8 mindeværdige skurke fra børnelitteraturen

Bag enhver stærk helt står en rigtig ond skurk. Børnelitteraturen er fyldt med onde karakterer, der forstyrrer nattesøvnen og stadig står tydeligt i hukommelsen mange år efter, man læste om dem første gang. Her er 8 bud på uforglemmelige skurke fra børnelitteraturen.

Af Anne-Sophie Uldall Petersen

 

Litteraturen skildrer ondskab i mange forskellige genrer og for mange forskellige aldersgrupper. Men mange læsere kan vist godt blive enige om, at nogle af de ondeste skurke var dem, vi stødte på i vores yndlingsbørnebøger.

”Både børn og voksne kender til skurke og ondskab fra fx eventyrene: Heksen i HANS OG GRETHE og ulven i RØDHÆTTE er farlige modstandere, der truer med at æde børn og bedstemødre. Og både børn og voksne kan godt lide at gyse over det ultimativt faretruende på den trygge afstand, som fiktionen giver mulighed for. Eventyr giver mulighed for at gennemleve og udforske stærke og forbudte følelser som had – had til en modstander, fx til den onde stedmor i ASKEPOT,” siger Anne Mørch Hansen, der er redaktionschef på børn- og unge-redaktionen på Gyldendal.

Udover at give gys og gru til en historie er en godt skrevet skurk også bare en – for at sige det rent ud – super fed karakter. Og selvom man ikke støtter deres kamp for at overtage verdensherredømmet eller gøre det af med helten, så kunne man aldrig undvære dem i historien.

”I eventyrene er de gode og onde arketypiske og sort/hvide, mens helte og skurke i meget af nutidens velfungerende børnelitteratur er langt mere komplekse og nuancerede,” siger Anne Mørch Hansen.

”Skurkens rolle er ofte at give modstand til fortællingens hovedperson(er). Skurke skaber dynamik, de driver plottet fremad, skaber dilemmaer og konflikter og sætter dermed også gang i hovedpersonens ydre handlinger og indre udvikling. Skurke er dynamoer, og de kan rumme flere sider, der gør, at læseren undervejs og momentvis kan holde af dem og også lade sig forblænde og narre af modstandere i fortællingen.”

I anledning af Halloween, hvor tingene gerne må være lidt uhyggelige, sætter vi spot på otte uforglemmelige skurke.

1. Voldemort fra HARRY POTTER-serien

Den magtfulde troldmand Voldemort krydser uhørte magiske grænser for at opnå evigt liv. Inden Voldemort hengav sig til mørk magi, var han kendt som den forældreløse Tom Riddle, der finder ud af at han har magiske kræfter og klarer sig blændende på Hogwarts – præcis ligesom seriens helt Harry Potter. I løbet af seriens syv bind bliver Voldemorts historie fortalt og særligt sjette bog – HARRY POTTER OG HALVBLODSPRINSEN – giver læseren et billede af, hvordan Voldemort er blevet så ond.

2. Præsident Coriolanus Snow fra HUNGER GAMES-serien

Bag det rolige ydre gemmer der sig en sadist og en psykopat. Præsident Snow er en interessant skurk, der har en historie, som man først bliver klar over i EN FORTÆLLING OM SANGFUGLE OG SLANGER, der udkom i 2020. I den prequel følger man nemlig Snow, da han er 18 år gammel og stadig forholdsvis uskyldig. Men historien giver læseren mulighed for langsomt at forstå, hvordan han er blevet så ond.

3. Drakan fra SKAMMERENS DATTER-serien

Drakan er et koldt og kynisk magtmenneske, der er forbundet med de livsfarlige drager. Han bærer dragekappe og drikker drageblod. Han snyder og bedrager, lyver og er i stand til at gøre de ondeste ting for at bevare sin magtposition. I filmatiseringen er han spillet skræmmende af Peter Plougborg.

4. Den falske mor fra CORALINE

Den falske mor lever i en parallel-verden. Hun ligner pigen Coralines rigtige mor bortset fra, at hun har knapper i stedet for rigtige øjne, fordi hun er sjælløs og ond. Hun prøver på alle mulige måder at lokke Coraline over i den grumme parallel-verden og fratage hende øjnene (sjælens spejl).

5. Onkel Dunkel fra DEN RUSTNE VERDEN-serien

Den uhyggelige børneunderholdnings-vært Onkel Dunkel med den bløde og farligt smigrende stemme er en marionetfigur for det magtfulde og verdensomspændende Atlas, der er i gang med at ødelægge alting og spreder fake news overalt. I samme serie findes også supergangsteren Sukkertoppen, der fråder slik ud over alle grænser, mens han transporteres rundt i en kæmpe Cadillac.

6. Sorte Barney fra FANGESKIBET

Sorte Barney står øverst i magthierarkiet blandt fangerne på fængselsskibet, og han håndhæver brutalt sin egen lov – skibets lov, der står uden for både domstolene og kirken. Han straffer fx dem der stjæler med at smadre tyvens hånd med sin hæl til knoglerne knaser. Og ved at brændemærke med en hvidglødende ildrager.

7. Overheksen fra THE WITCHES

Hun hader børn og har en ond plan for at gøre det af med alle Englands børn. Roald Dahls klassiske gyserhistorie handler om hekse, der ikke har spidse hatte og flyver på kosteskab. Faktisk kan du sidde ved siden af en heks uden at vide det. Bogen er filmatiseret flere gange – først med Anjelica Huston i rollen som den modbydelige overheks – og nu i en spritny udgave, hvor Anne Hathaway tager skurkerollen på sig.

8. Heksen Jadis fra LØVEN, HEKSEN OG GARDEROBESKABET

Hun kan være noget så overbevisende og charmerende, men under det smukke og venlige ydre gemmer der sig en magtsyg heks, der ønsker at indhylle Narnia i en evig vinter.