Bålmad hitter: Her er de bedste opskrifter til mad over bål

Sover du også under åben himmel, og dufter dit tøj af både bål og eventyr? Eller er det kun i dine drømme? Her får du - uanset - de lækreste opskrifter til mad over bål og under åben himmel!

Af Michelle Tubæk Gram / 23-03-2021

site burger Lister man lydløst rundt i skovene og følger rovfuglens vej over blæsende trætoppe - eller løfter man hovedet fra en iskold dukkert og skuer ud over sandtangen, ja, så smager man det straks; smagen af at hænge uløseligt sammen med den natur, de fleste af os falder helt til ro i.

 
bålDet er næsten samme smag, sjælen har for snobrød over bål - uanset, hvor meget man så har brændt brødet på.

Særligt coronakrisen har fået mange til at søge udendørs for både kulinariske og sjælelige oplevelser. Men den bevægelse har nogle faktisk skubbet på for i noget tid.

»Vi har brugt de sidste par år på at fiske og jage og være ude i naturen så meget som muligt. Vi har lavet mad i det fri — ofte direkte i gløderne. Vi har sovet under åben himmel, og duften af bål og eventyr hænger stadig i vores tøj.«

Sådan skriver Nikolaj Juel og Columbus Leth, der i bogen BRÆNDT RØGET HÆNGT SPRÆNGT gerne vil inspirere flere til at lave mad i det fri - af vilde ingredienser, du selv kan finde, jage eller fiske.

Var det noget med en fasanshawarma? Carpaccio af kronvildt eller grillet hornfisk? 

Det kan du alt sammen finde opskrifterne på i BRÆNDT RØGET HÆNGT SPRÆNGT- ligesom du også kommer med på vildsvinejagt og bukkejagt i Sverige.

Her får du 3 opskrifter med tekst fra bogen på mad over mål - men vi advarer dig; du får muligvis lyst til aldrig at lave mad på dit komfur igen.

BÅLBAGTE ØSTERS MED SYLTEDE RØDLØG OG URTER

Der er efterhånden en del steder i Danmark, hvor man kan plukke østers. Vi har flere forskellige varianter Østers herhjemme, og de smager alle sammen pragtfuldt. Jeg er en kæmpe østersfan og har altid elsket at spise dem, lige siden jeg var en lille dreng. 

Jeg spiser dem oftest rå, bare med lidt citronsaft. Men her har vi lagt dem i gløderne og bagt dem i stedet. Det smager helt fantastisk og er et godt alternativ, specielt til dem, der har lidt svært ved at spise dem rå. 

SYLTEDE RØDLØG 

  • 4 rødløg
  • 4 dl æblecidereddike
  • 1 dl sukker
  • 1 tsk. peberkorn

Snit rødløgene fint. Kog eddike, sukker og peberkorn op, og hæld over løgene. Kom løgene i et steriliseret sylteglas. 

ØSTERS 

  • 20 østers
  • 1 citron
  • 1 spsk. friskhakket bredbladet persille
  • 1 spsk. friskhakket dild god olivenolie 

Åbn østersene, og placer dem i gløderne med den ene skal lagt over som låg på hver østers. Lad dem bage i gløderne, til østersene bliver mælkehvide i farven. Server med syltede rødløg, dild, persille, citronsaft og et dryp olivenolie.

SHISHKEBAB AF SOMMERBUK

Jeg er stor fan af det libanesiske køkken. Der er noget særligt ved den måde, krydderierne blandes på, som rammer mig lige i hjertekulen.
 
Det kan virkelig godt betale sig at lave sin egen friske krydderiblanding. Det løfter maden op på et helt andet plan. Så køb hele krydderier, en morter eller en elektrisk ”spice grinder”, så er du godt kørende.
 
shishDet er meget lettere, end du tror, og din shish bliver et måltid i verdensklasse.
 
KØD
  • 700 g kød, skåret af køllen
  • 3 spsk. libanesisk 7-spice
  • 3 hele fed hvidløg
  • skallen af 1 hel citron, skåret af med en tyndskræller
  • olivenolie salt og peber
Skær kødet i 4 cm tern, og kom det i et fad med 7-spice, hvidløg, citronskal og olivenolie. Lad kødet marinere i minimum 2 timer.
 
