Ny gyser for børn giver stof til eftertanke

MASKERNES HUS er en gyser, der bliver siddende i kroppen, når lyset bliver slukket. Børnebogsforfatter Lars Daneskov har kastet sig over at skrive vaskeægte gys til børn, og han er inspireret af uhyggelige minder fra barndommen.

Af Søren Gaden / Forfatterfoto: Stine Heilmann

Cornelia mister sin familie, som hun kender den, da hendes forældre bliver skilt. Hendes far har fået en ny kæreste, og sammen med sin mor skal hun flytte ind i et stort gammelt hus. Det har Cornelia slet ikke lyst til. Hun savner alt det, der plejede at være hendes.

Hvorfor skulle hendes forældre overhovedet have hende, når de ikke vil have hende alligevel? Det er dér, de kommer. Skyggerne på væggen, når hun skal sove. De små bank på hendes dør og skridtene fra den tomme lejlighed ovenpå. Gråden, der lyder, som om den kommer fra de små ansigter på husets facade. Langsomt begynder Cornelia at forstå, hvorfor alle kalder det for Maskernes Hus.

LÆS OGSÅ: Interview med Lars Daneskov: "Nogle gange er det nødvendigt at sige bøh til sig selv for at bryde vaner"

"Jeg er selv vokset op i en hyggelig lille provinsby, men den strækning jeg har kørt mest i mit liv var cykelruten hjem. Her skulle jeg gennem en skov med en mindesten, hvor der gik en historie om, at den hvide dame fra Engelsholm Slot gik igen. Dernæst skulle jeg forbi slottet og til sidst forbi en kirkegård, før jeg var hjemme. Turen hjem kunne det samme som de bøger, jeg kunne lide at læse som barn: De fik fantasien til at arbejde, og når først fantasien fik magten, blev oplevelsen siddende i kroppen. Jeg har længe haft lyst til skrive en bog, der kunne dette. Jeg håber, det er lykkedes med MASKERNES HUS," fortæller Lars Daneskov.

FÅ EN FORSMAG PÅ LYDBOGSVERSIONEN AF MASKERNES HUS:

Maskernes hus er en spøgelseshistorie om skilsmisse, savn og en gammel dame uden øjenbryn. En historie om at miste det, man havde og møde det, man ikke har lyst til at vide, findes. Cornelia er et ensomt barn, der prøver at finde sin vej efter et brud. Er det mon tilfældigt, at der i næsten alle Daneskovs bøger er et skilsmissebarn, der føler sig ensomt?

”Skilsmissen ligger der som en del af baggrundshistorien, men der er ikke nogen ofre. Jeg er selv skilsmissebarn og er som voksen blevet skilt to gange, så jeg kender til det. Cornelia er ramt af en skilsmisse og en far, der ikke er der mere og en følelse af, at de voksne ikke vil hende, og at hun er alene i et hus, hun ikke har lyst til at bo i. Så der er en sørgmodighed, men også en erkendelse af, at hun skal finde nye kræfter, så hun kan rejse sig igen. Så det er en meget opbyggelig historie,” siger Lars Daneskov.

MASKERNES HUS er ikke alene en gyser for børn, men også en historie, der handler om noget: Om sorg, om at miste fodfæstet, og om at beslutte sig for at ville finde det igen. MASKERNES HUS udkom i november som lydfortælling på Gyldendal Stereo og kan fortsat findes her parallelt med, at historien nu udgives i bogform.

LÆS OGSÅ: Interview med Kenneth Bøgh Hansen: "Det gode gys handler ikke kun om monstre og uhyrer"

OM Lars DaneskovLars Daneskov (f. 1963) er uddannet journalist og har siden 1993 skrevet en lang række bøger for både voksne og børn, blandt andet Mor har en baby inde i maven, der også er udgivet i Tyskland, Rusland og Kina, og den prisvindende serie om Anton og hans mor hjemme i Ostehuset. Første bog i den serie, Tro, håb og gorgonzola, modtog i 2013 BMF-prisen som årets børnebog.

Lars Daneskov er forelsket i ord. Vinkeflæsk. Pilkemad. Mundkloak. Børnebøger skal smage godt. Humoren skal kilde øjnene, og sætninger ligge som bolsjer i munden. Derfor er hans bøger en hyldest til fantasien og det rene børneliv, hvor alt er muligt, og der ikke er noget ”fordi”, men kun et ”tænk nu hvis”. Man bliver nemlig aldrig for stor til at være lille.

Find flere bøger af Lars Daneskov her