Q&A med Nikoline Werdelin: "Jeg skulle lære at tegne med ord"
Af Anne-Sophie Uldall Petersen // Foto af Les Kaner
Efter mange år med tegneserier og teatermanuskripter ville Nikoline Werdelin fordybe sig med sprog og karakterer på en ny måde. Hun debuterer som romanforfatter med den morsomme og melankolske HVORDAN MED REDDER EN LEMMING.
Hvad gav dig lyst til at skrive en roman?
”Jeg havde lyst til at fordybe mig i lang tid og til arbejde rigtig meget med sproget og skrive passager igennem igen og igen. Jeg ville også gerne prøve at leve med mine karakterer rigtig længe og afsøge flere aspekter af dem, end jeg har kunnet i de formater, jeg kender, tegneserie og teater.”
Hvordan adskiller romanskrivning sig fra at tegne/skrive en tegneserie?
”Erfaringen i at fortælle historier og skabe et rum, hvor karakterne folder sig ud, kender jeg, men i romanen kunne jeg arbejde med en mere kompliceret konstruktion, fordi jeg havde mere tid og mere plads. Samtidig skulle jeg lære at tegne med ord ... hvordan arbejder man med årets gang, hvordan med skildrer man vejret i en roman? Før tegnede jeg nogle dråber eller bad en scenograf om noget vand, nu skulle jeg lære at beskrive stemningen, lyden og følelsen af regn.”
Hvordan finder du balancen mellem humor og alvor?
”Det sker uden, at jeg tænker over det. Hver gang jeg har været ude i mørket i teksten, kommer humoren ind i sproget, måske som en overlevelsesstrategi, en trøst. Og når jeg har arbejdet med noget let, kommer den anden side automatisk. Sådan som det også er i livet. Hver gang man har trallet lidt afsted og fløjtet, så melder det sig ... en forskrækkelse, adskillelse, død.”
Hver gang jeg har været ude i mørket i teksten, kommer humoren ind i sproget.
Dine karakterer føles meget helstøbte – hvor finder du inspiration til dem?
”Jeg tror bare, jeg går rundt i tilværelsen og åbner mig for andre menneskers sjæle, og lader dem flytte lidt ind i mig. Når jeg så skal fortælle en historie, er der næsten altid en person, der melder sig. Det er som om, de har skabt sig selv nede i det ubevidste dyb, som en blanding af noget af mig og nogle andre skæbner. Når der er brug for dem, dukker de op og siger: ”Hallo, er det mig, du leder efter?””
Hvorfor er romanen så fyldt med gnavere, at de endda sneg sig ind i titlen?
”Jeg er dybt optaget af dyr og natur - og menneskets forhold til det. Jeg ville gerne have dyrenes betydning ind i bogen. Hvad betyder dyr for økosystemerne i de habitater, hvor de lever, hvad betyder de for os? Hvilken ret har de til at leve, selv om vi ikke kender dem eller har dem derhjemme i en kurv? Lemmingen er en nøgleart, og et mytisk dyr – et dyr som hele tundraens fauna er afhængig af, men som de færreste af os rigtig kender.”