Suzanne Brøgger: Hvordan kan en enkelt kvindes déroute have en så samfundsomstyrtende kraft?

MADAME BOVARY er et erotisk og kontroversielt kvindeportræt, der skabte stor forargelse i 1857 – alligevel påstod mange kvinder efterfølgende, at netop de var Emma Bovary. Læs et uddrag af Suzanne Brøggers forord til romanen, der netop er genudkommet, herunder.

Af Suzanne Brøgger / 12-10-2022

suzanne brøgger

I 1857 blev Madame Bovary forbudt af censuren, anklaget for undergravning af den offentlige moral.

Hvilken moral? I hundreder af år havde overklassen fornøjet sig med elskere og maîtresser – hvad er der så galt i, at en lille kone fra provinsen slutter sig til de utro kvinders kor og går amok?

Jo, lige præcist – dét. Amok. I provinsen.

Flauberts blik retter sig vellystigt mod „sjælens rådne mos“. „Madame Bovary – c´est moi,“ sagde forfatteren i retten for at tage brodden af det kønnede dilemma.

Hvordan kan en enkelt kvindes déroute have en så samfundsomstyrtende kraft?

For „det moderne“ indvarsler frigørelsen af alle drifter og perversioner. Og i midten af 1800-tallet var det selvfølgelig langt farligere, når foregangsmanden for dette excentriske driftsliv var – kvinde.

En kvindelig hovedperson, hvis fald læseren følger på det pinagtigste – både i forkastelsen af sit barn på lystens alter og i den uundgåelige ruin.

Artig læsning har det aldrig været at mæske sig med vildt begær efter fremmede mænd, specielt, når det huserer i en almindelig provinsfrue, ja, en lægefrue, sågar.

Men måske handler romanen om andet og værre, nemlig spørgsmålet: Hvordan kan en enkelt kvindes déroute have en så samfundsomstyrtende kraft?

Romanens svarer: Samfundets hele sammenhængskraft hviler traditionelt på kvinderne.

Emmas utroskab og hendes forsømmelser som mor gør hende til en trussel mod den borgerlige familiestruktur.

Mens det damper af ribsgelé fra de lyserøde bærbunker i den lille by, Yonville, hvor alle nu engang koger deres ribsgelé samme dag, bliver der åbnet ind til apotekerens giftkammer med den arsenik, der er lige så livsfarlig, som når en kvinde forbryder sig mod fællesskabets normer. „Hun ønskede både at dø og at bo i Paris,“ er Flauberts karakteristik af konen fra Udkantsfrankrig.

Madame Bovary er en moderne queer-roman med kvinden som herre i huset.  

Gustave Flaubert var skabsromantiker. Men Madame Bovary er en moderne queer-roman med kvinden som herre i huset.

I dag er vi ikke længere chokerede over kønnet på den, der går amok. Men vi kan stadig – alt efter temperament – frydes eller forfærdes – eller begge dele – over konsekvenserne, når individet skejer ud på bekostning af alle overordnede hensyn, og regningen skal betales – hvad enten det er af en mand eller kvinde.