Pressemeddelelser

Gyldendal vil have tusindvis af skolebørn til at læse mere med nyt initiativ

Gyldendal er nu klar med et initiativ, der har til hensigt at styrke læselysten blandt danske børn og unge. Det sker under overskriften ”Gyldendals Læsedyst”, hvor 7.-10. klasser kan melde sig til at konkurrere med hinanden om, hvem der læser mest.

Det sker for at modvirke den læsekrise blandt børn og unge, der har været meget omtalt.

Vi vil gerne gøre vores til, at læseglæden trives blandt børn og unge. Derfor har vi spurgt de unge selv om, hvad der skal til, hvis de skal læse mere. Gyldendals Læsedyst er blevet til med afsæt i vores case ved Danske Skoleelevers årlige DM i Fagene, hvor vi fik en masse gode bud fra skoleelever på, hvordan man skaber mere læseglæde. Det er vindercasen derfra, som vi nu gør til virkelighed,” siger Niels Overgaard, som er strategi- og kommunikationschef i Gyldendal.

Gyldendals case ved DM i Fagene gik ud på, hvordan man kunne skabe mere læselyst blandt børn og unge. Vinderforslaget kom fra fire elever fra 8. klasse på Campusskolen i Ringsted og havde overskriften ”Læsedysten”. Det bliver nu til virkelighed til efteråret, hvor skoleklasser landet over kan konkurrere om, hvem der læser mest. Og det er Gyldendals ambition, at alle skal kunne være med.

”Vi ønsker, at alle uanset læsefærdigheder kan bidrage til deres klasses resultat, så vi har valgt, at konkurrencen skal handle om, hvor mange minutter hver klasse læser og ikke hvor mange sider. Det er så op til klasselæreren at sørge for at indberette det til os. De unge var selv overbeviste om, at det at gøre læsning til et fælles projekt for klassen i et konkurrenceformat kan bidrage til, at flere børn og unge opdager glæden ved læsning,” siger Niels Overgaard.

Læs mere om kampagnen og tilmelding: gyldendal-uddannelse.dk/læsedyst

Find mere inspirationsmateriale om læsning og Gyldendals arbejde på området: Læs -fordi bøger åbner verdener