Læs et uddrag af Lucinda Rileys DEN SKJULTE SKØNHED

I DEN SKJULTE SKØNHED, der udgives for første gang på dansk, tager bestsellerforfatteren Lucinda Riley læserne med fra et krigshærget Europa i 1940’erne til nutidens glamourøse jetsetliv i New York. En gribende historie i to tidsspor om familie, hemmeligheder og skæbnens luner

05-09-2024

 

Her bringer vi bogens prolog: 

PROLOG:
Den gamle kvinde stirrede på Leah og smilede til sidst, så hun fik tusind rynker i ansigtet. Leah tænkte, at hun måtte være mindst hundrede og halvtreds år gammel. Alle børnene i Leahs skole sagde, at hun var en heks, og hylede og skreg, når de gik forbi hendes faldefærdige hus i landsbyen på vej hjem fra skole. De voksne kaldte hende ‘gamle Megan’, og hun tog sig af tilskadekomne fugle og brugte urtemedicin til  at hele deres brækkede vinger. Nogle mente, at hun var fra forstanden, andre, at hun var en klog kone med sære, helbredende og overnaturlige evner.
Leahs mor havde ondt af hende.

LÆS OGSÅ: Om serien DE SYV SØSTRE

„Stakkels gamle kone, helt alene i det fugtige, møgbeskidte hus,“ sagde hun. Så bad hun Leah om at hente nogle æg i hønsehuset og aflevere dem til Megan.
Leahs hjerte hamrede af skræk, når hun bankede på den frønnede dør. Megan plejede at åbne den ganske langsomt, kigge ud og snuppe æggene ud af hånden på Leah med et nik. Så blev døren lukket, og Leah løb hjem igen, så hurtigt hun kunne.  Om forfatteren Lucinda Riley, f. 1965, opvokset i Irland. Hun skrev sin første bog som 24-årig, og siden har hendes romaner ligget øverst på alverdens bestsellerlister, er blevet oversat til 40 sprog og har samlet solgt over 50 millioner eksemplarer verden over. Hun er især kendt for den meget populære serie De syv søstre. Lucinda Riley døde af kræft i 2021.

Men i dag var døren blevet lukket helt op, da Leah bankede på, så hun kunne se forbi Megan ind i husets mørke indre. Megan stirrede stadig på hende.
„Jeg … jeg … Mor mente, at du måske kunne bruge et par æg.“ Leah rakte æggebakken frem og så den lange, magre hånd blive lukket omkring den.
„Tak.“
Det blide tonefald overraskede Leah. Megan lød overhovedet ikke som en heks.
„Vil du ikke med indenfor?“
„Det … jeg …“
Megan havde allerede lagt armen om Leahs skuldre for at føre hende ind i huset.
„Jeg kan ikke blive ret længe. Min mor bliver bekymret over, hvor jeg bliver af.“
„Så kan du fortælle hende, at du har drukket te med heksen Megan,“ lo hun. „Sæt dig derovre. Jeg skulle lige til at hælde vandet over.“ Megan pegede på den ene af de lurvede lænestole, der stod foran en lille kamin, hvor der ikke var tændt op.

Leah satte sig nervøst ned og stak hænderne ind under lårene. Hun så sig omkring i det lille køkken. På alle væggene hang der hylder fyldt med gamle opbevaringsglas, der indeholdt urteblandinger i sære farver. Megan tog et glas ned, åbnede det og puttede to teskeer af et gult pulver i en ældgammel tepotte af rustfrit stål. Hun hældte kogende vand over, satte tepotten på en bakke sammen med to kopper og stillede bakken på bordet foran Leah. Så sænkede Megan sig forsigtigt ned i den anden lænestol.

