Forfattere | Gyldendal

Miguel de Cervantes Saavedra

Miguel de Cervantes Saavedra (1547 – 1616) regnes for den spansksprogede litteraturs mest berømte forfatter og fremstilles ofte som fader til den moderne roman. Hans absolutte hovedværk er tobindsværket Den kløgtige adelsmand Don Quijote af La Mancha, som er blevet kaldt ’den første og den største af alle romaner’.

Cervantes blev født i nærheden af Madrid som søn af en apoteker. Som tyveårig kom han i tjeneste i Italien og lærte der renæssancekulturen at kende. Han deltog i de kristne korstoge mod tyrkerne og blev såret i slaget ved Lepanto. Siden blev han taget til fange af mauriske pirater og tilbragte fem år i fangenskab i Algier. Tilbage i Spanien blev han skatteopkræver og skrev samtidig det ene værk efter det andet i forskellige genrer og stilarter.

Hans store publikumsgennembrud blev udgivelsen af første del af Don Quijote i 1605. Anden del fulgte i 1615. I bogen, der er en parodi på ridderromanerne og fuld af komiske strabadsser og idealistiske kærlighedseventyr, drager den forarmede herremand, Don Quijote af La Mancha, ud i verden på sin stridshest, det magre øg Rosinante, for at tage kampen op mod alskens ondskab og trolddom.

Med sine litterære genreblandinger og sin humoristiske afdækning af menneskesindet har Cervantes inspireret utallige forfattere og kunstnere sidenhen og hyldes bredt som en af de absolut mest centrale skikkelser i litteraturhistorien.

Bøger af denne forfatter