Skriv som en popstjerne: Gyldendal åbner utraditionel skriveskole
Popmusik og skønlitteratur fusionerer på Gyldendals nye og unikke skriveseminar, når musikerne og multikunstnerne Lydmor og Anton Falck fra bandet First Hate åbner døren på vid gab for enhver, der drømmer om at kunne skrive og finde vej til dér, hvor poesien flyder fri
Af Michelle Tubæk Gram / 09-03-2022
Det er to utraditionelle lærere, der står bag katederet, når Gyldendal åbner dørene for skriveskolerne ‘Skriv som en popstjerne’. Og det er også meningen:
»At skrive kræver mod og tillid til læserne. Man skal have tillid til, at læserne selv er i stand til at lukke op for den fortælling, der ligger mellem linjerne. Det kan poeter og popstjerner. Og derfor kan vi lære af dem,« siger eventchef på Gyldendal, Christina Thiemer, der har sat popskolerne i værk.
Anton Falck, forsanger i bandet First Hate, vil med sin version af en skriveskole lære sine elever, at ordlyden nogle gange kan være vigtigere end betydningen, hvordan du fortæller historier uden at fortælle dem – og så får du indblik i ‘kunsten at høre forkert’, hvor popmusikken bliver brugt aktivt i skriveprocessen:
»Jeg vil bygge nye universer op ud fra musikken. Jeg synes popmusik og popkultur har ligeså meget plads som anden kultur – og bør dyrkes som noget, der er ædelt,« mener Anton Falck.
DJ, musiker, sangskriver og multikunstner Lydmor er enig:
»Popmusik er noget af det mest hardcore, man kan lave. Det er gedigent håndværk, men hvor man samtidig går i krig med sig selv. Vi vil sætte stød og strøm til både hjerte og brystkasse, så der kommer noget ud af folk.«
Der er ikke tale om en klassisk model indenfor skriveskoler – og det er med fuldt overlæg ifølge eventchef Christina Thiemer:
»Alle, der sidder med en forfatter i maven, vil have godt af at komme i rum med de to. Ud på tynd is, bliv rusket og fald igennem. Om du vil stiler efter at skrive poesi, en roman på 800 sider eller en fagbog om døde musehjerner er underordnet.« Jeg håber, du vil komme hjem og føle dig som en vild, åben og nysgerrig kunstner.
Begge popstjerner understreger, at de går ydmygt til opgaven, ser frem til selv at blive belært – og ikke mindst, at der venter en tryg favn bag døren til lærerværelset:
»Vi vil skabe et kærligt safe space, hvor man skal lære, at man ikke KAN gøre noget forkert. Der ER
ikke nogen opskrift. Hvor man lærer ikke at have fordomme overfor sine egne idéer. Det er faktisk halvdelen af at lave et kreativt værk,« slår Lydmor fast og afslører samtidig sit håb for skriveskolernes afgangselever:
»Jeg håber, du vil komme hjem og føle dig som en vild, åben og nysgerrig kunstner.«