Bente Scavenius er kunsthistoriker, litteraturelsker og forfatter til en lang række bøger, bl.a. MIT LIVS BILLEDER, hvor hun sætter fokus på en række malerier, der såvel fagligt som privat har optaget hende gennem et efterhånden langt liv som kunsthistoriker.. Inden sovetid kaster hun sig gerne over en stor historisk slægtsroman, en klassiker eller noget ny nordisk litteratur.

Af Marie Løntoft

Jeg har ret konstante læsevaner, da jeg altid har gang i en bog. Da jeg om dagen oftest læser   faglitteratur, læser jeg fortrinsvis skønlitterære bøger i sengen, inden jeg skal sove, for så glemmer jeg alle de pligter og bekymringer, der ellers ville holde mig vågen.

Sidste år læste jeg Kirsten Thorups bog INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN, som er rystende god. Det seneste, jeg har læst, er Suzanne Brøggers dagbøger, som er fyldt med både personlige og kloge betragtninger og refleksioner over en periode, som også er min, så derfor har den været morsom at læse. 

Lige nu er jeg i gang med en roman på over tusinde sider med titlen DET OTTENDE LIV af en georgisk forfatter, Nino Haratischwili, som optager mig fuldt og helt, da det er en storslået 
roman, der spænder over et helt århundredes historie fra år 1900 til i dag. Den handler om kærlighed gennem flere generationer, men også om samfundsudviklingen i Rusland og Georgien med revolution og grufulde udrensninger og dermed også om umenneskelige Jeg bliver ved med at vende tilbage til Karen Blixen og hendes betagende og velskrevne fortællinger, der er eviggyldige i deres livskloge analyser af menneskeskæbner   - Bente Scavenius  tragedier. Det er en storslået roman lidt på niveau med Stefan Zweigs VERDEN AF I GÅR.

En bog, der har gjort mig klogere, det er Lampedusas roman LEOPARDEN, som rent umiddelbart forgår i et privilegeret miljø på et siciliansk gods, men også handler om en tid i det italienske samfund med store politiske omvæltninger og ændrede samfundsstrukturer, hvor man – som bogens hovedfigur fyrsten - må erkende, at for at alting skal bestå, må altid forandres. Det er klogt sagt, og det prøver jeg selv at leve op til.

Jeg bliver ved med at vende tilbage til Karen Blixen og hendes betagende og velskrevne fortællinger, der er eviggyldige i deres livskloge analyser af menneskeskæbner. Hver gang jeg genlæser en fortælling af Karen Blixen føjes der en ny dimension til hendes psykologiske analyser og dermed til hendes forfatterskab. Dertil er jeg meget betaget af den måde, hvorpå hun bruger såvel malerkunsten som naturen til at sætte scenen for sine fortællinger.

Den smukkeste bog, jeg lige nu kan tænke på, er billedkunstneren og forfatteren Amalie Smiths MARBLE, der er et helt lille kunstværk i sig selv, da den ligger som en gennemarbejdet skulptur i hånden på én. Og så handler den også marmor, om antikkens skulpturer og om farver og form og også om billedhuggeren Anne-Marie Carl Nielsen.

Min mand har altid bebrejdet mig, at jeg ikke har læst BRØDRENE KARAMAZOV af Dostojevskij, så det må jeg hellere få gjort, nu da den er kommet i ny-oversættelse af Marie Tetzlaff. Men den næste bog, jeg skal læse, er Edmund de Waals nye bog LETTERS TO CAMONDO, som jeg lige har bestilt. Jeg var nemlig meget begejstret for hans bog HAREN MED DE RAVGULE ØJNE, som i lighed med DET OTTENDE LIV er en gribende slægtsroman.