»Der findes ingen kærlighed til livet uden fortvivlelse over livet«
Den tyske forfatter Leon Engler har fået stor ros for sin roman VANVIDDETS BOTANIK, der handler om en ung mands frygt for at blive sindssyg og om, hvor grænsen mellem normalitet og sygdom egentlig går.
Af Rasmus Navntoft / 30-06-2026
Leon Engler er et af tysk litteraturs nye stjerneskud. Han er 37 år, opvokset i München, egentlig uddannet dramatiker og har allerede skrevet en række prisbelønnede teaterstykker. Men sidste år sprang han med Botanik des Wahnsinns ud som romanforfatter – til stor begejstring for de tyske anmeldere. 
Nu er bogen udkommet på dansk under titlen VANVIDDETS BOTANIK – og vi har fanget den feterede forfatter til et interview om romanen, der har en række selvbiografiske træk, men ikke en-til-en behandler Englers egen familiehistorie. Den handler om en ung mand, som er bange for at blive sindssyg – med god grund, kunne man sige, for i hans familie har turene ind og ud af psykiatriske afdelinger været mere reglen end undtagelsen:
»Det er en fortælling om en ung mands terapeutiske rejse. Han frygter, at han er ved at blive sindssyg, for sådan er det gået for halvdelen af hans familie, og han tror fuldt og fast på, at psykisk sygdom er arvelig. Derfor flygter han fra det hele – til Paris, Berlin, Wien – og begynder at fortrænge og intellektualisere sin families historie. Han begraver sig i bøgerne lige indtil den dag, hvor han er tvunget til også at forholde sig følelsesmæssigt til det hele.
På et overordnet plan stiller bogen spørgsmålet om, hvor grænsen mellem normalitet og sygdom går og handler også om det, man kunne kalde den anden fornuft. Hvad sker der egentlig, når et menneske anser sig selv for at være forrykt? Eller når han anser en anden for at være det?«
Ser du din familie som en familie af psykisk syge eller som en familie, som blot ikke er i stand til at underordne sig det, som samfundet definerer som normalt?
»For at gøre det helt klart. Bogen handler ikke om min familie, men om hovedpersonens. Det gælder dog for begge familier, at det er familier, der er fulde af lidelse, men også familier, der sprænger normalitetens rammer.
Om forfatteren Leon Engler, f. 1989, har studeret teater- og medievidenskab, kulturvidenskab og psykologi i Wien, Paris og Berlin. Han arbejder i dag som forfatter og psykolog,Ingeborg Bachmann (østrigsk forfatter, der levede fra 1926-73 og i de seneste år har fået en renæssance, red) har rammende sagt: Vi har ikke begreberne til at indramme psykisk sygdom, men vi har sygdommen. Lidelsen er altså virkelig og helt reel, men spørgsmålet er, hvordan man vurderer og omtaler denne lidelse. Som udtryk for menneskelig skæbne? Som nedslag af uheldige samfundsmæssige omstændigheder? Eller som individuelle svigt og sygdom hos den enkelte?
Jeg tror at der lever familier som den, jeg beskriver i VANVIDDETS BOTANIK på mere eller mindre hvert gadehjørne. Og jeg tror ikke, at Lev Tolstoj har ret (da han i den berømte indledning til ANNA KARENINA skriver, at »enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde«, red). Også alle ulykkelige familier ligner hinanden.«
Thomas Mann skriver et sted: »Sundhed? Sygdom? Forsigtig med disse begreber! Det er de sværeste i enhver filosofi og livskundskab.« Det forekommer mig, at også i VANVIDDETS BOTANIK er grænsen mellem sundhed og sygdom hvis ikke tilfældig så i hvert fald problematisk?
»Det er et vidunderligt citat! Man kunne skrive lange afhandlinger om, hvor denne grænse går og bør gå. Nogle gange glemmer vi, at psykisk sygdom ikke er nogen botanisk kategori, men snarere er en social definition. Der gemmer sig altid et betragterperspektiv bag definitionen, altid en teori om, hvordan mennesket skal være. Det er en entydig lære af historien. En diagnose som hysteri sygeliggjorde i det 19 og tidlige 20 århundrede kvinder og kvindelig adfærd, som ikke passede ind i skemaet for datidens kønsnormer og faldt i miskredit hos det mandlige blik. Men hysteri er forsvundet ud af moderne klassifikationssystemer. Og homoseksualitet blev først i 1992 fjernet fra ICD (international statistik for sygdomme, red). Psykiske sygdomme er også altid defineret af tidsånden. Nogle gange glemmer vi, at psykisk sygdom ikke er nogen botanisk kategori, men snarere er en social definition.
Men som jeg sagde før: lidelsen er reel, fænomenet er reelt. Men diagnoserne er opfundne, altså forbigående forsøg på at komprimere meget komplekse fænomener i lyset af den aktuelle viden – med alle de fordele og ulemper det måtte have. Antropologen Mary Douglas har billedliggjort det med begrebet „snavs“. Der findes intet absolut snavset, hvad der er snavset, er defineret af betragterens øje. Mudder i skoven er natur. Mudder i et spabad er luksus, men mudder i stuen er snavs. Snavs er altså blot en materie, der optræder på et forkert sted. Og de sindssyge er bogstaveligt talt blot personer, der befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.«
Hvad har det betydet for dig at skrive denne historie – og hvad har du lært undervejs?
»Jeg er sideløbende med min forfattergerning i gang med at uddanne mig til psykoterapeut og arbejder desuden som psykolog. Jeg har lært grundlæggende at tvivle på alt, men samtidig også ikke at lade det føre til fortvivlelse. Der findes ikke nogen kærlighed til livet uden fortvivlelse over livet.
Psykisk sygdom er en del af menneskets tilværelse. Fagfolk strides fx i dag om, hvorvidt Kong Saul, Israels første konge, led af udbrændthed, depression eller var bipolar. Og da Noah steg ned fra sin ark, drak han sig fuld. Det afgørende spørgsmål er: Hvad er alle disse fænomener egentlig udtryk for? Psyken gør ikke noget for sjov. Et symptom er vigtigt og betydningsfuldt. Det fortæller os, at noget ikke stemmer. Måske har jeg lært at adlyde symptomerne. For de fortæller en historie.«