Profeterne i Evighedsfjorden

Læseprøve
Lytteprøve

Genudgivelse i maxipaperback

Kolonien Sukkertoppen, Vestgrønland, 1793.

En kvinde sparkes ud over en klippe og falder i døden. Koloniens danske

præst, Morten Falck, længes hjem. Hans grønlandske hjælpepræst fortæres

af vrede og sorg. Fjendskabet vokser mellem grønlændere og kolonister.

Der kommer skib én gang om året.

 

Langt inde i landet er der udbrudt oprør blandt de kristne grønlændere,

ledet af profeterne Habakuk og Maria Magdalene, hans kone.

De drømmer om frihed, lighed og broderskab, 4.000 km nordvest for

Paris og Den Franske Revolution.

 

Morten Falck er splittet: Skal han håndhæve den danske overmagt eller

lade sig beruse af de grønlandske frihedsdrømme?

 

Profeterne i Evighedsfjorden er inspireret af virkelige hændelser i det udstrakte

danske rige i slutningen af 1700-tallet. Den færdes i Københavns stræder og

på grønlandske udsteder, tager på sørejser og hvalfangst, på fodrejse gennem

Norge og er vidne til Københavns store brand i 1795.

 

Profeterne i Evighedsfjorden er en stort anlagt fortælling om et kulturmøde

på godt og ondt, om umuligheden af at finde hjem og om den store drøm

om frihed.

  • Antal sider528
  • Højde222 mm
  • Bredde154 mm
  • Dybde35 mm
  • Vægt545 g
  • FormatPaperback
  • ISBN9788702184150
  • Udgave3
  • Udgivelsesdato01.11.2015

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger i samme serie

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Kim Leine

Kim Leine, født 1961 i Norge, kom til Danmark som 17-årig. Efter en uddannelse som sygeplejerske arbejdede han i 15 år i Grønland. I 2004 vendte han tilbage til Danmark, hvor han i 2007 debuterede som forfatter med erindringsromanen KALAK, en rå skildring af en danskers tilværelse og nedtur i det moderne Grønland.

Kim Leines anden roman, VALDEMARSDAG fra 2008, udspiller sig i mellemkrigstidens København. Hele bogen foregår på en enkelt dag; den 15. juni 1938, Valdemarsdag. Bogen omhandler en familietragedie og et blodigt jalousimord. I 2009 fulgte romanen TUNU, hvori Kim Leine søger tilbage til Grønland. Denne gang lægger landet scene til fortællingen om en ung, mandlig, dansk sygeplejerskes møde med det grønlandske samfund og bygdkulturen.

I 2012 udkom Kim Leines store historiske roman PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN. Inspireret af virkelige hændelser handler den meget roste roman om den danske præst Morten Falck, der udstationeres i Grønland i slutningen af 1700-tallet. Romanen er solgt til udgivelse i indtil videre 23 lande, herunder Tyskland, USA, England og Frankrig. Kim Leine har samtidig modtaget adskillige store priser for romanen – bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, Weekendavisens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær.

I 2015 var han klar med nok en stor historisk roman, AFGRUNDEN, som følger tvillingebrødrene Kaj og Ib i perioden 1918 til 1944 - som bl.a. Finlandsfrivillige i borgerkrigen, igennem fredstid i Danmark og senere under besættelsen og med i modstandskampen. Og i 2016 fulgte romanen DE SØVNLØSE, om en dag i en grønlandsk by i sommeren 2025, hvor solen aldrig går ned.

I marts 2018 var forfatteren aktuel med RØD MAND/SORT MAND - en selvstændig fortsættelse af PROFETERNE I EVIGHEDSFJORDEN. Det er en stor fortælling om koloniseringen af Grønland i 1728, om præsten Hans Egede og åndemaneren Aappaluttoq, om vældige naturkræfter, død, druk og ondskab, om mødet mellem to kulturer, om fædre og sønner, og to mænd, der kæmper om en drengs sjæl og om de djævle, der driver os mod døden og fortabelsen eller forklarelsen.

I 2019 fulgte romanen DANSK STANDARD (2019) - en mørk fortælling om ondskab og Kim Leines første bog i horrorgenren.

Og i oktober 2021 udkom så afslutningen på hans Grønlands-trilogi, EFTER ÅNDEMANEREN - en stor, dramatisk historie, der bevæger sig mellem en lille bygd i Vestgrønland, de barske landskaber på Grønlands østkyst og Herman Bangs dekadente København. En roman om danskere og grønlændere, om begær og bedrag, en families jagt på frihed og den mørke arv, der binder dem.

I juni 2022 var Kim Leine klar med KAROLINES KÆRLIGHED, der er første bind i en trilogi af spændingsromaner om den danske politiker Karoline Blichers rejse til toppen af dansk politik. En historie om magtbegær, mørke familiehemmeligheder, kærlighed og farlige russiske forbindelser. I juni 2023 udkom det andet bind i trilogien, KAROLINES KAMP. Tredje og derved sidste spændingsroman i trilogien, KAROLINES KRIG, udgives i oktober 2024.

Kim Leine har også fået udgivet flere børnebøger - herunder DRENGEN DER DROG NORDPÅ MED SIN FAR FOR AT FINDE JULEMANDEN (2015), SKOVPIGEN SKÆRV (2016) og PIGEN DER KUNNE TALE MED HUNDE (2017).

Foto: Sara Galbiati, Gyldendal Medie, 2022

Bøger i samme genre