5. oktober 2026

 Foto: Robin Skjoldborg, 2018

Stig Andersen, Gyldendals tidligere administrerende direktør, er i dag, 5. oktober 2026, afgået ved døden efter længere tids sygdom. Han blev 72 år.

Stig Andersen, der tiltrådte som adm. direktør på Gyldendal i 1999, gik på pension i 2018 efter 40 år i forlagsbranchen.

Mindeord af Hanne Salomonsen, Gyldendals administrerende direktør:

Stor var overraskelsen i forlagsbranchen, da klassens frække dreng i skikkelse af Stig Andersen i 1999 blev udnævnt til administrerende direktør for selveste Gyldendal. Al tvivl blev dog gjort til skamme, for regnskabet gik snart fra minus til plus; og i modsætning til hvad visse måtte have tænkt, viste det sig, at Stig forstod at balancere »børs og katedral«: Han fornyede forlaget og gjorde det økonomisk bæredygtigt, men uden at svigte den gyldendalske forpligtelse om at udgive vigtig litteratur, der ikke altid løber rundt.

Som noget af det første lagde Stig ud med at afskaffe det stempel-ur, der var i porten, og som personalet tjekkede ind og ud på. Den form for kontrol bød Stig inderligt imod, intet kunne ligge ham fjernere end at signalere en sådan mistillid til medarbejderne. Derfor undrede det ham også, at der var flere, der savnede installationen, og for hvem den var en tryghed, men ikke syv vilde heste kunne få ham til at lave om på den principbeslutning.

Medarbejderne vænnede sig da også over en bred kam til den nye ledelsesstil, og der kom nye folk til. Stig udvidede Gyldendal ved at gennemføre en række forlagsopkøb, og i rette tid fik han frasolgt både distributionsvirksomhed og trykkeri. Stig så desuden som den første administrerende direktør i rækken det fulde potentiale i læremiddelområdet og åbnede op for investeringer, så uddannelsesafdelingen kunne følge med tiden, også rent digitalt. Det styrkede forlagets økonomi, men lige så vigtigt var det for Stig, at alle skolebørn skulle stifte bekendtskab med tranen, Gyldendals logo, på deres vej til at blive oplyste og kompetente borgere.

Stig holdt af at have stærke personligheder omkring sig. Også i den nærmeste ledelse, og han uddelegerede gerne magten. Det var ikke noget, han var det mindste bange for, tværtimod, da han hvilede i at være den, der bestemte i sidste ende. Man skal dog ikke gå rundt og tro, at Stig ikke kendte virksomheden i alle dens detaljer, nej, han forstod det hele i stort og småt. Han var ganske enkelt en nysgerrig, fremragende forlægger og forretningsstrateg med en klar intuition, som han var god til at lytte til. Stig kunne være kontant, men var samtidig en tvivler, som nok ikke altid sov igennem, som man siger, antitesen til yoga-typen som han var.

Selvom Stig havde en fremtræden, der var respektindgydende – man var ikke i tvivl om, at her kom en overordnet – så var han totalt usnobbet. Det fandt man meget hurtigt ud af, når man først begyndte at tale med ham. Stig kendte fx så godt som alle medarbejdere ved navn og interesserede sig oprigtigt for de mennesker, han mødte på sin vej. På Stigs kontor kunne hans mangeartede gæster te sig, som de ville, Stig rummede det hele, fra gråd og tænders gnidsel til deciderede grineanfald. Han var selv en exceptionelt morsom mand, en stor humorist, intet mindre.

Alle omkring Gyldendals daværende direktør vidste, at intet her i verden kunne måle sig med hans kone og datter, Jette og Amalie. Ellers var hans fokus, at Gyldendal havde det godt i ordets bredest tænkelige forstand. Det gik han op i med liv og sjæl, han havde en helhedsforståelse for og en kærlighed til stedet, som han gav videre til nye generationer.

Ære være Stig Andersens minde.