Varm om hjertet: Drøm dig væk med Jenny Colgans livsbekræftende romanserie

Jenny Colgans DEN LILLE BUTIK-serie handler om tre forskellige kvinder, som springer ud i livets muligheder. Til foråret udkommer sidste bind i serien. Vi guider dig i gang med læsningen her.

Af Rasmus Meldgaard Harboe / 25-04-2021

Når man bor i en storby, kan man nemt komme til at drømme sig væk fra larmen og forureningen. Gerne til et idyllisk sted, hvor man kan nyde roen og indsnuse den friske, rene luft. Sådan har karaktererne i DEN LILLE BUTIK-serien det også. Men de nøjes ikke med at drømme. De gør noget ved sagen.

De tre bøger er skrevet af den populære skotske forfatter Jenny Colgan. Hun er en mester i at skrive dybe og livsbekræftende feel good-fortællinger, som udspiller sig i nogle utroligt idylliske omgivelser. Det er ren eskapisme og nogle rigtig gode historier, som kan gøre én helt varm om hjertet.

Femina rammer hovedet på sømmet i deres anmeldelse af den første bog i serien DEN LILLE BUTIK MED DE LYKKELIGE SLUTNINGER, når de skriver: ”Bogen er en humoristisk kærlighedserklæring til at turde springe ud i livet, til bøger, til læsere og til at engagere sig i sit eget liv, og ja: Slutningen er lykkelig.”

Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men læser man dem alle, vil man opdage, at omgivelserne går igen. For selvom handlingen følger tre forskellige kvinder, så ender de alle sammen i det idylliske skotske højland ved Loch Ness.

To af bøgerne er allerede udkommet, DEN LILLE BUTIK MED DE LYKKELIGE SLUTNINGER og DEN LILLE BUTIK MED DE NYE BEGYNDELSER men du kan godt sætte et stort kryds i kalenderen den 13. maj. Det er nemlig udgivelsesdatoen for den sidste bog i serien, som hedder FOR LANGT FRA DIG.