Opskrift: En bid af Kager lille mormor

Brødrene Jonas og Anton Dahl Grue har skabt en ny kogebog, KAGER LILLE MORMOR, der både smager af nostalgi og nytænkning. De har nemlig samlet 25 opskrifter på bagværk, som ikke bare hylder deres mormor, men også alle os, der elsker klassiske danske kager – med et moderne tvist.

Af Nanna Skou-Hansen / 16-09-2025

Billede af Kager lille mormor 

Er du også fan af kaf’ og kag’ om eftermiddagen? Klassisk bagværk mister aldrig charmen og kan samle mange generationer. Med denne nye samling af bedstemors bedste opskrifter, kan du brillere med lækre og velsmagende kager, der med garanti kan få mundvandet til at løbe på både den 7-årige og 85-årige.

OM FORFATTERNEJonas Dahl Grue, f. 1993, er uddannet konditor fra La Glace, underviser i dag på Suhrs Højskole og er konditor på GO’ morgen Danmark.
Anton Dahl Grue, f.1996, er uddannet i Kreativ Kommunikation på DMJX og har arbejdet som radiovært på 24syv. 
I 2024 udgav de bogen BOLLE MED OST.

I samarbejde med deres mormor har brødrene taget traditionelle opskrifter – de elskede favoritter som kanelsnegle, lagkager, roulade, klassiske skærekager og fastelavnsboller – og givet dem et opdateret pift, der tilføjer nyt liv og smag.

LÆS OGSÅ: Professorens grønne energigrød

Bogen er dog mere end blot opskrifter. Den rummer også små nostalgiske fortællinger fra barndommens kagebord, erindringer set fra børnehøjde – og masser af nyttige bagetips til både nybegynderen og den rutinerede hjemmebager.

Du skal dog ikke være bange for smørklatter og sukkerdrys, for i opskrifterne kan du finde masser af sødme, marcipan og remonce. Som brødrene selv skriver om deres version af den fynske brunsviger: »Ifølge os og troværdige bagerkilder på Fyn skal en brunsviger bestå af 50% dej og 50% remonce.« Med andre ord: Det her er ikke en bog for fedtforskrækkede, men for dem, der elsker bagværk med hjerte, håndværk og humor.

LÆS OGSÅ: Bolle med ost

Herunder finder du en god undskyldning for at indføre et nyt kageritual. Her er nemlig opskriften på en af de mange yndlings-mormorkager, der lægger op til ro, hygge og nærvær til at tale sammen – og så kan alle bage den.


OPSKRIFT: BRUNSVIGER

Til ca. 12 personer

Den brune sviger fra tyske Braunschweig er endnu et stykke genialt bagværk. Dejlig blød, smørholdig dej med en kraftig remonce lavet på masser af brun farin. Ifølge os og troværdige bagerkilder på Fyn skal en brunsviger bestå af 50% dej og 50% remonce. Så snakker vi! Det kan lyde voldsomt, men det skal det også være. Et lille, finurligt fact er, at brunsvigeren faktisk ikke er fynsk, men har været bagt i hele landet. Men det skal du nok ikke tale for højt om (vi har i hvert fald ikke turdet at nævne det for vores fynske mormor).

Ingredienser  Billede af brunsviger

Dej

  • 250 g sødmælk
  • 35 g gær
  • 500 g hvedemel
  • 50 g æg (1 stk.)
  • 50 g sukker
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 stor tsk. salt
  • 100 g blødt smør
  • 1 bradepande (30 x 40 cm)

Remonce

  • 250 g smør
  • 200 g brun farin
  • 75 g mørk sirup
  • 1 knsp. salt


Fremgangsmåde

Hæld mælk og smuldret gær i en røreskål, og rør rundt, til gæren er opløst. Tilsæt mel, æg, sukker, kardemomme og salt, og ælt godt i ca. 10 minutter på en røremaskine. Tilsæt derefter smørret, og ælt dejen i yderligere 5 minutter, til den er glat og smidig og slipper skålens sider. Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 1 time.

Remonce: Varm smør og farin op i en gryde under omrøring, og lad sukkeret smelte. Tag gryden af varmen, og tilsæt derefter sirup og salt. Lad massen køle lidt.

Samling: Rul den færdighævede dej ud på et meldrysset bord til et rektangel på ca. 30 x 40 cm (så den passer til bradepanden). Læg et stykke bagepapir i bradepanden, og læg dejen deri. Lav fordybninger i dejen med fingerspidserne, og fordel fyldet på dejen. Jo flere huller du laver, jo mere snasket bliver brunsvigeren. Lad brunsvigeren hæve i 1 time.

Tænd ovnen på 200 grader. Når dejen er færdighævet, så gør dine hænder våde, og lav en ny omgang huller i kagen. Det gør, at remoncen bedre kan trænge ned i kagen, og du får lækrere brunsviger. Våde fingre gør, at siruppen ikke klistrer fast på fingrene. Bag kagen i ovnen i 18-20 minutter.

Nyd den lun, og hør englene synge! (PS: Man siger, at fynsk for resten er det sprog, englene taler om søndagen).

 

Kager lille mormor

Kager lille mormor

Holder du af snasket brunsviger og nybagt kringle? Kager lille mormor er en hyldest til de kager, vi alle elsker – de saftige, de snaskede og de uimodståelige klassikere, der har b(r)agt generationer sammen.

I denne bog har kageentusiasterne Jonas og Anton Dahl Grue samlet 25 bageopskrifter fra bedstemors køkken. Sammen med deres mormor har de i respekt for traditionerne opdateret opskrifterne, så de er endnu mere velsmagende og tilpasset den moderne hjemmebager.

Bogen rummer opskrifter på klassiske skærekager og masser af gærdejsguf som kanelsnegle, kringler og fastelavnsboller. Der er tærter og lagkager og nostalgiske favoritter som kiksekage og roulade.

Bogen er mere end blot opskrifter – den er fyldt med bagetips og hyggelige minder fra barndommens kagebord. Uanset om du vil imponere gæsterne eller genskabe smagen af mormors bagværk, giver denne bog dig værktøjerne til at lykkes – uden dikkedarer, kun ren kageglæde.