Niels Fredrik Dahl vinder Nordisk Råds Litteraturpris 2024

Den norske forfatter får den prestigefulde pris for romanen FARS RYG.  

Af Sisse Tvegaard Andersen / 22-10-2024

Forfatter Niels Fredrik Dahl vinder Nordisk Råds Litteraturpris 2024 

Den norske forfatter Niels Fredrik Dahl vinder Nordisk Råds Litteraturpris for romanen FARS RYG, der netop er blevet udgivet på dansk. 

»Årets vinder af Nordisk Råds litteraturpris har skrevet en omfattende, men også lavmælt, roman om at nærme sig de blinde pletter i ens eget ophav og dermed også dannelsen af ens egen identitet. Det er et både ømt og foruroligende forsøg på at belyse og forstå vævet af egne, individuelle erfaringer og de fælles, nærmest overvældende tildragelser i den verden, som vi alle forholder os til. Årets prisvinder, Niels Fredrik Dahl, har med Fars rygg skrevet en dybtgående og højst særegen roman om den tabte tid og om savnets betingelser,« lyder det blandt andet i juryens motivation. 

Niels Fredrik Dahl siger om prisen: 

»Jeg er meget glad og taknemmelig. At blive nomineret er i sig selv en stor ære. Hvert år har listen over nominerede til Nordisk Råds litteraturpris været et kort over det bedste skrevet i Norden – i hvert fald for mig. Et kort og en introduktion. Jeg har læst ting, jeg ellers ikke ville have læst, eller som jeg måske havde ventet med at læse: Joanna Rubin Dranger, Solvej Balle og Niviaq Korneliussen for at nævne nogle få. Og sådan er det for mange. Prisen – og nomineringerne – hjælper os med at møde hinanden som skrivende og læsende mennesker, hvilket igen vil kunne udvide de samtaler, vi har om at leve og arbejde sammen.«

 

Fars ryg

Fars ryg

Med udgangspunkt i efterladte papirer, breve og gamle fotografier sammenfletter en søn fortællingen om en fars barndom: i Egypten, hvor drengens far, Dommeren, holder sin lille familie i et kolonialt jerngreb, hos fremmede i Oslos forstæder, på kostskole i Genève, på hotelværelser op og ned gennem et Europa på vej mod en ny stor krig. Fars ryg skildrer en ung mands forsøg på at leve i en verden, han ikke forstår, men alligevel kæmper for at blive en del af. Og en voksen søns forsoning med, hvem faren var og blev. 

Fars ryg er en stor og dybt menneskelig roman, øm, mørk og fuld af humor, om familie og overrumplende kærlighed i det 20. århundrede, om en dreng og en mor, som er bundet sammen af ensomhed, og om ensomhed, som går i arv.

For romanen er Niels Fredrik Dahl modtager af Nordisk Råds litteraturpris 2024.