En augustaften i 2016 gik terrorister til angreb på Afghanistans eneste håb
Den unge generation af afghanere er ikke defineret af tiden under det kortvarige Taleban-regime, men derimod af krigen, der blev igangsat for at vælte selvsamme regime. En sensommeraften i 2016 blev et universitet og dets studerende angrebet af terrorister. Angrebet markerede et nyt kapitel i krigen; det var samtidig et angreb på hele det nye Afghanistan. Journalist og forfatter Sune Engel Rasmussen har boet og rejst over hele Afghanistan. Gennem dybdegående portrætter, blandt andet af en ung Taleban-kriger, skildrer Sune Engel Rasmussen hvordan den militante bevægelse kunne blive ved med at rekruttere fodsoldater og opbygge loyalitet blandt dele af den afghanske befolkning, hvilket til sidst førte til bevægelsens nylige indtog i Kabul. I bogen NYT BLOD, der blev nomineret til en Cavling i 2019, portrætterer han Afghanistans Generation 9/11.
Den vestlige tilstedeværelse har givet nogle afghanere muligheder, der var utænkelige for 20 år siden. Andre er blevet marginaliseret fra samfundet i en sådan grad, at de er villige til at slå deres landsmænd og -kvinder ihjel.
Nogle er blevet stinkende rige, nogle er steget til tops i regeringen. Andre er blevet hellige krigere, som deres fædres generation var det. Og så er der alle dem midt imellem, som hver dag forsøger at navigere i det afghanske samfund og finde en måde at passe ind på.
En onsdag aften i august 2016 sprængte en bilbombe hul i muren til det Amerikanske Universitet i det vestlige Kabul, hvorefter terrorister jagtede de studerende rundt på campus bevæbnet med håndgranater og maskingeværer. 12 mennesker mistede livet denne aften, og 20 blev såret. Det var et angreb på det, Vesten helst ville huskes for: Uddannelse. Fremskridt. Ligestilling. Og så var det et angreb på en generation af afghanere, der for mange udgjorde landets eneste håb. (Fra bogen NYT BLOD)
Sune Engel Rasmussen portrætterer i bogen NYT BLOD Afghanistans generation 9/11. Her følger et uddrag fra prologen:
Ingen tog ansvaret for angrebet. For afghanske standarder er 12 dræbte ikke noget, der vækker opmærksomhed. Blodsudgydelser er rutine, og der skal meget til at ryste afghanerne, hvis nerver er blevet hærdet af tre årtiers væbnet konflikt.
Men angrebet på universitetet var rystende, fordi det markerede et nyt kapitel i krigen. Det var et anslag mod et af de stærkeste symboler på det nye Afghanistan, der blev indvarslet med den amerikanskledede invasion i 2001.
Det var et angreb på de afghanere, der håber på fred, fremgang, social frihed og en fremtid, hvor Afghanistan er integreret i verdenssamfundet.
Det Amerikanske Universitet var legemliggørelsen af disse idealer, der ikke var opnåelige under Taleban-regimet fra 1996 til 2001 eller under borgerkrigen, der gik forud. Samtidig repræsenterede universitetet alt det, USA og dets vestlige allierede helst vil huskes for i Afghanistan: Uddannelse. Fremskridt. Ligestilling – omtrent halvdelen af de studerende på det Amerikanske Universitet er kvinder.
I den forstand var det koldblodige massemord en direkte aggression mod vestlig intervention. Når det slog Kabuls indbyggere så hårdt, var det, fordi det også var et angreb på en generation af afghanere, der for mange udgør landets eneste håb. Unge afghanere, for hvem Talebans fald åbnede for et væld af muligheder og fremtidsudsigter, som deres forældre og bedsteforældre ikke havde.
Men angrebsmændene, uanset hvem de var, var fra samme generation. Unge mænd i deres sene teenageår eller begyndelsen af 20’erne, for hvem invasionen ikke var begyndelsen på en lysere fremtid.
De var i det nye Afghanistan blevet forvist til marginen af samfundet. Derude, langt fra det urbane liv i hovedstaden, kender de fleste et nært familiemedlem – en far, en bror, en onkel – som er blevet mishandlet, måske slået ihjel af udenlandske soldater eller af de afghanske sikkerhedsstyrker, som de træner og bevæbner.
Det er den generation, som denne bog handler om: afghanere vokset op i en verden formet på godt og ondt af de internationale reaktioner på angrebene i USA den 11. september.
Deres liv er ikke defineret af tiden under det kortvarige Taleban-regime, som man i Vesten ofte omtaler som en mørkealder, som afghanerne bør være taknemmelige for at være sluppet ud af, men derimod af krigen, der blev igangsat for at vælte selvsamme regime.
I Vesten ses Afghanistan ofte som en samling simple modsætninger, som om afghanernes valg står mellem en buket af vestlige værdier eller Taleban. Demokrati eller Taleban. Kvinderettigheder eller Taleban. Økonomisk vækst eller Taleban. Frihed eller Taleban.
Det er sandt, at disse idealer havde trange kår under det fundamentalistiske og diktatoriske Taleban-styre. Men realiteten er mere kompleks end som så. Der er masser af afghanere, som deler livssyn med Taleban, men som ikke tilslutter sig den væbnede kamp.