Leah nikkede, bøjede sig frem og skænkede den dampende væske op i de to skårede porcelænskopper. Hun snusede til sin. Væsken duftede skarpt og underligt. - Den skjulte skønhed 
„Vil du være sød at skænke, min ven?“
Leah nikkede, bøjede sig frem og skænkede den dampende væske op i de to skårede porcelænskopper. Hun snusede til sin. Væsken duftede skarpt og underligt.
„Bare rolig, jeg er ikke ved at forgifte dig. Nu drikker jeg først af min, så du kan se, at jeg ikke dør af det. Det er mælkebøttete. Det er godt for dig.“ Hun løftede sin kop med begge hænder og nippede til 
den. „Smag på det.“
Leah løftede tøvende koppen op til læberne og forsøgte at trække vejret gennem munden, fordi teen duftede alt for stærkt. Hun nippede og sank uden at smage på den.
„Der kan du se, det var ikke så slemt, vel?“
Leah rystede på hovedet og satte koppen fra sig igen. Hun sad rastløs i lænestolen, mens Megan drak resten af sin kop.
„Tak for te. Det var dejligt. Nu er jeg nødt til at gå. Min mor vil …“
„Jeg har set dig gå forbi her hver eneste dag. Du bliver en enestående skønhed, når du bliver ældre. Det er allerede så småt begyndt at vise sig.“

SE OGSÅ: Bagom forfatterne med Lucinda Riley

Leah rødmede, mens Megan lod et gennemtrængende blik glide ned over hende.
„Det er ikke nødvendigvis den velsignelse, som verden tror, at det er. Pas på dig selv.“ Megan rynkede panden og rakte hånden hen over 
bordet. Leah gøs, da de magre fingre lukkede sig om hendes hånd som en klo. Hun begyndte at blive bange.
„Ja, men … jeg skal hjem nu.“
Der var et fjernt blik i Megans grønne øjne, og hendes krop var anspændt. 
„Jeg kan mærke en ondskab. Du skal være på vagt,“ sagde Megan højt. Leah var lammet af skræk. Grebet om hendes hånd blev hårdere.„Noget unaturligt … noget ondt … du må aldrig gå imod naturen, det forstyrrer dens mønstre. Stakkels sjæl … han er fortabt … fordømt … han vender tilbage for at finde dig på heden … og du vender tilbage af egen fri vilje. Man kan ikke ændre skæbnen … tag dig i agt for ham.“
Megan løsnede pludselig grebet om Leahs hånd og sank sammen i stolen med lukkede øjne. Leah sprang op og løb ud til døren og ud på gaden. Hun blev ved med at løbe, til hun nåede hønsehuset bag ved det 
lille byhus, hvor hun boede med sine forældre. Hun åbnede klinken og lod sig dumpe ned på jorden, så hønsene for til alle sider.

De andre havde ret. Megan var fra forstanden. Hvad var det, hun havde sagt om, at Megan skulle passe på? Det var skræmmende. Hun var elleve år gammel og forstod det ikke. Hun havde brug for sin mor, men hun kunne ikke fortælle hende, hvad der var sket.   - Den skjulte skønhed 
Leah støttede hovedet mod bræddevæggen og sad stille, til hun fik vejret igen.
De andre havde ret. Megan var fra forstanden. Hvad var det, hun havde sagt om, at Megan skulle passe på? Det var skræmmende. Hun var elleve år gammel og forstod det ikke. Hun havde brug for sin mor, men hun kunne ikke fortælle hende, hvad der var sket. Hendes mor ville tro, at det var noget, hun havde fundet på, og sige, at det ikke var pænt at sprede grimme rygter om en stakkels, hjælpeløs gammel dame.
Leah rejste sig og gik langsomt hen mod bagdøren. Den trygge, hjemlige duft beroligede hende, da hun trådte ind i det varme køkken.
„Lige i rette tid til te, Leah. Sæt dig ned.“ Doreen Thompson vendte sig smilende om og fik så en bekymret rynke i panden. „Hvad i alverden er der sket, Leah? Du er jo bleg som et lagen.“
„Ikke noget. Jeg har det fint, mor. Jeg har bare ondt i maven.“
„Det er nok vokseværk. Se, om du ikke kan spise noget, så får du det sikkert bedre.“
Leah gik hen til sin mor og knugede hende.
„Hvad drejer det her sig om?“
„Jeg … jeg elsker dig, mor.“ Leah puttede sig i sin mors trygge favn og fik det straks meget bedre.
Men da hendes mor ugen efter bad hende om at gå hen til Megan med æg som sædvanlig, nægtede hun fuldstændig.
Megan døde seks måneder senere, og det glædede Leah.