Pelle Møller fik at vide, han skulle brænde op i helvede. Nu skriver han om den splittelse i samfundet, hvor vi fjerner os fra hinanden i en tid, hvor det er vigtigere end nogensinde at stå sammen. Han skriver om en økologisk krise, opgør og konflikten mellem land og by. Læs, hvordan forfatter Pelle Møller fik ideen til sin nye roman, TILFLYTTERNE. 

23-3-2022

 

Hvorfra opstod ideen til Tilflytterne?

Den opstod, da jeg modtog en række dødstrusler på mit tidligere arbejde. Jeg var redaktør på Ramasjang, og noget af det børneindhold, som jeg havde ansvaret for, var faldet flere fra det kristne samfund for brystet. Jeg modtog en del private beskeder, hvor man blandt andet håbede, at ”jeg brændte op i helvede”. Det var meget modbydeligt at blive truet på livet, men det var ekstra skræmmende, at beskederne tydeligvis kom fra voksne, lærde mænd fra den kristne kirke. Og så begyndte denne vilde tanke at hjemsøge mig: Hvad hvis de fik ret … Hvad hvis deres trusler gik i opfyldelse og de fik sendt mig i helvede? I TILFLYTTERNE er omdrejningspunktet derfor en lignende trussel, der bliver sendt skødesløst afsted, men som ender med at blive uhyggelig virkelighed for alle de involverede. 

Bogen behandler en form for økologisk krise og opgør. Hvorfor har du valgt at tematisere netop det?

Bogens økologiske krise er et billede på, hvad der kan ske, hvis vi ikke står sammen som mennesker. Det vil kræve et særligt sammenhold, hvis vi skal overkomme den virkelige klimakrise, som vi aktuelt står overfor. Og det ser skidt ud. Vi har fået alle muligheder for at give vores mening til kende, men vi bruger dem først og fremmest på at skabe splid og dømme hinanden ude – især på de sociale medier, men også i det offentlige rum. Vi synes vores nabo er en idiot, hvis han ikke opfører sig præcist, som vi selv ville gøre, og vi har travlt med at give hinanden nedværdigende navne som ”boomer”, ”speltmor” og ”curlingbarn”. Jeg oplever ikke, at der er noget formildende at spore i øjeblikket - hverken i Facebook-tråde, i debatter eller nede i supermarkedet. Mens jeg skrev Tilflytterne, blev vi endda ramt af en pandemi, som kun forstærkede denne splittelse i samfundet. Den gode samtale og samhørigheden er pist væk forsvundet, men den er fuldstændig afgørende, hvis vi sammen skal klare fremtidens voldsomme, hidtil usete udfordringer. I Tilflytterne prøver jeg at spidde denne problematik med humor og uhygge, fordi det er mit sprog.

Bogen rammer ned i en af tidens store brændpunkter, som er konflikten mellem land og by. Hvad håber du bogen kan bidrage med til denne debat?

Jeg tror ikke, jeg helt forstår konfliktens kerne. Jeg kan konstatere, at der er en konflikt, men jeg oplever den ikke på egen krop. Jeg er selv både indfødt københavner, gift vestjysk, inkarneret filmnørd, højskolefan, autodidakt medietype, fodboldsupporter og bogorm, og gennem alt det har jeg heldigvis mødt virkelig mange forskellige mennesker, som alle har præget mig og gjort mit liv rigere. Jeg håber, at bogen kan sætte gang i en snak om vores generelle konfliktoptrappende opførsel – hvad enten det handler om land og by, generationskløfter, køn eller etnicitet. For hvorfor har vi så travlt med at distancere os fra hinanden og holde hårdt på vores eget? Ville det ikke gavne os, gøre os klogere og stærkere, hvis vi var mere åbne og nysgerrige i mødet med hinanden? Ikke mindst når de helt store udfordringer rammer. I Tilflytterne lader jeg modsætninger mødes, viser dem på godt og ondt og lader dem kæmpe mod og med hinanden i en fortælling, der holder med dem alle og tænder et lille håb om fred og forsoning.  

 

Hvordan vil du karakterisere TILFLYTTERNE?

Tilflytterne er en samtidsroman, der blander det genkendelige med satire og gys. Det er en genre, der ikke rigtig er blevet prøvet kræfter med herhjemme. Og den har umiddelbart ikke et navn. Men jeg er inspireret af nordiske forfattere som John Ajvide Lindqvist, Mats Strandberg og Matias Faldbakken. Det, jeg synes, de gør så godt, er, at de gennem uhyggen og humoren fortæller noget vigtigt om vi mennesker og den verden, vi lever i. Selvom genren kan virke skræmmende for nogle, og pjattet for andre, synes jeg den, når den fungerer bedst, er vanvittig relaterbar og på en måde transcenderende. Vi får mulighed for at betragte vores virkelighed gennem en særlig linse, som er uforudsigelig og giver os nye typer læseoplevelser. Og så er der den der særlige nordiske feeling… den vilde natur, den mystiske folklore, den tørre humor og det genkendelige mikrokosmos med autentiske karakterer fulde af fejl. Jeg prøver med Tilflytterne at skrive mig ind i denne tradition af nordiske, satiriske horror-fortællinger – ind i en genre, som jeg nu vælger at døbe: Nordic Horror.