NEDLAGT I SMULT VANDE
Hvedekorn forbliver en poesiens oase – i flammer – også i nr. 3, 2025.
Der er fx en vældigste digtcyklus, værd mindst halvanden digtsamling og klart et forfatterskabshøjdepunkt, kaldet bare “Min sang”, af Jan Thielke, der begynder så hvirvlende blæret:
“Jeg synger./ Jeg synger ikke. Jeg/ er havren. Jeg har bjælder på./ Jeg er din djinn, din / Keyser Söze./ Jeg er dit enebærbarn. Din arveprins en gang til./ Jeg rejser mig som tyve stråmænd og du/ er min le./ Jeg skriger/ ikke. Jeg er haltefanden. Jeg gentager. Jeg er/ tågehornet/ af Notre Dame. Jeg er nedlagt/ i smult vande. Jeg er/ de syngende talebobler, du når at tælle, “
Et hovedværk ligner også - i nagende mangel på et nyt bogværk siden debuten Cassandra, 2017 - Joakim Vilandts aldeles idiosynkratisk vilde komposition “Grainstorm” fuld af både nævenyttig nonsens og øm prosa:
“og tanden poles, og pupil klæder pupe/ -- suppen og feberen, frøen ganen, søde set ...”!
Hvortil kommer resten! Herunder 5 tindrende talentfulde debutanter med lige så poetiske navne som poetiske penne, fra Benjamin Lykkehus til Julius Sort! Så jublende grønt digter en Lykkehus:
“grøn farve som tekstur/ lige midt i verdens øje/ sidder han og klikker/ klikke klikke klikke/ det er svanerne siger han/ de er kommet for at tage deres kongerige tilbage/ vi er kommet for at tage vores kongerige tilbage/ siger de”
Læs de seneste svaneoversættelser i Hvedekorn fire gange om året!
