Lars Daneskov: "Nogle gange er det nødvendigt at sige bøh til sig selv for at bryde vaner"

I 2020 kastede Lars Daneskov sig over genrer og formater, han ikke havde prøvet før. Det resulterede blandt andet i en stemningsfuld gyserhistorie og i en billedbog. Forfatterens nytårsforsæt er derfor endnu engang at turde prøve noget nyt.

Af Anne-Sophie Uldall Petersen / Forfatterfoto: Stine Heilmann

Hvad ser du mest frem til i 2021?

Et liv uden mundbind med knus, koncerter og møder i solen.

Kan du give os en forsmag på, hvad du arbejder på lige nu?

Er i gang med de første historier i en ny serie om Frida og Fætter. Det betyder, at jeg som forfatter står det sjoveste sted overhovedet, nemlig der, hvor jeg skal skabe et univers fra bunden, og hvor alt er muligt. Bøgerne skal først og fremmest være sjove. Ikke desto mindre er første sætning i første historie: ”Der lå en mand på gulvet og manglede en arm.” Mere siger jeg ikke, bortset fra at det ender godt, og sidste ord i samme historie er ”Åge”.
 
Har nedlukningen gjort dig mere eller mindre kreativ?
 
Nedlukningen har givet rigtig meget alenetid og luft i kalenderen, og det har selvfølgelig givet mere tid til at beholde skisokkerne på og bare skrive. Det har jeg gjort i en grad, hvor forlaget sikkert alene af den grund ønsker sig, at den pandemi snart får en ende. Nedlukning et sted har betydet masser af oplukning kreativt. Har forsøgt hele tiden at have gang i flere ting samtidig, så jeg i hvert fald på den måde kunne skabe mig selv noget variation og nogle stemningsskift. Derfor udsender jeg også i år bøger både for større børn, for de helt små og for dem lige midt imellem.

Har du et nytårsforsæt i år?

Har aftalt med mig selv, at jeg også i år skal prøve at skrive noget, jeg ikke har prøvet før. Sidste år bevægede jeg mig for første gang ind i gyserland med bogen MASKERNES HUS, som netop er udkommet, ligesom jeg skrev min første billedbog, ÆGGEDRENG, og PISSEMYRE, som var for større børn og lidt mere eftertænksom. Hvad der sker i år, ved jeg ikke, men det kilder mig at kaste mig ud i noget, jeg ikke som udgangspunkt ved, om jeg kan. Nogle gange er det nødvendigt at sige bøh til sig selv for at bryde vaner.

Hvad er dit bedste råd til at komme i gang med at skrive historier?

Læg mærke til verden omkring dig. Se på mennesker. Hør, hvordan de taler. Brug fantasien, og lad være med at bremse dig selv fra starten. Selv de vildeste ideer og mest platte og banale scener skal have lov til at komme ud. Så kan du altid redigere og skære fra senere. Starter du med at lægge bånd på dig selv, ender du nemt som Nuser med skrivemaskinen på toppen af hundehuset uden at komme videre fra dit ”det var en mørk og stormfuld nat …”

Giv gerne et tip til de bedste bøger at læse højt for sine børn.

Alle forældre ved, at Astrid Lindgren og Ole Lund Kirkegaard er uomgængelige, og Strid og Fupz er fantastiske. Så med dét på plads vil jeg tillade mig at pege på et par af mine egne bøger, som man altså også godt kan læse (jo, man kan så). For eksempel er OTTOS IKKE-NOGET HISTORIER en samling godnathistorier om børnehavedrengen Otto, som forhåbentlig giver anledning til gode snakke på sengekanten om mod, kærlighed, venskaber og alt det andet, der fylder i den alder. Jeg har altid historier fra den bog med, når jeg er ude og læse op. Jeg vil også gerne pege på ÆGGEDRENG, der med Zarah Juuls fantastiske tegninger giver en forhåbentlig humoristisk måde at tale om andre måder at være familier på. Og hvis nogen har lyst til et godt gys, kan man jo forsøge at krybe sammen under tæppet med MASKERNES HUS og eventuelt endda finde den lydbogsversion, der er lavet af bogen, hvor der både er knirkende døre, tunge skridt og sugende underlægning. Men igen: Astrid og de andre er gode.

OM Lars DaneskovLars Daneskov (f. 1963) er uddannet journalist og har siden 1993 skrevet en lang række bøger for både voksne og børn, blandt andet Mor har en baby inde i maven, der også er udgivet i Tyskland, Rusland og Kina, og den prisvindende serie om Anton og hans mor hjemme i Ostehuset. Første bog i den serie, Tro, håb og gorgonzola, modtog i 2013 BMF-prisen som årets børnebog.

Lars Daneskov er forelsket i ord. Vinkeflæsk. Pilkemad. Mundkloak. Børnebøger skal smage godt. Humoren skal kilde øjnene, og sætninger ligge som bolsjer i munden. Derfor er hans bøger en hyldest til fantasien og det rene børneliv, hvor alt er muligt, og der ikke er noget ”fordi”, men kun et ”tænk nu hvis”. Man bliver nemlig aldrig for stor til at være lille.

Find flere bøger af Lars Daneskov her