
Anette Prehn
Anette Prehn (1975) er sociolog, prisvindende underviser, foredragsholder og forfatter til mere end 20 bøger og minibøger. Siden 2005 har hun drevet egen virksomhed under mottoet "Forskning til folket". Kundekredsen spænder fra store erhvervsvirksomheder over højere læreanstalter, gymnasier, skoler og børnehaver til kommuner, sygehuse og ministerier.
I 2018 betroede seks ministre Anette Prehn at lede Det Nationale Stresspanel. Hendes drivkraft ligger i at krydsbefrugte vidensfelter - med afsæt i socialpsykologi og anvendt hjerneforskning - og at formidle metaforisk og levende, så det er til at forstå, huske og anvende i praksis.
Hendes første bog i eget navn udkom i 2010 på Gyldendal Business, og i 2021 udkom På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange på Gyldendal; en indsats, som hun fik Aakjærprisen for i 2024.
I 2009 blev hun hædret som ”Årets underviser” inden for ledelse og coaching hos den norskejede konferenceudbyder Confex. Hendes øvrige bogtitler er bl.a. Hjernesmarte vaner, Hjernesmart ledelse, Hjernesmarte børn, FLIP og Hjernevenner: www.hjernesmart.dk & www.anetteprehn.dk




