde den store interesse i kvinder.
Barfoed smiler.
– Hold kæft, hvor havde han meget at se til. Han forsørgede jo dem alle livet ud, en grænseløs velgører. Og så var der lige et mesterligt, litterært verdensforetagende, der skulle passes. Han skrev jo i et væk og var en af tidens allerstørste forfattere og intellektuelle skikkelser. Og så havde han denne her interesse for unge tjenere. Han inviterede endda en af dem til at besøge sig i familievillaen i München. Altså, det er sgu originalt! Tænk at han ikke fik et sammenbrud, siger Barfoed.
THOMAS MANNFødt 1875 i Lübeck, død 1955 i Schweiz. Forfatter til blandt andet BUDDENBROOKS, DØDEN I VENEDIG og TROLDDOMSBJERGET. Thomas Mann modtog i 1929 Nobelprisen i litteratur.Men det gjorde han aldrig. Ganske vist vrimler Manns dagbøger med tunge bekymringer – om dårlig mave, overbelastede nerver, om de ældste børns vilde udskejelser og narkotikaforbrug, der lå helt i tråd med billedet af de brølende, løsslupne 1920'ere, og om hvorvidt offentligheden nu også betragtede Mann selv som en lige så stor forfatter, som han var. Men intet sammenbrud, kun en knyttet næve, viljen til at blive ved.
Mørket gjorde ham i stand til at lytte
Thomas Manns tid var en vild tid. Han blev født i 1875 i Lübeck, døde den 12. august 1955 i Kilchberg ved Zürich, gennemlevede to verdenskrige, den første som stærkt tysknational, den anden som emigrant og demokratisk prædikant på den anden side af Atlanten, og derimellem den eksotiske mellemkrigstid, hvor kuglerne fløj gennem gaderne og de uendelige ideologiske spændinger til sidst blev så store, at tyskerne endte med at kaste sig i armene på Hitler.
LÆS OGSÅ: Derfor skal du læse Thomas Mann
– Der findes mennesker, der føler sig ægte udfordret af tiden, af dens kriser og uoverkommelige politiske sammenstød. Sådan et menneske var Thomas Mann. Han rummede under den borgerlige uniform et åndsliv – og måske også et mørke – der gjorde ham i stand til at lytte til det vanskelige og det svære. Hvor nemt har det ikke været at være f.eks. marxist og lukke øjnene for alle de ideologiske skyggesider. Men Mann holdt fast i nødvendigheden af, at den, der har ordet i sin magt, også skal bruge det til at spejle, hvad tiden siger. Han var en vigtig tidskommentator og tidsanalytiker, og han gjorde det med det formål at fremstille verden tydeligere i al dens rædsel og med alle dens mangler.
Mann holdt fast i nødvendigheden af, at den, der har ordet i sin magt, også skal bruge det til at spejle, hvad tiden siger.
Mange klandrede ham for, at han var for langsom til at lægge skarp afstand til nazisterne. Men man kan aldrig tage fra ham, at han ikke på noget som helst tidspunkt nærerede skyggen af identifikation med nazismen. I virkeligheden skyldtes hans tøven, at han var bange for at blive skilt fra sine tyske læsere. Og de var mange. Millioner, understreger Niels Barfoed.
Tyskland og tyskerne
I slutningen af vinteren 1933, kort efter nazisternes magtovertagelse, drog Thomas Mann ledsaget af sin kone Katia på foredragsturné. Men den planlagte hjemkomst i løbet af foråret blev aldrig til noget. For i mellemtiden var Mann havnet på nazisternes sorte liste på grund af sine udtalelser om Hitlers yndlingskomponist Richard Wagner, og i kringlede, kodede telefonsamtaler med sine ældste børn blev han kraftigt frarådet at vende tilbage.
