Verden af vilje

Reportager fra et år med cykelløb

I cykelsportens begyndelse, endnu før tv og radio transmitterede direkte fra helikoptere og motorcykler, blev de store løb præsenteret gennem litterære reportager i de europæiske dagblade. Denne tradition, som har formet cykelsportens mytiske univers, vækker Bastian Emil Goldschmidt til live i 32 reportager fra et mindeværdigt år på landevejene.
Reportagerne er skrevet, mens dramaet udspiller sig omkring ham. Fra velodromen i Roubaix, på Flanderns brosten, mellem Lombardiets faldne blade, over San Sebastiáns mørkegrønne bjerge, forbi Den Lille Havfrue i kampen om den gule trøje og til verdensmesterskaberne i Australien.
Tidens største stjerner – med van Aert, Vingegaard, Pogacar, Asgreen og Evenepoel forrest – indtager hovedrollerne, når Bastian Emil Goldschmidt med historisk overblik, poetisk nerve og nære relationer til cykelsportens aktører udfolder en verden af vilje i et moderne heltekvad.
‘Verden af vilje’ er rigt illustreret med håndtegnede kort og ruteprofiler af illustrator Sine Jensen og med fotografier af Lasse Dearman og Betty Krag, der har været til stede i vejkanten før, under og efter løbene sammen med forfatteren.
Bastian Emil Goldschmidt (f. 1992) er ekspert på Eurosport og skriver løbsreportager for Frihedsbrevet, som ‘Verden af vilje‘ bygger på. Han debuterede i 2021 med ‘Fremad’.

VEJL. PRIS

299,95 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Bastian Emil Goldschmidt

Bastian Emil Goldschmidt (f. 1992) er forfatter og cykelkommentator for blandt andet Eurosport. Han har skrevet bøgerne Fremad (2021) og Verden af Vilje (2022) om sportens­ idealer. Han skriver reportager i Politiken og står bag oversættelsen af Curzio Malapartes Coppi og Bartali (2024). I 2023 udgav han i samarbejde med Jørgen Leth bogen Der var engang en mand som hed Fausto Coppi, og i 2024 udkom hans skønlitterære debut Rytteren og den rejsende. Bastian Emil Goldschmidt har desuden podcasten 'Café Eddy' sammen med Brian Holm.

I sin seneste udgivelse Dagene farer bort som cykelryttere over bjergene (2025), reflekterer han over cykelsporten som et vindue til en gammeldags verden, der stadig hylder ufornuft, fare, hierarki, og de karakterer der tør træde frem alene.

Bøger i samme genre