Da der gik hul på englen: Pia Tafdrup fejrer 40 års-jubilæum siden debut
Som barn meddelte hun sin mor, at hun ville være kunstner, og gennem hele ungdommen læste hun alt, hun kunne komme i nærheden af og skrev sent om aftenen. Efter studiet kunne hun omsider hengive sig fuldstændigt til poesien, og det var der, Pia Tafdrup fandt sin stemme og blev en central del af en generation af digtere, der satte dansk lyrik tilbage på landkortet.
Af Anne-Sophie Uldall Petersen // Forfatterfoto: Isak Hoffmeyer
Har du altid vidst, at du skulle skrive?
”Min mor lærte mig som 4-5-årig at skrive bogstaver og også at sy bogstaver i et stykke pap. I skolen opfandt jeg mit eget alfabet, dengang jeg lærte alfabetet at kende. Tidligt var jeg totalt optaget af at skrive. Da jeg var ti år, og min mor stod i køkkenet ved en stor røremaskine, forsøgte jeg gennem larmen at indvie hende i, at jeg gerne ville være ”kunstner”. Digte begyndte jeg dog først at skrive efter forskellige kæntringer, da jeg gik i gymnasiet. Dengang gav min far mig Rilkes BREVE TIL EN UNG DIGTER. Af min kæreste fik jeg Ivan Malinovskis SAMLEDE DIGTE i julegave. Jeg læste i gymnasieårene, hvad jeg kom i nærheden af, både poesi, prosa og faglitteratur, værker, der lå langt ud over skolens pensum. På universitetet fortsatte min litteraturlæsning. Mens jeg studerede, skrev jeg sidst på aftenen ved et skrivebord i et lille værelse i Stengade i Helsingør og røg cigaretter, som jeg syntes hørte til det at sætte digte ind i verden. Jeg skrev ikke mindst inspireret af den samtidige poesi, vi læste på universitetet på det hold, jeg havde valgt mig ind på og de oplæsninger, jeg hørte ude i byen. Efter studiet kunne jeg omsider lægge al energi i digtene og finde min stemme. Dér gik der for alvor hul på englen.”
Kan du huske modtagelsen af din debut?
”Michael Strunge lå på gulvet og passede min søn, der blev født et par år før NÅR DER GÅR HUL PÅ EN ENGEL udkom. Med Michael som babysitter kunne jeg få mulighed for at besvare nogle spørgsmål, som Fyens Stiftstidende stillede mig i telefonen i anledning af udgivelsen. Der var en ganske fin interesse for min debutbog, herunder den eneste kvinde, Jytte Houkjær, der skrev, at ”Pia Tafdrup er kommet for at blive som lyriker”. Dén sætning var den bedste af alle, syntes jeg dengang, men også Finn Stein Larsens og Poul Borums anmeldelser glædede mig. Der var dog tale om korte anmeldelser eller ligefrem bunkeanmeldelser sidst i 70´erne og starten af 80´erne, meget forskelligt fra den nysgerrighed efter, hvad unge udgiver i dag. Medierne har unægtelig ændret sig på det punkt. For mange af os lyrikere, skulle der på den tid adskillige bøger på gaden, før læserne opfattede, at vi fandtes. Mit gennembrud kom først i 1985 med SPRINGFLOD. Den kendsgerning, at de færreste kunne overskue, hvem firserdigterne var, fik mig til at redigere to antologier, hvor jeg præsenterede os: KONSTELLATIONER, der viser overgangen fra 1976-1981 og TRANSFORMATIONER. POESI 1980-1985.”
Mens jeg studerede, skrev jeg sidst på aftenen ved et skrivebord i et lille værelse i Stengade i Helsingør og røg cigaretter, som jeg syntes hørte til det at sætte digte ind i verden.
Når du kigger tilbage på dit forfatterskab, er der så noget, der overrasker dig?
”Da jeg skrev de digte, der blev til debutbogen NÅR DER GÅR HUL PÅ EN ENGEL, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at flere af mine bøger en dag ville udkomme i andre lande. Jeg var alene fokuseret på, om mit manuskript blev antaget. Jeg havde fået nogle manuskripter afvist på Gyldendal, hvad jeg i dag priser mig lykkelig over. Jeg gik også til Gyldendal med manuskriptet til NÅR DER GÅR HUL PÅ EN ENGEL. Per Højholt havde læst det og sagt god for det. Man takkede nej til det, desuden skulle min grandkusine udkomme der. Vi kan ikke have to fra samme familie, fik jeg at vide af direktøren. Han rådede mig til at opsøge Borgens forlag. Det viste sig at være et fortræffeligt forlag for poesi i Danmark de år. Her udkom bogen 9. september 1981, og mit liv tog en ny retning fra den ene dag til den anden. Jeg fik tidligt flere henvendelser fra forlag i udlandet, hvoraf nogle blev tabt på gulvet, fordi ingen på Borgen var ansat til at tage sig af udenlandske kontrakter. Jeg prøvede derfor Gyldendal igen i 1997 med manuskriptet til DRONNINGEPORTEN. At skifte forlag på den tid var lidt af en skilsmisse. Jarl Borgen var først meget ked af det, siden vred. Han forstod ikke, at der var noget, jeg ikke kunne få hjælp til på hans forlag, skønt jeg havde forsøgt at forklare, hvad der gik tabt for mig.
