Livet - En brugsanvisning

Livet – en brugsanvisning er en totalroman, der henrykker og overvælder med sit mylder af historier, der alle udspringer fra kroge og ting i et hus i en gade i Paris.

I ejendommen 11, rue Simon-Crubellier har livet sat sit spor. I hver en krog, i hver en ting venter en historie om livet i byen og andre steder på jorden. I 99 kapitler fortælles hundredvis af bizarre, dagligdags, bevægende, usædvanlige, morsomme og triste historier.

Malere og mordere, poeter og popsangere, cirkusartister, håndværkere, svindlere og diplomater indgår i et puslespil af livet med alle deres lidenskaber, skuffelser, illusioner og bedrag. På de mest besynderlige måder krydser menneskenes veje hinanden.

Perecs roman fra 1978 er en brugsanvisning til livet i den moderne verden og betragtes som en milepæl i moderne litteratur. Bogen udkommer i Rosinantes klassikerserie og har efterord af Peter Adolphsen.

Pressen skriver:

»I sit hovedværk, den sprudlende og ganske vidunderlige 'Livet, en brugsanvisning', der formulerer hans grundlæggende bestræbelse helt ud i titlen, skabte han en kinesisk æske fuld af de mest utrolige fortællinger, krøniker og anekdoter«
- Jes Stein Pedersen, Politiken

  • Antal sider656
  • Højde241 mm
  • Bredde154 mm
  • Dybde43 mm
  • Vægt958 g
  • FormatHæftet
  • ISBN9788763817516
  • Udgave3
  • Udgivelsesdato13.09.2011
  • OversætterFrants Iver Gundelach

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger i samme serie

Forfatter

Georges Perec

Georges Perec (1936-1982) var en fransk forfatter med enestående kreativitet. Han debuterede med romanen Ting (1965), som han modtog den prestigefyldte franske litteraturpris Prix Renaudot for.

Perec var en forfatter af enestående kreativitet og originalitet. Han anses for at være en af de mest originale franske forfattere i den anden halvdel af det 20. århundrede. Han forfattede anagrammer, erindringer, filmmanuskripter, gåder, kritik, krydsord, lipogrammer, opskrifter, poesi, radiospil, skuespil. Og romaner. Perec bearbejdede gennem skriften sin barndoms store traume – forældrenes død under anden verdenskrig, hvor moderen blev sendt til Auschwitz, mens faderen døde som soldat. Mange af hans værker arbejder med tabet og identiteten gennem legen og melankolien.

Perec var medlem af OuLipo-gruppen (Ouvroir de littérature potentielle, værksted for potentiel litteratur) – en gruppe forfattere og matematikere, der anser regler som produktive og begrænsninger som nødvendige for litterær skabelse, og som dertil tæller blandt andet Italo Calvino og Jacques Roubaud.

Perec skrev bl.a. Forsvindingen (1969), der er en slags kriminalroman, hvor ikke kun nogle personer forsvinder, men også bogstavet E. Livet: en brugsanvisning udkom i 1978 efter ni års arbejde.

Bøger i samme genre