En lille hjælp til teenageårene





 

 

 

 

 


Teenagerens fem primære bekymringer

Teenagere er ”førstegangsvoksne”. Kroppen udvikler sig fra barn til voksen, og det går ofte stærkt. Mentalt går det dog ikke lige så hurtigt, og teenagerne bekymrer sig om alt det, de pludselig skal kunne og skal være som voksne. Som oftest er de 5 primære bekymringer for en teenager:

Venskaber: Har jeg venner nok, og er jeg selv en god ven? Hvordan får jeg nye venner og bevarer dem, jeg har?

Stress: Eksaminer, lektier, uddannelsesvalg, fritidsjob, sport… Kan jeg klare det hele?

Humørsvingninger: Hvorfor er jeg irritabel og nærtagende? Hvorfor er jeg skiftevis vildt glad og helt nedtrykt?

Sex: Kys, knald og kærlighed! Hvad går det ud på, og hvad stiller jeg op?

Selvværd: Hvem er jeg, og hvor går mine grænser?

Der er hjælp at hente

Hvad enten din teenager tumler med store eller små bekymringer, så er der hjælp og gode råd at hente. Både for teenageren og de voksne omkring. For hver af de nævnte ”teenagebekymringer”, præsenteres her en guidebog, som har til hensigt at hjælpe din teenager med at få større velvære, forståelse og balance i teenagelivet – og give dig som den voksne en større indsigt i teenagerens verden.

Bekymring om venskaber:

VENNER – FIND DE RIGTIGE af Nicola Morgan

I denne guidebog fortæller forfatteren Nicola Morgan om venskaber… De gode, de dårlig og online-slagsen. Hvordan de fungerer, og hvad man skal gøre, når de ikke gør. I guidebogen er der gode råd om, hvordan man får nye venskaber og bevarer dem, og man får redskaber til at komme igennem de hårde stunder, så man bliver mere sikker på sig selv. Guidebogen berører temaer som at lytte, at støtte, at undskylde og at give opmærksomhed. Bogen indeholder desuden en lille personlighedstest, og en gennemgang af personlighedstyper som giver en lille psykologisk indsigt i, hvem vi er.

Bekymring om stress:

SLAP LIDT MERE AF af Nicola Morgan

Det er den eneste bog på dansk skrevet direkte til teenagere om stress - et fænomen, der vokser med foruroligende hast. Bogen er en guide til teenagere, der føler sig stressede, depressive eller bare har svært ved at overskue tilværelsen. Med indsigt og opbakning tager forfatteren Nicola Morgan teenageren i hånden og viser, hvad der er normalt og ikke normalt, og hvad man kan tackle selv, og hvad man skal have hjælp til. Og først og fremmest afdramatiseres teenagerens følelse af at være forkert.

Bekymring om humørsvingninger:

DET ER MIN HJERNES SKYLD af Nicola Morgan

På en både underholdende og omsorgsfuld måde fortæller forfatter Nicole Morgan om, hvad der sker i teenagehjernen, og hvad det blandt andet betyder for følelserne, kroppen og psyken. Hvorfor er familien så irriterende, hvorfor sidder følelserne indimellem uden på tøjet, hvorfor føles det konstant som om, at de voksne er vrede. Med bogen får teenagere en ny forståelse af sig selv og deres hjerne, og de voksne som læser med har mulighed for at opnå en ny ømhed og indsigt. Bogen er desuden fyldt med quizzer og gode råd.

Bekymringer om sex:

HVAD ER SEX? af Sabine Lemire, med tegninger af Rasmus Bregnhøi

Denne bog beskriver i tekst og tegninger – og med humor – hvad sex er, uden at det er hverken for forsigtigt eller for vulgært. Der er et afsnit om prævention, som åbner for spørgsmålet om lyst, og hvorfor man har sex uden at lave børn. Det er vigtigt for teenageren at forstå lyst-begrebet og lære at mærke sin krop og sig selv – og kunne sige fra. Bogen er bedst egnet til de yngste teenagere, som endnu ikke har gjort sig egne seksuelle erfaringer.

Bekymringer om selvværd:

JENTELOVEN af Sofie Freysaa og Ulrikke Falch

En hårdtslående survival guide rettet mod teenagepigerne. De unge, kvindelige forfattere bag bogen har et stort ønske om at øge unge kvinders bevidsthed om chikane og diskrimination i hverdagen – og vise hvordan, det kan håndteres. Deres mål er at bygge et pigefællesskab, som slår hårdt ned på uretfærdighed og chikane, og at give unge kvinder redskaber til at håndtere svære situationer. Det er en inkluderende og humoristisk bog, men også nådesløs, grov og kompromisløs.

Find bøgerne her