Det er heller ikke nødvendigvis Taleban, der er den største forhindring for kvinders ligestilling, men derimod ofte kvindernes familier. Og den forhindring er mange steder i landet lige så robust som for 20 år siden.
Det hjælper ikke, at kampen for lige rettigheder og demokrati i vid udstrækning ses som en agenda gennemtvunget af udenlandske magter. Afghanistan gennemgår i disse år mange af de samme kampe for lige rettigheder, som Vesten gjorde for årtier siden, men forestil dig, at rødstrømpebevægelsen var Sovjetunionens påfund, eller at Kina støttede den amerikanske Black Lives Matter- bevægelse som en central del af sin udenrigspolitik.
Det havde næppe gjort disse bevægelsers værdier mere spiselige for konservative kræfter i Europa eller USA. Tilmed har Vesten skovlet magt ind i hænderne på krigsherrer, der nok var villige til at slås mod Taleban, men hvis holdninger til demokrati og rettigheder er mindst lige så indsnævrede og arkaiske som Talebans.
Disse krigsherrer har for vestlige skattepenge kunnet opbygge små totalitære herredømmer, hvor de mishandler og undertrykker befolkningen i mindst lige så høj grad, som Taleban gjorde.
Læg dertil overgreb og ulovlige drab begået af vestlige soldater og deres allierede i den afghanske regering, og så er der ikke meget at sige til, at ikke alle afghanere ser vestlige idealer som løsningen på alle deres dårligdomme.
afghanske samfund har gjort enorme fremskridt siden 2001. Men det er også vigtigt at huske, at Taleban blot var ved magten i fem år, fra 1996 til 2001. Før Taleban var Afghanistan i blodig borgerkrig og før det under sovjetisk besættelse, hvor amerikanerne støttede den væbnede opposition, heriblandt mujahedinkrigere, der senere kom til at danne rygraden i Taleban.
For den unge generation, afghanere på min alder og yngre, har den 15-årige intervention været langt mere formativ end Taleban-regimet. For dem er Taleban primært en modstandsbevægelse, der tilbyder stærkt troende unge mænd en mulighed for at få afløb for deres vrede mod invaderende udenlandske magter.
Den vestlige tilstedeværelse har givet nogle afghanere muligheder, der var utænkelige for 15 år siden. Andre er blevet marginaliseret fra samfundet i en sådan grad, at de er villige til at slå deres landsmænd og -kvinder ihjel.
Nogle er blevet stinkende rige, nogle er steget til tops i regeringen. Andre er blevet hellige krigere, som deres fædres generation var det. Og så er der alle dem midt imellem, som hver dag forsøger at navigere i det afghanske samfund og finde en måde at passe ind på.
Alle forsøger de at opbygge liv i skyggen af en krig, som mange i USA og Europa er blevet trætte af at følge, men som ikke desto mindre bliver værre og mere blodig for hvert år.
Det er nogle af disse afghaneres historier, jeg forsøger at fortælle. Gennem bogen følger jeg tre hovedpersoner: Zahra, Saif og Omari. Zahra har ført en personlig krig mod det afghanske samfunds konservative normer for at bryde ud af et voldeligt ægteskab.
Hendes krig har været lige så voldsom som enhver væbnet kamp og havde ikke været mulig uden den grundlæggende forandring, det afghanske samfund er gennemgået siden 2001. Hun er et eksempel på en af dem, som den vestlige intervention har hjulpet til et bedre liv.
Omari og Saif, derimod, hører til dem, som det nye Afghanistan ikke levner plads til. For Omari er der ingen tvivl om, hvad USA’s tilstedeværelse i Afghanistan er: en invasion. Og landets regering, der hjælper amerikanerne med at træde afghanerne under fode, er invasionens vantro lakajer, der skal bekæmpes.
For Saif har løfterne om et nyt Afghanistan med plads til alle vist sig at være tomme. Han har taget den yderste konsekvens og har sat livet på spil for en højere magt uden for landets grænser.
Zahras familie afviste at medvirke i denne bog, og det var ikke muligt at komme i kontakt med hendes eksmand Hussein. Af sikkerhedsmæssige årsager har det heller ikke været muligt at kontakte Omaris og Saifs familier, bortset fra Saifs lillebror, som jeg har talt med.
De tre udgør konturerne i denne bog, der også befolkes af et væld af andre personer, jeg har mødt på mine rejser.
Fra Kabul har jeg besøgt de fleste af Afghanistans 34 provinser, og gennem mine reportagerejser forsøger jeg i denne bog at flette et mangfoldigt, men ufuldstændigt portræt af en generation, der er vokset op i det land, som måske er blevet ændret mest dramatisk af efterspillet fra 11. september 2001.
Personerne i denne bog kender ikke hinanden, men deres liv slår mod hinanden som metalkugler i en Newtons vugge. Deres verdener er uforenelige. De kan ikke sameksistere, men deres liv er samtidig betinget af de andres. Det store spørgsmål om Afghanistan-krigen i disse år er, om „det var det værd“.
Jeg er ikke sikker på, at denne bog kan tilbyde et klart svar. Jeg er heller ikke sikker på, at det er det korrekte spørgsmål at stille. Men jeg ved, at hvis svaret findes, er det hos de mennesker, hvis opgave det bliver at bygge et Afghanistan, hvor de alle føler sig hjemme.