Lucinda Riley - Forfatter | Gyldendal

Lucinda Riley

Lucinda Riley blev født og voksede op i Irland. Efter en tidlig karriere som skuespiller skrev hun sin første bog som 24-årig. Nu er hendes forfatterskab oversat til over 40 sprog og er solgt i flere end 50 millioner eksemplarer verden over. Lucinda Riley fik konstateret kræft i 2017 og døde i juni 2021.

Lucinda Riley var især kendt for sin storslåede serie De Syv Søstre, hvor læseren tages med rundt i verden, og hvor kærlighedshistorier er krydret med vigtige begivenheder inden for kunstens verden. Serien, der er inspireret af stjernebilledet Plejaderne og handler om en adopteret søskendeflok, er blevet et verdensfænomen og er ved at blive filmatiseret af et stort tv-selskab.

På Cicero er udkommet: Midnatsrosen (2015), Pigen fra Napoli (2015), Engletræet (2016), De syv søstre (2016), Stormsøsteren (2017), Skyggesøsteren (2017), Perlesøsteren (2018), Kærlighedsbrevet (2018), Månesøsteren (2018), Orkideens hemmelighed (2019, første gang på dansk 2012), Helenas hemmelighed (2019), Pigen på klippen (2019, første gang på dansk 2013), Solsøsteren (2019), Sommerfugleværelset (2020) og Den forsvundne søster (2021), der er den syvende bog i De syv søstre-serien. I 2022 udkom Mord på kostskolen, og i 2023 blev De syv søstre-serien afsluttet med udgivelsen af Atlas - Historien om Pa Salt. På baggrund af Lucinda Rileys noter og på hendes eget ønske blev romanen skrevet færdig af hendes søn, Harry Whittaker, efter hendes død.

I efteråret 2025 udkom Den sidste kærlighedssang på dansk. Romanen udkom oprindeligt i 1990’erne England under Lucinda Rileys pigenavn, Lucinda Edmonds. Den har aldrig været udgivet i Danmark, og den har længe været ude af print i UK. Nu er romanen revideret af Harry Whittaker og udkommet internationalt.

Se mere om Lucinda Riley og hendes forfatterskab her: lucindariley.com

Fotograf: Boris Breuer

Bemærk: Forfatterfotos og forsider må alene bruges i forbindelse med omtale af forfatteren og dennes bog/bøger. Husk tydelig kreditering af fotografen.

Bøger af denne forfatter