Det blev en blød landing på Gyldendal i 1998, fordi jeg året efter modtog Nordisk Råds Litteraturpris for den bog. At oversættelserne førte til, at jeg modtog mange invitationer til oplæsninger rundt om i verden, var en yderligere overraskelse. Mit primære publikum er og bliver dansk, men det er fantastisk, når nogen på den anden side af kloden bliver bevæget af et digt og får sat tankerne i gang af en god oversættelse. Oversættelserne har med årene ført mig vidt omkring. Har vist for længst overskredet min C02-kvote.”
Hvad er dine mest skattede minder fra de sidste 40 år?
”Jeg vil fremhæve en euforisk oplevelse, en sorgfuld og én, hvor jeg lærte roen at kende:
På en oplæsningsrejse i Mexico, med en stor gruppe spansktalende kvinder fra Latinamerika, kørte jeg fra sted til sted og havde den 13/11 2003 en oplæsning højt oppe i bjergene under åben himmel i den tynde luft i Teposculula, Mixteca. Vi modtog alverdens gaver: flettede kurve, hjemmebagte kager, kattekillinger osv. Vores oplæsning blev afløst af dansere på en åben plads. Over os svævede to kæmpe ørne, den ene med et bytte i kløerne. Pludselig blev vi digtere budt op. Jeg overgav mig fuldstændig til situationen, fordi gavmildheden og glæden over vores optræden dér var kolossal. Jeg kastede mig ud i en dans med den høje, smukke mand, der havde taget min hånd. Vi hvirvlede rundt på pladsen, men jeg mærkede pludselig, at jeg var ved at danse mig halvt ihjel. Nogle små kar i halsen var sprængt i den tynde bjergluft under den dybblå himmel. Måtte sidde i over en time bagefter og komme mig, mens fixpunktet, for ikke at falde ud af verden, var de svævende ørne over bjergene.
Den sorgfulde, men stærke oplevelse knytter sig til Sverige, til stemningen i en sal i Nässjö den 18/7 2006, hvor jeg læste op af TARKOVSKIJS HESTE, der tematiserer min fars demenssygdom og død. Det var ikke en drømmebog at skrive, men den skrev sig selv. Digtsamlingen udkom i 2006, allerede året efter min fars død, og sorgen derfor farvede min stemme under oplæsningen. Det var en følelsesfuld oplæsning, næsten på kanten, fordi jeg blev berørt af smerten, men publikum i salen bar mig igennem.
Den tredje oplevelse var på scenen i Unterberg Poetry Center 92nd Street Y, New York den 29. april 2011, hvor jeg sammen med John Burnside, Ernesto Cardenal, David-Dephy Gogibedashvili, Hasina Gul, Yusef Komunyakaa, Juan Carlos læste digte, som Laurie Anderson akkompagnerede. Aftenen blev kaldt ”The Second Skin”, og det var bare formidabelt at stå der med Laurie Anderson, som jeg elsker at lytte til og har skrevet et hyldestdigt til i LYDEN AF SKYER. Der var tale om en eksperimentel performance, hvor vi undersøgte grænserne mellem musik og poesi, men det, der gav mig så meget uvurderligt i mit liv, var at opleve hendes ro, før hun gik på scenen. Jeg forstod, at skulle jeg overleve som oplæser, kunne jeg lære af Lauries ro og balance i sindet.”
Hvad laver du for tiden, og hvad er det næste, man kan forvente fra dig?
”Jeg blev for et par år siden kontaktet af det unge band, Køs, som jeg har optrådt med, indtil Corona gav os en ufrivillig lang pause. Køs og jeg er netop nu ved at udgive vores første plade: UD AF EN MUND. Det er meget fantastisk at indspille sammen og eksperimentere på en anden måde, end når man har en fast tidsramme i en koncert, hvor andre bands også indgår. Jeg nød virkelig vores indspilning og afprøvning af forskellige muligheder, og nu, hvor vi lytter, kommenterer, vælger cover og finjusterer, er det også en vildt skøn proces. Det er et dejligt sted at befinde sig for en, der til foråret fylder 70. Jeg sætter stor pris på det samarbejde, der startede med, at Køs sendte mig en lydfil for at høre, om jeg havde lyst til at optræde med dem. Jeg kunne umiddelbart lide musikken. Overraskende godt, faktisk, og syntes det var en gave, at nogle unge havde lyst til at afprøve, om vi kunne få et samarbejde til at fungere. Jeg tror, det har påvirket min oplæsning at lytte til deres musik og til mig selv fra en ny vinkel.
Jeg kunne være gået på pension for flere år siden, men har det bedst, når jeg skriver, tænker og indgår i en udveksling med andre mennesker - og nu også af og til står på scenen med unge musikere, som jeg spår en stor fremtid.
Det næste, man kan forvente af mig, er bind fem i sanseserien. Jeg glæder mig umådeligt til, at digtene med fokus på følesansen skal afslutte dét, jeg ser som ét stort værk, DE FEM SANSER.”