Serieguide til bøgerne om VILLADS FRA VALBY
Villads er en helt almindelig, sød dreng, som elsker at spise pasta med kødsovs, se tegnefilm og lege med sine venner. Villads er nemlig rigtig god til at lege – for god, vil nogle voksne måske mene.
Bøgerne om VILLADS FRA VALBY er farverigt illustreret af Dina Gellert og Lea Letén og skrevet af Anne Sofie Hammer, som også står bag JAGTEN PÅ NAZISTERNES GULD og MAGELØSE MAGDA. Allerede ved udgivelsen af den første VILLADS FRA VALBY i 2009, blev serien en enorm succes, og man kunne i årene efter finde VILLADS FRA VALBY som Læs Selv, aktivitetsbøger, billedbøger og sin helt egen film. Nu er der efterhånden udgivet så mange bøger i serien, at det kan være nemt at miste overblikket. Vi har derfor samlet alle VILLADS FRA VALBY-bøgerne i rækkefølge her. Bogserien er især velegnet til børn i aldersgruppen 5-9 år, som er ved at blive færdige i børnehave eller begynde i skole. Du kan finde bøgerne om Villads både som E-bog, lydbog og trykte bøger – men vær forberedt på, at når det er Villads, har tingene det med at udvikle sig lidt anderledes end planlagt. Han keder sig nogle gange, ham Villads, men det er meget svært at kede sig i hans selskab.