Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig

"Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig" er skrevet efter en rejse, Herta Müller foretog sammen med vennen og digteren Oskar Pastior til en af Gulag-lejrene i Ukraine, hvor Pastior havde været fange fra 1945-49. Det var planen at Müller og Pastior sammen skulle bearbejde Pastiors erindringsstof til en roman, men da Pastior døde i 2006, kort tid efter deres fælles rejse, måtte Herta Müller alene samle deres arbejde i romanen "Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig", der udkom i 2009, få uger før hun modtog Nobelprisen i litteratur.

Kort tid efter 2. Verdenskrigs afslutning besluttede Sovjetunionen at deportere en stor del af det tysktalende mindretal i Rumænien, nærmest som en slags "tak for sidst". Blandt de deporterede var den unge Oskar Pastior, i romanen Leopold Augberg, og også Herta Müllers egen mor.
Det er Leopold, der er romanens fortæller. Han er 17 år, da han bliver deporteret, en skæbne, der i begyndelsen er som en bagvendt opfyldelse af hans skjulte ønske om at komme væk fra det reaktionære, småborgerlige, endda nationalsocialistiske landsbymiljø, han lever i. Snart kommer det dog til at handle om ren overlevelse. Han bliver placeret i en arbejdslejr i Ukraine, en del af det berygtede sovjetiske Gulag-system, og her må han knokle i fem år. Han overlever kun lige akkurat.
De fem år i lejren er beskrevet i horrible detaljer. Alligevel er romanen ikke "blot" endnu en grusom lejrhistorie. Herta Müller er en svimlende sprogkunstner, som mesterligt og dybt originalt gengiver nedbrydelsen af alt menneskeligt, opløsningen af tidsfornemmelsen, altings uvirkelighed i den daglige kamp mod døden. Det er en stor roman.

  • Antal sider248
  • Højde220 mm
  • Bredde140 mm
  • Dybde20 mm
  • Vægt369 g
  • FormatHæftet
  • ForfatterHerta Müller
  • ISBN9788702089455
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato18.11.2010
  • OversætterKarsten Sand Iversen

VEJL. PRIS

279,00 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Herta Müller

Herta Müller, født i 1953, voksede op under kommunistisk diktatur i en rumænsk landsby af tysktalende forældre. Da hun nægtede at samarbejde med sikkerhedspolitiet Securitate, blev hun blev forfulgt. I 1987 gik Herta Müller således i eksil i Vestberlin. Den personlige historie har givet stof til det meste af Herta Müllers forfatterskab. Hendes bøger regnes i dag blandt moderne tyske klassikere.

I 1982 debuterede Herta Müller som forfatter med romanen LAVNINGER.

Tematisk kredser Herta Müllers forfatterskab kredser ofte om individets tilstand under et totalitært regime. Med sit ofte korte, komprimerede og særpræget billedmættet sprog, glider Herta Müller gerne frem og tilbage mellem prosa og poesi. Billedet spænder mellem det uhyggeligt konkrete og det abstrakt ekspressive.

På dansk er bl.a. udkommet følgende bøger af Herta Müller: DYRET I HJERTET fra 1997 og RÆVEN VAR ALLEREDE DENGANG JÆGEREN fra 1994. Herhjemme er en af Herta Müllers mest kendte bøger MENNESKET ER EN STOR FASAN I VERDEN fra 1986. I 2015 udkom ALTID DEN SAMME SNE OG ALTID DEN SAMME ONKEL.

Herta Müller har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, bl.a. Kleist-prisen og EU’s litterære pris, Aristeion. I 2009, kort efter udgivelsen af ALT HVAD JEG HAR, BÆRER JEG HOS MIG, blev Herta Müller tildelt Nobelprisen i litteratur.

Foto: Steffen Roth 2009

Bøger i samme genre