Han og familien endte med at bosætte sig lidt uden for Zürich, indtil de emigrerede til USA i 1938. I 1952 vendte Mann tilbage til Schweiz, hvor han boede indtil sin død. Han besøgte kun Tyskland kortvarigt efter krigen, blandt andet i 1949, hvor han også kom til København.
LÆS HOS DR.DK: Manns spektakulære tale
I 1936 tog han endelig bladet fra munden og kritiserede nazismen i skarpe vendinger.
– Jeg tror, det først og fremmest var, fordi hans ældste datter Erika truede med at unddrage ham sin datterlige kærlighed, hvis han ventede så meget som en uge mere, siger Barfoed.
– Efterfølgende gik Mann til nazisterne med så meget desto mere had. Men alligevel var han i 1939 i stand til at skrive den fantastiske tekst »Broder Hitler«, hvor han erkender, at Hitler repræsenterede noget meget tysk, som Mann også kendte fra sig selv.
Det er denne tråd, som Mann tager op igen i foredraget TYSKLAND OG TYSKERNE, som netop er blevet genudgivet på dansk, og som han skrev under 2. verdenskrigs sidste uger. Her reflekterer han igen over Hitler og frihedens perversion og over, hvad det er for nogle åndelige kræfter, der var på spil i Tysklands fald. På et tidspunkt siger han: »Hvor end intellektets hovmod parrer sig med det åndeligt arkaiske, der er Djævelen«.
– Den sætning kan jeg ikke læse i dag uden at tænke på USA, på techgiganternes og det enorme teknologiske overmod, på Trumps genindførelse af en gammel krigerisk verdensorden – og på alliancen mellem de to, det nye og et gammelt verdensbillede, siger jeg, inden Barfoed afbryder:
– Det er en god pointe, den er din.
– Men det leder videre til det spørgsmål, der er lidt af en kliche, men alligevel er nødvendigt at stille. Hvad kan vi bruge Thomas Mann til i dag?
– Jeg er ikke meget for det spørgsmål: Hvad kan vi bruge det til? Jeg går ikke til bøger for at blive belært, men for at blive rykket ved, griner Barfoed.
Av. Lad os skynde os tilbage til fortiden, tænker jeg.
Da Mann kom til København
– Hvad var det for en Thomas Mann der mødte publikum i København i maj 1949?
– Han var jo verdensvant og fattet. Elegant klædt som altid med blanke laksko, også med en aura af utilnærmelighed, kølighed og sikkerhed, men ikke på nogen ubehagelig måde. Jeg var i virkeligheden ikke særlig god til tysk dengang, jeg kunne til nød læse det, så jeg havde svært ved at følge med i Manns foredrag. Der var (forfatteren, red) Villy Sørensen, som jeg fulgtes med, mere inkarneret.
Niels BarfoedFødt 1931, dr.phil., journalist og forfatter til mere end 30 bøger gennem årene. De seneste år er blandt andet udkommet FØRST NU. LIVSSTYKKER, som blev efterfulgt af FARVEL SÅ LÆNGE. Han var senest aktuel i juni 2026 med erindringsværket JEG FINDER SELV UD. Men jeg kan huske, at det hele begyndte med en tåkrummende pinlighed. Thomas Mann og hans kone Katia havde kort forinden mistet deres ældste søn Klaus (som begik selvmord i Cannes, red.). I den forbindelse ville rektor kondolere på hele forsamlingens vegne, men det fik han gjort på en uheldig måde: »Sie haben eine grosse Sorge durchgelebt«, fik han sagt (Sorge betyder på tysk bekymring, red.). Jeg kan huske, at Villy Sørensen tog sig til hovedet. Sorge?! Som om Klaus Manns død først og fremmest var en bekymring for forældrene. Men Thomas Mann lod sig selvfølgelig ikke ryste. Han holdt en fuldstændig stiv maske, og det samme gjorde Katia.
– Mødet inspirerede mig i øvrigt til at rejse til USA for at skrive en bog om Thomas Mann og Amerika. Den blev dog aldrig til noget, men det er en anden historie.