Tre generationer af stærke kvinder kæmper om hinandens accept og anerkendelse i Karima Bouyluds debutroman I KÆRLIGHEDENS NAVN, der først og fremmest er skrevet til hendes egen datter.

04-05-2021

 Foto: Les KanerHvad har været din drivkraft for at skrive I KÆRLIGHEDENS NAVN?

”Drivkraften har hovedsageligt været at beskrive nogle problematikker; kultursammenstød, relationen mellem en mor og en datter – og særligt konsekvenserne af en anbringelse. Jeg har virkelig ikke haft lyst til at skrive romanen – den har bare insisteret på at skulle ud. For 10-12 år siden gik jeg og baksede en del med følelsen af at være en dårlig mor, og det inspirerede mig til at skrive I KÆRLIGHEDENS NAVN. Den er ikke en 1:1-beskrivelse af mit eget liv, men et miskmask af mange skæbner, min egen, mine veninders og folk, jeg kender. På den måde har den fået sit eget liv.”

Hvordan har det været at skrive bogen?

”Det har både været hårdt og helt fantastisk. Undervejs har jeg grint, grædt og revet mig i håret. Jeg har skullet gennemleve nogle forfærdelige ting – og det har gjort ondt. Men jeg har også lært en hel masse, og det har været terapeutisk for mig at skrive den. Da min egen datter var 14 år, valgte hun, at hun ikke ville bo hjemme længere. Indtil hun fyldte 18 år, havde vi næsten ikke kontakt. Alle de tanker og følelser og problemer, vi kæmpede med dengang, har vi kunnet tale om nu i forbindelse med bogen. Og vi har et rigtig godt forhold i dag. Det har været rigtig lærerigt for mig at bygge en karakter op, baseret på min datter og på den måde forsøge at forstå hende. Bogen består af tre kvinders fortælling, Mimount, Nadia og Miriam, som er bedstemor, mor og datter.”

Hvem er de trehovedpersoner?

”Mimount er en ældre dame, som kom til Danmark fra Marokko i 1970’erne for at blive familiesammenført med sin mand, der var gæstearbejder. Udefra er hun stereotypen på en indvandrerkvinde fra den generation: hjemmegående, analfabet og med dårligt helbred. Mit ønske har været at beskrive den indre kvinde, som hun også er – og vise, at hun reagerer, som hun gør, fordi hun er ensom i et land, hvor hun ikke taler sproget og ikke forstår spillereglerne. Hun har det her anspændte forhold til datteren Nadia, som hun føler er blevet for dansk. Jeg håber, at læserne til slut kan se, at alt hvad Mimount gør, gør hun i kærlighedens navn. Deraf titlen på bogen. Nadia er født i Danmark og føler, hun står med et ben i hver lejr. Derhjemme skal hun efterleve marokkanske, kollektivistiske værdier. Ude i det danske samfund er individet i centrum. Hun har en drøm om at blive billedkunstner, men det sætter hendes mor en stopper for. Hun ser hellere, at Nadia bliver gift – og det bliver hun så som 18-årig. Men Nadia magter hverken ægteskabet eller datteren Miriam; hun forlader familien og er væk i en årrække. Miriam får en svær opvækst, fordi Nadia er væk i nogle år, og hun vokser op hos sin bedstemor. Da hun fylder 16 år, beder hun en familierådgiver om at finde hende et andet sted. Hun er rasende på alt og alle og har svært ved at passe på sig selv. Hun er et eksempel på, at den tredje generation godt kan videreføre nogle traumer fra deres forældre. Samtidig er hun et eksempel på, hvor galt det kan gå, når et barn bliver anbragt sent. De kæmper, kort sagt, alle tre for hinandens anerkendelse og accept til at være dem, de er.”

Hvem har du skrevet romanen til?

”Jeg håber, at det både er unge og ældre danskere – med majoritets- og minoritetsbaggrund – der kommer til at læse den. I KÆRLIGHEDENS NAVN er en fortælling, der taler på tværs af generationer og etnicitet. Den handler om universelle temaer, mor-datter-forhold, generationsopgør, social arv – og også om vores anbringelsessystem.”

Har du selv savnet den her type fortælling?

”Ja, jeg følte, jeg stod alene med en masse tanker, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle navigere i mine følelser. Som ung følte jeg, at der var nogle problematikker, som var tabu og svære at tale om – også med mine veninder. I KÆRLIGHEDENS NAVN er på den måde skrevet til mit yngre jeg. Men den er måske allermest skrevet til min datter, som jo har mødt det ultimative svigt.”

Har din datter læst I KÆRLIGHEDENS NAVN?

”Ja, hun har læst med sideløbende. Vi har snakket rigtig meget undervejs og har fundet hinanden på ny. Vi gik fra, at jeg kom og besøgte hende hjemme ved min mor, til at vi skulle lære hinanden at kende på ny.”

Hvad håber du, at dine læsere vil sidde tilbage med?

”Jeg håber selvfølgelig, at folk vil synes, det er en spændende roman, og så håber jeg, at læserne vil opdage, at der måske ikke er så stor forskel på minoritets- og majoritetsdanskere, når det gælder rela-tioner imellem generationer og imellem klasser. Nadia og hendes mand kommer fra forskellige klasser, og den type forskel finder man jo også hos etnisk danske par. Jeg håber også, at jeg kan være med til at give førstegenerationsindvandrerne en stemme uden at negligere de fejltagelser, de har begået. Jeg synes ofte, de er blevet dæmoniseret. Jeg håber, at de yngre generationer bliver mere progressive og undgår at begå de samme fejl som de ældre generationer. Men det er først, når man begynder at tale om de her ting, at man kan bryde med de fejltagelser.”