seneca

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'Sprængfyldt med tankegods': Filosofisk værk fra antikken taler lige ind i tidens store spørgsmål

Livet er kort. Alle føler vrede. Alle værdsætter mildhed. Og alle ønsker sindsro.  Filosoffen, digteren og statsmanden Lucius Annaeus Senecas tekster er snart 2000 år gamle, men rummer ord og erkendelser så kraftfulde, at de kan ændre et moderne menneskes liv, skriver forfatter og journalist Niels Overgaard i forordet til OM LIVETS KORTHED. OM VREDE. OM MILDHED. OM SINDSRO, som du kan læse herunder. 

Af Niels Overgaard

Der findes ord så stærke, at de kan ændre et menneskes liv. Erkendelser så dybe, at de forandrer den måde, vi opfatter verden på. Indsigter så kraftfulde, at de råber gennem årtusinder og får en middelklassedansker til at gennemgå antikke filosofiske principper hver morgen i badet i sit forstadshjem, inden han cykler mod togstationen.

 

Denne bog er sprængfyldt med tankegods af den kaliber, så den kommer med en advarsel: Læsning sker på eget ansvar med risiko for at ændre dit liv.

 

Teksterne i OM LIVETS KORTHED. OM VREDE. OM MILDHED. OM SINDSROer the real deal – den stoiske filosofi, præsenteret af en af dens vigtigste repræsentanter, den romerske statsmand, filosof og tragedieforfatter, Lucius Annaeus Seneca.

 

Bogen indeholder en række af hans potente tekster, der præsenterer dybe filosofiske overvejelser og konklusioner på en ligefrem og tilgængelig måde, og efter alle disse år fremstår de stadig bemærkel- sesværdigt levende og relevante.

 

Selvom menneskets ydre omstændigheder har forandret sig meget fra Romerrigets storhedstid til i dag, er vores sjælelige bekymringer tilsyneladende de samme.

I hvert fald oplever stoisk filosofi en genopblomstring i Vesten i disse år. Der afholdes store stoiske konferencer, og der er udgivet adskillige succesrige populærfilosofiske bøger om emnet, både her- hjemme og i udlandet.

 

forsideArven efter Nietzsche, Spies & Trump

Seneca levede samtidig med Jesus, og hans formidling af de stoiske idéer har været med til at præge idéhistorien og kristen etik i de årtusinder, der er fulgt efter.

 

Det ville derfor være forkert at udlægge det som om, stoicismen pludselig som et uventet arkæologisk fund er blevet genopdaget. Men den har tiltrukket sig fornyet interesse i Vesten de seneste 10 år.

 

Et forsøg på at svare på hvorfor begynder for mere end 100 år siden, nærmere betegnet i slutningen af det 19. århundrede, hvor den tyske filosof Friedrich Nietzsche erklærede Gud for død.

 

Oplysningstiden og industrialiseringen havde givet mennesket en større forståelse af den omkringliggende verden og nye evner til at påvirke den.

 

Men intet sted var Gud fundet. Et truende spørgsmål lurede: Hvad følger, når en fornemmelse af universel moral falder bort, mens menneskets magt over dets omgivelser samtidig styrkes?

 

Svarene fulgte i Første Verdenskrigs rottebefængte skyttegrave i Vesteuropa, i Anden Verdenskrigs udryddelseslejre og i de altødelæggende atombomber over Japan i 1945. Mennesket uden Gud og med uhæmmet teknologisk kraft er en farlig størrelse.

 

Efter verdenskrigenes grusomheder satte kapitalismen i de kommende årtier turbo på velstandsudviklingen i Vesten. USA satte en mand på månen, og måske lige så betydningsfuldt for almindelige mennesker sendte Simon Spies hundredtusindvis af danskere på charterrejser til Sydeuropas sol – et håndgribeligt symbol på menigmands nyopståede velstand og muligheder.

 

Samtidig forkastede hippiebevægelsen de traditionelle autoriteter, både i familien og på uddannel- sesinstitutionerne. Også det var en bevægelse i retning af mere frihed for den enkelte.

 

Efter Murens fald og de for Vesten sorgløse 1990’ere fulgte de angstprægede første årtier i det nye årtusinde med terrorisme, krige, finanskrise og ikke mindst en eksplosiv teknologisk udvikling, der pludselig gjorde hele verden konstant tilgængelig for individet via den allestedsnærværende smartphone.

 

Samtidig bevægede de tektoniske plader sig under politik og kultur, med jordskælv og vulkaner som Brexit, Donald Trump, De Gule Veste, #MeToo og Black Lives Matter til følge.

 

Hele denne udvikling efterlader det moderne vestlige menneske uden en Gud, men med velstand og tilsyneladende endeløs frihed i en verden, hvor alt synes muligt.

 

Det har desværre ikke gjort os ubetinget lykkelige. Mens vi som samfund er blevet fortsat rigere og friere, er mængden af psykiske lidelser steget i samme takt. Samfundet lykkes, men den enkelte lider.

