Mit danske kød

Læseprøve
Lytteprøve

Mit danske kød er en stor sansemættet roman, hvis ydre handling fortæller om en mand, der efter krigen - det store ragnarok - sidder i en klippehule og skal nedskrive de 144 guddommelige love til menneskeslægtens eventuelle efterkommere. Men hele tiden forstyrres han af erindringer fra sin tidligere tilværelse i det gamle Danmark. Som barn blev han sendt hjemmefra på grund af en uheldig episode med tømrerens kone, og gennem sit liv nåede han at være eftersøgt for flere forhold, enkelte gange ganske makabre, han trådte villigt ind i diverse sekter, og selv kærligheden mødte han op til flere gange. Af skam fortærer han til sidst manuskriptet, men hans mavesyre præparerer papiret, som mange år senere bliver fundet i hans skelet og befordret til udgivelse. "Mit danske kød" blev rost til skyerne ved udgivelsen  i 1981: Det er en overvældende oplevelse at leve sig ind i Jens Smærups fantastiske virkelighed, der afslører og afklarer både denne tid og alle tider. Man gribes af den næsegruse nysgerrigheds eufori, så man slet ikke opdager, at man undervejs læser sig ret så dybe flænger til i sit eget kød

- Et mesterstykke. Eigil Søholm, Aarhus Stiftstidende

- Læs den! Der er meget at more sig over - og meget at gyse over. Jens Kistrup, Berlingske Tidende

  • Antal sider384
  • ISBN9788702096736
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato09.04.2010

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Jens Smærup Sørensen

Jens Smærup Sørensen er født 1946 i Staun ved Nibe og er uddannet cand.phil. i dansk ved Aarhus Universitet. Han debuterede som forfatter i 1971 med digtsamlingen Udvikling i fremtiden.

Siden er fulgt adskillige romaner, noveller, børnebøger, radiospil, skuespil og essays. Særligt bemærket blev romanen Mærkedage (2007). For den modtog Jens Smærup Sørensen tre af Danmarks største litteraturpriser: De Gyldne Laurbær, Weekendavisen Litteraturpris og DR Romanprisen.

I 2010 fulgte romanen Phase, i 2012 romanen Hjertet slår og slår, Feriebørn i 2015 og i 2016 novellesamlingen Hendes nye dag. I september 2018 var Jens Smærup Sørensen aktuel med fortællingen Jens.

Ud over priserne til Mærkedage er Jens Smærup Sørensen igennem årene blevet tildelt en lang andre række priser - herunder Otto Gelsted Prisen (1972), Kritikerprisen (1989), Det Danske Akademis Store Pris (1990), Otto Benzons forfatterlegat (1993), Knud Sønderby Prisen (2003), Albert Dams Mindelegat (2004) og Blicher Prisen (2007).

I 1991 blev Jens Smærup Sørensen tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Jens Smærup Sørensen har derudover siddet i Statens Kunstfonds litterære tremands-udvalg, han har været husdramatiker ved Aarhus Teater og er medlem af Det Danske Akademi.

Fotograf: Morten Juhl, 2012

Bøger i samme genre