Suverænen

Genudgivelse i pocket-format.

Romanens fortæller, Nielsen, møder romanens hovedperson, Rasmussen, da Rasmussen efter Abu Ghraib-skandalen er på vej til USA i et forsøg på at forbedre demokratiet i Guds eget land, kort tid inden præsidentvalget i 2004. Rasmussen instruerer ham i hans rolle som Nielsen, inden de med en metalkasse ved navn 'The Democracy' lander i JFK-lufthavnen i New York.

I New York træder de direkte ind på kunstscenen og forfærdes over den såkaldte politiske kunst, som er forudsigelig og alt det modsatte af magtkritisk. De rejser videre til Washington for at indføre demokrati i selve magtens hjerte. Her forsøger de at komme i kontakt med folket, som indlysende burde spille en central rolle i et demokrati. Men forsøget på at få en dialog mellem Europa og Amerika mislykkes fatalt, og de to europæeres mission udvikler sig til en personlig tragedie.

Nielsen følger Rasmussen i tykt og tyndt og gør, hvad han siger. Men efterhånden opdager han, at det hverken er demokratiet eller USA, han må beskrive. Det er Rasmussen selv. Hvad er det for en mand, der drives med større og større kraft imod magtens centrum - for næsten at tilintetgøres der?

Nielsen skifter fokus og fortæller historien om det universelle menneske, som Rasmussen bestræber sig på at være. Et absolut væsen, der under ingen omstændigheder lader sig påvirke af virkelighedens banaliteter, det hverdagslige, det tilfældige, det, der pludselig trænger sig på fra den pinagtige private fortid.

Men i selveste Pentagon City bliver Rasmussen indhentet af sin fortid, og Nielsen bliver trukket med ind og ned i en grusomt privat historie om forfald, almindelighed, provins og brunsviger. Rasmussen går under, men Nielsen vender tilbage til Rasmussens fortid - og opdager et skjult paradis.

DEMOKRATIET I USA handler om det store begreb demokrati, men endnu mere om det lille, allestedsnærværende forhold mellem mennesker, det store menneske og det lille menneske.

SUVERÆNEN kom til at spille en hovedrolle i verden uden for fiktionen, da Thomas Skade-Rasmussen i 2010 lagde sag an mod forlaget Gyldendal og forfatteren for at have misbrugt hans identitet i romanen.

  • Antal sider328
  • Højde179 mm
  • Bredde112 mm
  • Dybde25 mm
  • Vægt230 g
  • FormatPocket
  • ISBN9788702150698
  • Udgave2
  • Udgivelsesdato05.03.2015

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Das Beckwerk

Das Beckwerk

Virksomheden Das Beckwerk overtog i årene 2002-2011 det kunstneriske projekt efter Claus Beck-Nielsen, da han officielt ’gik bort’ – i den forstand at han iscenesatte sin egen begravelse.

Das Beckwerks virksomhed debuterede i den litterære verden med biografien ”Claus Beck-Nielsen (1963-2001)” fra 2003. Denne performative selvbiografi sammenstykker historien om, hvordan Claus forlod lejlighed, kone og barn og gik på gaden som Claus Nielsen, manden uden personnummer og hukommelse. Das Beckwerks første bog blev således også indledningen til kunstnerens aktivistiske tilværelse på kanten af samfundets etablerede systemer.

I 2005 fulgte Das Beckwerks anden udgivelse, romanen ”Selvmordsaktionen”. Denne bog er øjenvidneberetningen om en politisk performance. To mænd ved navn Nielsen og Rasmussen vandrer gennem ørkenen bærende på en metalkasse mærket ’Demokratiet’, som de vil indføre i Irak. Das Beckwerks ”Selvmordsaktionen” er en iscenesættelse af civilisationernes sammenstød og kampen mellem amerikansk og europæisk idealisme.

Das Beckwerks tredje udgivelse kom i 2008 med romanen ”Suverænen”. Det er den selvstændige fortsættelse til ”Selvmordsaktionen”, og nu er det demokratiske projekt flyttet til Guds eget land, USA. Undervejs skifter projektet imidlertid spor, da Nielsen i stedet bliver opslugt af at beskrive sin rejsefælle Rasmussen.
Samme år udgav Das Beckwerk samtalebogen ”I sammenbruddets tjeneste” med kunstteoretikeren Mikkel Bolt. En bog om livet, kunsten og verdenshistorien.

I 2011 udgav Das Beckwerk ”Nielsens Verdenshistorie 2001-10”. Heri samles de artikler, Nielsen skrev til de danske aviser under sine rejser til verdens brændpunkter i årtusindets først årti. Bogens forord er skrevet af Carsten Jensen, der bl.a. siger at: ”Nielsens journalistik bryder med alle færdselsregler, den kører i begge sider af vejen på en gang, både kendsgerningernes og fiktionens.”

Das Beckwerk blev i 2012 efterfulgt af Nielsen, som debuterede med agentromanen ”Store Satans Fald”.

Læs mere om Das Beckwerk og Nielsen på:

www.dasbeckwerk.com

www.nielsen.re

Bøger i samme genre