Dostojevskij fylder 200 år – her er grundene til stadig at læse ham

Fjodor Mikailovitj Dostojevskij er født 11. november 1821 i Moskva og ville altså fylde 200 år i 2021. Du har sikkert hørt navnet før, men har måske ikke haft modet til at kaste dig over det omfattende, ældre – og ovenikøbet russiske – forfatterskab. Måske har du hørt, at romanen FORBRYDELSE OG STRAF skulle være vanskelig, kedelig og lang. Lige meget hvad der har holdt dig tilbage, er det intet mindre end en skam, for Dostojevskijs romaner er alt andet end kedelige og vanskelige. Der er kun gode grunde til at læse dem. Også i 2021.

Af Julie Christensen / 24-11-2021

Dostojevskijs store romaner bliver ofte fremhævet som en central del af det 19. årh¬undr¬ed¬es intellektuelle kulturhistorie. 150 år senere kaster de dog stadig skygger ind i vores tid, særligt fordi de fungerer som et litterært forsvar for det komplekse menneske.

Det 21. århundrede har haft en hæsblæsende start og vist sig at være mere kompleks, end hvad selv Dostojevskij måske havde kunne forstillet sig. Alligevel kan vi drage paralleller til den verden, Dostojevskij skrev ind i og stadig ane samme problematikker, som dem han tog under særlig behandling. F.eks. rummer Dostojevskijs romaner dybe og detaljerige aspekter af menneskets liv og meneskelige erfaringer. Både dem der er mystiske, irrationelle, uforudsigelige og fuld¬stænd¬ig uden for vores almindelige forståelsesramme.

Særlig er Dostojevskij kendt for at skildre det ulykkelige liv, som også er en del af det at være menneske, og at det af samme grund er absurd at argumentere, at videnskab eller psykologi kan fritage men¬ne¬skets dets lidelse og ulykkelighed. Tværtimod er lidelse uundgåeligt, og ifølge Dostojevskij bør man se det som et kreativt aspekt.

Menneskets indre, følelser og opførsel, både det gode og det onde, skal ikke blot accepteres, men også udforskes. Blot fordi uforståelige følelser og ondskab kan være svære at kategorisere, skal man ikke ignorere dem. Det lykkedes næsten Dostojevskij at sammenfatte alt, hvad et menneske kan siges at være. Særligt fordi hans romaner har ufattelige store persongallerier.

Det bedste eksempel er måske Arkadij Ivánovitsj Svidrigajlov, som optræder i FORBRYDELSE OG STRAF. Han er flere gange blevet fremhævet som en af de meste skræmmende skikkelser i Dostojevskijs forfatterskab. I romanen beskæftiger Svidrigajlov sig med alt lige fra vold, bondeplager, hustrumord og sandsynligvis har han også nogle pædofile tendenser. Han er til stor gene for den den moralsk forvirrede Rodion Raskolnikov. Ovenikøbet efterstræber Svidrigajlov også Raskolnikovs søster, som ikke just synes, han er særlig tiltrækkende, rent faktisk væmmes hun ved ham.

Midt imellem et øksemord, voldsom drikfældighed og gentagende mishandling af koner og børn, ser vi alligevel et menneske bag Svidrigajlov. Pludselig står det klart for ham, i denne ivrige kamp for at komme i bukserne på Raskolnikovs søster, at han faktisk slet ikke elsker hende det mindste, og værst af alt, at han slet og ret ikke besidder evnen til overhovedet at føle ægte kærlighed.

Til sidst ender han med at skyde sig selv. Ene og alene fordi den evige tomhed ved tilværelsen står klokkeklart for ham. Man får næsten lige så stor medfølelse og medlidenhed med denne karakter som man gør med bogens komplette helt og gudinde, nemlig den selvopofrende Sonja, der i den rene afmagt og omsorg, for den familie hendes far har forsømt, vælger at prostituere sig selv.

Og det er simpelthen det Dostojevskij kan. Skildre hvordan menneskets indre og virkeligheden er fyldt med ufattelig grimhed og meningsløshed, men at godheden også findes. Både som en nødvendighed, men også en utopi.