Flokdyr: Hvorfor tager vi så mange ukloge beslutninger?
Vi udtrykker enighed, når vi dybest set er lodret uenige. Vi betaler gladelig overpris for varer og medlemskaber uden værdi. Vores moral og selvstændighed går fløjten, når vi går i flok, forklarer psykolog Henrik Tingleff i bogen NÅR FLOKDYRET FEJLER – der også forklarer hvorfor, og hvordan vi faktisk kan omgå det.
04-28-2022
Pæne forstadsfædre i fornuftige vindjakker, der råber af dommeren til en U9-fodboldkamp.
Kvinder med dyre håndtasker, der brokker sig over en rabat på 3,50 kr., der ikke er fratrukket varen nede i Rema.
Eller folk, der suser forbi Hus Forbi-sælgeren, mens de nipper af deres to-go-kaffe til 46 kr.
Kender du dem? Eller er du måske selv én af dem?
I så fald er du meget almindelig. Faktisk bare menneskelig.
Men hvorfor handler vi – de ellers rationelle, kloge og selvstændige mennesker – til tider så mærkeligt og ufornuftigt?
»Det moderne menneske har tendens til at opfatte sig selv som både rationelt, intelligent, selvstændigt og omsorgsfuldt. Vi kan tænke og analysere, vi kan stå op for vores holdning og ret – og vi er klar til at hjælpe medmennesker i nød. Opfattelserne er ikke forkerte. Det ér sådan vi er. Også. Problemet er bare, at før alt dét, vi tror vi er, er vi mest af alt mennesker. Irrationelle, overlevelseshungrende, samhørighedssøgende, autoritetstro, frygtsomme mennesker. Særligt når vi er i flok,« fortæller Henrik Tingleff.
Undervejs får du forklaringer på alt fra MeToo til priserne på croissanter.
I bogen NÅR FLOKDYRET FEJLER tager psykolog Henrik Tingleff dig med på en rejse rundt i historiens største og mest skelsættende menneskeforsøg – og helt ind i sindets kringlede og krøllede afkroge.
Undervejs får du forklaringer på alt fra MeToo til priserne på croissanter. Fra hvorfor nogen lader den tomme toiletrulle hænge, til hvad der fik almindelige mennesker til at storme den amerikanske kongres. Fra fodboldspilleres trang til tatoveringer til de uendelige strategiprojekter og magtkampe på kontorgangen.
Bered dig på at blive både fascineret, forundret, foruroliget – og rigtig meget klogere – på dine kollegaer og dine medarbejdere. På dine medmennesker. Og på dig selv.
Om forfatterenHenrik Tingleff (f. 1977) er psykolog af uddannelse og nysgerrig på mennesker af natur. Han er internationalt kendt som en dygtig populær-psykologisk formidler og en efterspurgt foredragsholder, underviser og rådgiver inden for alt, der handler om at forstå og påvirke mennesker og menneskers adfærd på et videnskabeligt grundlag. Især når vi skal fungere sammen. Henrik Tingleff er tillige vært på Radio4-programmet “Det langsomme menneske” og står bag podcasten “Menneske-forsøg”.