Pia Konstantin Berg: ”Jeg ville skrive om det kaos, jeg selv levede i”

I UDEN FOR CITAT-serien henter Pia Konstantin Berg inspiration fra egne 20’er-kaosår, når hun skriver om journaliststuderende i mødet med kærligheden og grænseafprøvning. Her deler hun tankerne bag titlerne, karaktererne og den kommende, sidste bog i serien.

Af redaktionen / 29-01-2026

Pia Konstantin Berg 

Hvordan kom du på idéen til serien Uden for citat?

– Jeg er uddannet journalist, men er ironisk nok ikke særlig vild med at researche. Jeg vil helst bare skrive derudad om ting, jeg allerede kender til, og derfor var det helt oplagt med en romanserie om en flok journaliststuderende, der oplever nogenlunde lige så meget kaos i deres liv, som jeg selv gjorde, da jeg var i 20’erne.  Pia Konstantin Berg er uddannet journalist og medstifter af Foreningen for børn med angst. Hun arbejder som manuskriptforfatter i film- og tv-branchen og debuterede i 2016 med romanen VI VAR ENGANG. Siden har hun udgivet en række børne- og ungdomsbøger, heriblandt serien Uden for citat. I 2024 udkom første bind i serien, PUNKTUM PUNKTUM KOMMA STREG, og året efter fulgte RUMSPRINGA

Hvad satte gang i idéen til RUMSPRINGA – og hvordan spillede dine egne studieminder ind?

– Ligesom Sara i bogen var jeg meget bange for at miste kontrollen, da jeg var i 20’erne, men efter jeg startede til psykolog, begyndte jeg at følge min impuls og havnede dermed i alverdens crazy situationer. Mine venner refererer ofte til det som min rumspringa-periode, fordi den mindede om overgangsperioden i amish-samfundet, hvor de unge får lov til at droppe reglerne og prøve grænser af for en tid. Den erfaring syntes jeg var sjov at skrive ud fra.

Hvordan vil du beskrive universet i Uden for citat helt kort?

– Uden for citat-serien følger en gruppe venner fra journalistuddannelsen i Odense, som hver især bliver kastet igennem den helt store kaoscentrifuge i mødet med kærligheden - og som alle må tage omveje for at lande det rette sted.

Kan du fortælle om tankerne bag titlerne PUNKTUM PUNKTUM KOMMA STREG og RUMSPRINGA?

– Jeg synes næsten altid, det er svært at finde på titler, og PUNKTUM PUNKTUM KOMMA STREG var længe undervejs. Den spiller både på hovedkarakteren Noras kærlighed til korrekt sprog og den forbudte relation til underviseren Mads, som hun hele tiden forsøger at sætte punktum for - uden det store held.

LÆS OGSÅ: Katrine Juel om HUG EN HÆL OG SUT EN TÅ

RUMSPRINGA var til gengæld en af de sjældne titler, der kom til mig, længe inden jeg vidste, hvad bogen skulle handle om. På SDU var der engang et studiemagasin, der hed Rumspringa. Jeg blev med det samme fascineret af ordet, og da jeg selv oplevede en form for rumspringa-periode i mine 20’ere, fik jeg lyst til at kaste Sara-karakteren ud i lignende oplevelser - og udvikling.

Er der elementer af dig selv i Nora, Sara – eller andre af karaktererne?

– Nora og hendes historie ligger langt fra mit eget liv. Og selvom forholdet til underviseren Mads er 100 procent opdigtet, har jeg sjovt nok hørt flere konspirationsteorier om det modsatte, efter bogen udkom. Nora er også meget mere konfronterende, end jeg nogensinde har turdet være. På den måde kan man sige, at jeg har skabt en karakter, som tager nogle af de diskussioner og konflikter, jeg selv er veget udenom, og jeg har nok fået lidt verbalt afløb gennem hende.

LÆS OGSÅ: De bedste Young Adult-bøger

Sara og hendes veninde, Louisa, har mere rod i virkeligheden. En del af Saras karaktertræk er taget direkte fra mig selv, og flere af de ting, hun kommer ud for i RUMSPRINGA, er mere eller mindre inspireret egne oplevelser. Louisa er til dels inspireret af min tætte studieveninde, Maria, som jeg senere arbejdede sammen med, men hun repræsenterer samtidig også en anden side af mig selv, som jeg glæder mig til at folde endnu mere ud i seriens næste bog.

Hvilke virkelige episoder har inspireret scenerne i RUMSPRINGA?

– Med fare for at udlevere både mig selv og andre tror jeg ikke, jeg skal gå for meget i detaljer her. Lad mig bare sige, at Sara kommer ud for alverdens aparte situationer i forbindelse med lægebesøg, stripklubbesøg og mandebesøg - og her er en del fragmenter fra mit eget liv blevet mere eller mindre omskrevet og tilpasset Saras historie. Nogle gange har jeg endda måttet skrue lidt ned, fordi de virkelige historier var for crazy.

Nogle gange har jeg endda måttet skrue lidt ned, fordi de virkelige historier var for crazy.

Hvordan bygger du videre på vennekredsen – og kan læserne forvente endnu en bog?

– Jeg arbejder netop nu på tredje og sidste bog i Uden for citat-serien. Her følger vi Louisa, som er single for første gang længe og føler sig hægtet af, fordi vennerne har travlt med at bygge voksenreder. Jeg tror, mange kan relatere til de her perioder, hvor en ellers sammentømret vennekreds splittes ud i forskellige spor, og det planter en stor ensomhedsfølelse i Louisa.

I stedet for at forholde sig til det svære derhjemme, flygter hun til Bruxelles, da en uventet jobmulighed dukker op. Her ramler hun ind i en fyr, som trykker på alle de følelsesknapper, hun absolut ikke vil have aktiveret, og … ja, så er historien ligesom i gang.

Uden for citat-serien