4 Gyldendal-forfattere nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2023

Weekendavisens anmelderkorps har udvalgt ti af årets litterære højdepunkter. Blandt dem er Kristian Bang Foss med Manden der bar solen, Silvia Goldbaum Tarabini med Danske jøders liv og død i Theresienstadt, Bjørn Rasmussen med Fiskesonetterne og Jakob Martin Strid med Den fantastiske bus.

Weekendavisens LitteraturprisI 1980 var Suzanne Brøgger den første til at vinde Weekendavisens Litteraturpris med BRØG, og senest vandt Christian Egander Skov med Borgerlig krise i 2022. Hvem der vinder i år, kan du være med til at bestemme her (kun for Weekendavisens abonnenter) og i denne artikel kan du læse, hvorfor netop disse værker er avisens bud på årets største læseoplevelse. 
Læs indstillingerne her:

Kristian Bang Foss - Manden der bar solen

Kristian Bang Foss er blevet indstillet af  Lars Bukdahl. Om romanen siger han:

”Hvornår blev den historiske roman lige cool igen? Med Kristian Bang Foss’ cinemascope-ekspansive, 430 sider tykke MANDEN DER BAR SOLEN om søskendejalousi og krigeriske folkevandringer i bronzealderen er tendensen i hvert fald cementeret som uomgængeligt faktum, så perfekt poetisk og plottet og eksotisk, det lykkes den at være. 

En fjern virkelighed (og uvirkelighed) som en helt ny virkelighed (og uvirkelighed). Som om bogen er kulminationen på et langt, arbejdsomt historisk forfatterskab i stedet for en pludselig, totalt overraskende ekskurs fra et samtidssatirisk/humoristisk værk. 

Det er så lige præcis heller ikke research, der gør det, selvom den tydeligvis har været ekstensiv, men frygtløs, lige så frigjort som forpligtet forestillingskraft. Solenergi på bronzerede stylter!”

Silvia Goldbaum Tarabini - Danske jøders liv og død i Theresienstadt

Silvia Goldbaum Tarabini er blevet indstillet af Joakim Jakobsen. Om bogen siger han: 

”I efteråret 1943 blev 472 danske og statsløse jøder deporteret fra Danmark. 470 af disse blev transporteret til ghettolejren Theresienstadt i Böhmen, og siden havnede deres historie i skyggen af den storslåede fortælling om flugten til Sverige.

Endelig foreligger en fyldestgørende beretning om Theresienstadt-fangernes halvandet år i angst og fornedrelse – og om deres livsvilje og hverdag. Fra Annie Smaalann, der blev deporteret alene som 13-årig, til den 88-årige Eva Salomon, som døde efter kort tid. Den 57-årige Rudolf Nathanson skrev i 1945: »Den sørgeligste oplevelse, vi havde, var at se børn slæbe asken af 35 tusinde døde op i biler, som derefter kørte bort med asken, også mine to slægtninge. Da græd jeg.«

Silvia Goldbaum Tarabinis værk er en bedrift. Koncist og nidkært, levende og gribende, spækket med fangernes vidnesbyrd.”

Jakob Martin Strid - Den fantastiske bus

Jakob Martin Strid er blevet indstillet af Christoffer Zieler. Om billedbogen siger han: 

”Hvis en billedbog skal være én enkelt ting, må det være betagende, og DEN FANTASISKE BUS er en betagende bog. Kæmpestor som gamle dages rekordbøger og Anders And-samlinger, en gavmild gestus fra forfatter såvel som forlag. Bogen har været mange år undervejs og repræsenterer Jakob Martin Strids kunstneriske udvikling over 200 håndmalede sider.

Strid er på samme tid en næsten skamløs sampler af andre kunstneres værk – især Claus Deleuran, Richard Scarry og Hayao Miyazaki – og sin generations mest autentiske skildrer af den danske folkesjæl. Hvordan det går op, kan være svært at forstå, men sådan er det.

DEN FANTASISKE BUS er en vemodig, sentimental, modernitetskritisk, men også teknologibegejstret bog om en gruppe venners rejse for at redde et lille barn og måske også skubbe verden i en ny retning. Så Strids fantastiske bus er en Noas ark, en ny begyndelse.

Først og fremmest er den smuk..”

Bjørn Rasmussen - Fiskesonetterne

Bjørn Rasmussen er blevet indstillet af David Jacobsen Turner. Om digtsamlingen siger han: 

”Overlad det til Bjørn Rasmussen at skrive en formfuldendt sonetkrans om sin afdøde hund. Denne forfatter mestrer åbenbart alle poetiske genrer, og FISKESONETTERNE kommer til at indtage sin velfortjente plads i genrens kanon sammen med værker som Inger Christensens Sommerfugledalen og Cecilie Ekens Mørkebarnet.

FISKESONETTERNE er et rekviem, en ciseleret hundesnude i læserens nakke og et veloplagt-fortvivlet værk om ensomhedens tilstand.

Og midt i medfølelsen kommer latteren, når et overrumplende rim eller en perfekt afrundet terzet ophøjer sorgen til skønhed..”