7-SPICE
  • 1 tsk. korianderfrø
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. allehånde
  • 1 tsk. peberkorn
  • 5 nelliker
  • ¼ muskatnød
  • ½ kanelstang
Kom alle ingredienserne i en morter, og mal til fint pulver.
 
HUMMUS
  • 500 g kikærter (kogte)
  • 3 spsk. tahin
  • 2 spsk. olivenolie
  • saften af ½ citron
  • 150-200 ml vand salt og peber
Kom alle ingredienserne i en blender. Tilsæt vand, til det har den rette konsistens. Smag til med salt, peber og citronsaft.
 
SALAT
  • 1 bundt radiser, skåret i tynde skiver
  • 1 agurk, halveret, kernerne fjernet og skåret i skiver
  • 10 cherrytomater, skåret i kvarte
  • saften af ½ citron
  • 3-4 spsk. olivenolie
  • salt og peber
  • et godt nip sumak
  • 1 spsk. hakket mynte
Kom grøntsagerne i en skål. Krydr med salt og peber. Tilsæt citronsaft, olivenolie, sumak og mynte. Bland det hele godt, og smag til med salt, peber og lidt ekstra citronsaft, hvis nødvendigt. Sæt kødet på spyd. Krydr med salt og peber. Grill kødet på en varm grill, til det er stegt rosa. Server med hummus, lidt salat, sumak og ekstra mynte.

 

VILDTBURGER MED BÅLFRITTER burger lille

Alle elsker en god burger. Hvis den er lavet ordentligt, er det et himmelsk måltid. Så vi har selvfølgelig lavet Walk on the Wild Side-burgeren, som er vildere end vild. Bøffen er lavet af hakket dåvildt med lidt svinefedt i, så bøffen bliver ekstra juicy. En blød, lækker briochebolle smurt med chipotle-mayo med grillede løg, hjemmesyltede agurker og bøffelmozzarella. Serveret med bålfritter og ekstra chipotle-mayo. Så bliver det bare ikke bedre. C’mon!

 

SYLTEDE AGURKER

  • 1 agurk, skåret i tynde skiver
  • 2 dl æbleeddike
  • 75 g sukker
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. peberkorn
  • ½ dl kogende vand

CHIPOTLE-MAYO

  • 2 æggeblommer
  • 1 spsk. chipotle i adobo sauce
  • 150 ml solsikkeolie
  • 50 ml olivenolie
  • salt og peber
  • saften af 1 lime

Kom æggeblommer og chipotle i en skål. Tilsæt olien langsomt, mens du pisker. En dråbe ad gangen i starten. Når mayoen begynder at samle sig, kan du tilsætte olien i større mængder. Smag til med salt, peber og lime.

 

BÅLFRITTER

  • 4 bagekartofler, skrællede
  • 1 l solsikkeolie
  • flagesalt

Sæt en støbejernsgryde med olien i gløderne på bålet. Skær kartoflerne i 2 cm stave. Når olien er varm (180 grader), kommer du kartoflerne i olien. Steg kartoflerne, til de er gyldne og sprøde. Lad bålfritterne dryppe af på et stykke køkkenrulle.

 

BURGERS

  • 700 g friskhakket hjortekød tilsat 100 g hakket
  • svinekød
  • 4 briocheboller
  • 1-2 bøffelmozzarellaer, afhængig af størrelse
  • 1 håndfuld lækre salatblade, skyllet
  • 1 rødløg, skåret i skiver på 1 cm

Del kødet i fire, og form bøfferne. Krydr godt med salt og peber, og læg dem på en supervarm grill sammen med løgene. Når løgene har fået grillmærker, vendes de og grilles på den anden side. Sæt dem til side. Grill bøfferne i 3-4 minutter, og vend dem. Skær mozzarellaen i 1 cm skiver, og placer dem oven på bøfferne. Grill briocheboller i 1 minut på hver side. Smør bollerne med chipotle-mayo. Kom lidt salat på underbollen, og placer bøffen ovenpå. Top med løgringe og syltede agurker, og kom overbollen på. Server med bålfritter og ekstra chipotle-mayo.  Det bliver ikke vildere!

 

Find mange flere opskrifter i BRÆNDT RØGET HÆNGT SPRÆNGT


Tænd op i bålet og luk eventyret ind