 

Det lidende eller søgende moderne menneske tilbydes svar fra etablerede løsninger indenfor lægevidenskaben og psykologien samt fra et mangfoldigt tag-selv-bord af muligheder inden for coaching, religion, yoga, meditation og new age-spiritualitet i enhver afskygning. Og svarene søges altså også i filosofi og idéer, der stammer fra den vestlige civilisations arnested i det antikke Grækenland.

Seneca og stoicismen kan måske give dig nye perspektiver på nogle af livets store spørgsmål – og anvise en vej til en sindsro og glæde, ingen kan tage fra dig. Det er da et forsøg værd.  

Selvudvikling i sandaler

Cirka 300 år f.Kr. begyndte Zenon fra Kition at fortælle tilhørere om de stoiske tanker i en søjlegang på et torv i Athen (filosofien tog sit navn efter det oldgræske ord for søjlegang, stoa).

 

Med afsæt i den såkaldt kyniske filosofi, som ikke skal forveksles med den moderne brug af ordet, og tankegods fra Sokrates og hans efterfølgere gav den stoiske filosofi anvisninger til, hvordan livet bedst leves.

 

Filosofiens indflydelse voksede de kommende århundreder, og den havde stor betydning for nogle af de centrale figurer i Romerrigets storhedstid et par hundrede år senere, herunder Seneca.

 

Når disse tanker opleves som relevante for moderne mennesker, som ellers ikke interesserer sig for antik filosofi, skyldes det efter min opfattelse en række forhold.

 

For det første er det en filosofi, der er meget konkret og handlingsorienteret. Den fortæller dig, hvad du bør gøre, og hvad du bør lade være ugjort. Hvordan du bør se på livets omstændigheder, og hvordan du bør undgå at se på dem. Man kan sige, at stoicismen med et moderne udtryk er en selvudviklingsfilosofi.

 

Den lægger vægt på praktisk visdom i form af handlinger, og den opfordrer sine læsere og følgere til at forbedre sig selv ved at opbygge en stærk karakter.

 

For det andet anviser stoicismen en vej til at opnå sindsro i enhver situation. Det er naturligt attraktivt for det fortravlede og opmærksomhedsudfordrede moderne menneske.

 

Og filosofien fordrer ikke, at du siger dit job op og mediterer i en hule i årevis, for at du har gavn af den. Det er en filosofi, som du kan praktisere i det liv, du rent faktisk lever.

 

For det tredje virker det. Det kan virke som en triviel konstatering, men jeg er ret banalt overbevist om, at det er afgørende for stoicismens popularitet, at de mennesker, der forsøger at efterleve dens grundlæg- gende principper, oplever, at det bidrager til at minimere deres lidelse og forøge deres lykke. Det kan jeg personligt bekræfte.

 

Dyd, død & antik humanisme

Ordet ”dyd” kan i moderne ører godt have en altmodisch klang og lyde som en victoriansk sove-med-hænderne-oven-på-dynen etik. Men begrebet er centralt i den stoiske filosofi – for stoikerne leves det gode liv nemlig i overensstemmelse med dyderne.

 

De fire nøgledyder – med tråde til Aristoteles – er visdom, selvbeherskelse, retfærdighed og mod. Hvis man med sine handlinger lever op til disse, er man på sporet af et godt liv. Det kræver altså ikke noget udefrakommende, ingen tro, ingen særlige omstændigheder. Nøglerne til det gode liv har det enkelte menneske i sin egen lomme.

 

Et andet centralt element i den stoiske filosofi er forholdet til døden. Ikke som en kultagtig besættelse, men som en realitet, man bør forholde sig til. For stoikerne er døden ikke et onde, men et faktum. Og de insisterer på, at man accepterer naturens orden uforbeholdent. Derfor skal døden ikke frygtes, men bruges som en rettesnor, man lever livet efter.

 

Stoikerne beundrede Sokrates og ikke mindst den værdige måde, han mødte døden på – dømt til at begå selvmord ved at drikke gift. Skæbnen ville, at Seneca endte sit liv på samme vis, og han viste med sine sidste handlinger, at hans stoiske mod ikke blot var at finde i ord, men også i handling.

 

For stoikerne var det dog ikke nok at gøre sig selv bedre. Det stoiske verdenssyn indebærer en erkendelse af, at man som menneske ikke bare er sig selv, men en del af en større sammenhæng; en menneskehed og et univers.

 

Dermed er det at behandle sine medmennesker med respekt en del af den stoiske fordring, og atypisk for sin samtid var Seneca eksplicit omkring, at det også gjaldt slaver. Det er ikke uden grund, at den danske filosof og forfatter Villy Sørensens Seneca- biografi har undertitlen Humanisten ved Neros hof.

 

Om at læse Seneca

Titlerne på Senecas tekster i denne bog illustrerer, hvorfor stoicismen stadig opleves som relevant. Livet er kort. Alle føler vrede. Alle værdsætter mildhed. Og alle ønsker sindsro.

 

Bogen består af Villy Sørensens oversættelser af Seneca. Villy Sørensens oprindelige introduktioner til teksterne er også bevaret i denne udgivelse. De sætter flere ord på teksternes historiske kontekst og kan være værd at læse, inden du giver dig i kast med de oprindelige tekster.

 

Hvis du går direkte til teksterne efter dette forord, er en enkelt information efter min mening vigtig for forståelsen: ”Om mildhed” er skrevet til den unge kejser Nero, som Seneca var rådgiver for. Teksten kan fremstå en anelse leflende i sit forsøg på at tale til de bedre sider af kejserens ego, og derfor er det vigtigt at kende til tekstens politiske formål, så man forstår Senecas tekst i den sammenhæng.

 

Der er mange måder at læse Seneca på. Man kan læse teksterne fra et historisk perspektiv, idet der er en del referencer til romersk historie og antik mytologi, og de giver et indblik i tankerne hos en af sin tids store statsmænd.

 

Man kan læse dem filosofisk-teoretisk og sætte de præsenterede idéer i kontekst af tidligere og følgende filosofiske retninger og diskussioner. Eller man kan læse dem filosofisk-praktisk, hvor man forsøger at oversætte tankerne til sit eget liv og sin egen erfaring.

 

Stoikerne stræbte som nævnt efter praktisk visdom, altså den slags man omsætter til handling. Derfor mener jeg, at man gør teksterne og filosofien mest ret, hvis man tager den sidstnævnte tilgang, parkerer teorien en smule og i stedet lader sig rive med af Senecas pointer og overvejer, og hvordan de passer i ens eget liv.

 

Mit eget afsæt for at skrive en bog om stoisk filosofi var personligt. Min fars død sendte mig på en søgen efter svar på eksistentielle spørgsmål – hvad er meningen med livet, og hvordan kan man forholde sig til døden?

 

Jeg har samtidig været ramt af nogle af de lidelser i sindet, man i dag kalder stress, angst og depression. Derfor søgte jeg retning og anvisninger til, hvordan jeg bedst levede livet: Hvad var værd at stræbe efter, hvad skulle jeg undgå – og hvordan så succes ud?

 

Stoicismen gav mig svar, der både var åndeligt, intellektuelt og praktisk tilfredsstillende. Derfor bruger jeg i dag filosofien som mit kompas i livet. Jeg forholder mig til filosofien hver dag og konsulterer den i både små og store spørgsmål, privat og på arbejde.

 

Det har langt fra gjort mig eller mit liv perfekt, men det har gjort mig bedre i stand til at tackle alt fra en treårigs mentale nedsmeltning over LEGO- brandbilen, der bliver ved med at gå i stykker, vanskelige situationer på arbejdet og mine egne negative tankemønstre.

 

Hvis der ikke er noget at hente for dig personligt i stoicismen, så kan teksterne give dig et historisk perspektiv på, hvad det vil sige at være menneske. Men hvis du finder noget brugbart, kan Seneca og stoicismen måske give nye perspektiver på nogle af livets store spørgsmål – og anvise en vej til en sindsro og glæde, ingen kan tage fra dig. Det er da et forsøg værd.

 

Niels Overgaard, København, juni 2021

 

Niels Overgaard (f. 1981) er uddannet journalist og forfatter til bogen Det hele handler ikke om dig – antikke principper for sindsro, frihed & mening, der udkom i 2020. 

Om livets korthed. Om vrede. Om mildhed. Om sindsro

Om livets korthed. Om vrede. Om mildhed. Om sindsro

Lucius Annaeus Seneca var romersk tragedieforfatter, digter, filosof og statsmand. Han er forfatter til de filosofiske tekster: Om livets korthed. Om vrede. Om mildhed. Om sindsro, som her udgives i ét samlet værk som en del af Gyldendals Oldtidsserie. Bogen er med nyt forord af Niels Overgaard, forfatter til Det hele handler ikke om dig selv. Antikke principper for et liv med sindsro, frihed og mening (2020).

I Om livets korthed skriver Seneca om livets forgængelighed og hvordan man får det bedste ud af det, ved ikke at lade sig distrahere, eller spilde livet, fordi man tror det varer evigt. Seneca skriver indsigtsfuldt og relevant om hvordan mennesket ødsler det mest kostbare, som det har, bort – nemlig tiden. Fordi tiden ikke er materiel eller synlig.

”Kortest og mest beklemmende er deres liv som glemmer fortiden, forsømmer nutiden og ængstes for fremtiden” skriver Seneca i sit filosofiske skrift, som en kærkommen påmindelse om at være til stede, om at huske og om ikke at frygte dét, man ikke kan kontrollere.

Om vrede. Om mildhed. Om sindsro er tre centrale tekster i Senecas forfatterskab. Om vrede indeholder blandt andet en detaljeret beskrivelse af det menneskelige sind og hvordan sindet påvirkes. Senecas tanker om vrede er højaktuelle i dag, hvor en hård og barsk tone fylder mere i den offentlige debat. Seneca skrev Om mildhed til kejser Nero kort efter hans tronbestigelse i år 54. Teksten er Senecas forsøg på at overbevise kejseren om, at man når længst med mildhed, og at hvis man misbruger sin magt imod naturens orden, vil disse grusomheder blive vendt mod en selv. I Om sindsro skriver Seneca vedkommende om hvordan selvindsigt kan befri mennesket fra den ydre verdens omskiftelighed.

PRIS179,95 kr.