Mødrenes hus af Liv Nimand Duvå er en stærk og uforglemmelig fødselsfortælling. 

Det, der skulle være en helt almindelig, ukompliceret fødsel, udvikler sig til et mareridt på fem døgn for Rosa og hendes kæreste Gilbert. Nat og dag flyder sammen, og grænsen mellem drøm og virkelighed viskes ud. I morfintåger genforenes Rosa med sin døde bedstemor, og sammen begiver de sig ud på en farefuld vandring gennem skoven – for at nå frem til Mødrenes hus. 

Mødrenes hus er en mørk og drømmende roman om fødsler og mødre. En fortælling om at vente – på livet, på døden, på en forløsning, som ikke vil komme. Det er også en roman om afsindig smerte, et forladt og fremmedgørende hospital og længslen efter fællesskab med andre mødre – både de levende og de døde.

Efter at have født et barn taber forfatteren Anna sin plads i verden.

Stadig chokeret efter fødslen flytter hun med sin svenske kæreste, Aksel, og deres lille søn til et sneomsust Stockholm. Snart må parret se sig selv falde ind i gamle kønsroller mod deres vilje, og en afgrund åbner sig imellem dem. Angst truer med at opsluge Anna, der læser alt for mange nyheder på nettet og shopper alt for meget tøj, hun ikke har råd til. For at stå imod en truende galskab må hun læse og skrive sig til rette i verden igen.

Mit arbejde er en roman om den enestående og grundlæggende erfaring at sætte børn i verden. Den blander prosa, digt, journal, brev og meget mere for at udforske forholdet mellem moderskab og skrift. En bog om fødselsdepression, husholdning og shopping. Og om hvordan man kan lære at elske det ængstelige, åbne liv med et barn.

Vinterbørn foregår på svangregangen på Rigshospitalet omkring nytår 1975. Her flettes vidt forskellige kvindeskæbner sammen. De kommer fra forskellige dele af samfundet, fra forskellige familieforhold og med forskellige værdigrundlag. Men på hospitalet ophæves forskellene, de bliver klædt i ens hospitalsskjorter og har alle lige svært ved at sove i den kølige hospitalsnat.

Vinterbørn er en bog, som fortæller om et bestemt sted på et bestemt tidspunkt – Rigshospitalet i vinteren 1975-1976, men den fortæller også om noget almenmenneskeligt. Den kan både læses som et tidsbillede og som en beskrivelse af noget universelt. Vinterbørn giver et billede af samfundet i midten af 1970’erne set fra kvindernes synsvinkel. Men den er også en meget realistisk, varm og stærk beskrivelse af de følelser, kvinder har inden, under og efter fødslen.

Mit barn er vanvid og hverdag, sødme og raseri. Et smukt og rasende digt om moderskabets mørke; om utætte kroppe og stille vold. Om skrøbelige amninger og sultens dæmoni. Om i moderskabet at blive et ekko af sin egen mor, genkende hende i sig selv; hende, som man ellers så indædt har forsøgt at frigøre sig fra. Men Mit barn er også en fortælling om solen og klarheden og håbet. Om at blomstre i alle retninger på samme tid og om at finde en form for fred med det hele - bare ligge på græsset og opdage, hvor blå himlen egentlig er.

Til min søster er en roman om søstrene Aya og Andrea. Aya føder en datter, Nola, efter at faren har forladt hende. Andrea forlader sin voldelige kæreste. I sit arbejde som historiker kommer Aya på sporet af J.P. Jacobsens ungdomskæreste Anna Michelsen. En stemme fra fortiden trænger sig på og griber ind i søstrenes liv.

Aya og Andrea var teenagere i Kalundborg i 90’erne mellem Arthurs autoværksted og Johns pushere. Der var druk og øretæver i luften på King’s Pub, ræs ud over stubmarkerne, sex på kvistværelser, et brutalt hjemmerøveri, men også lyse sommernætter, et stort bibliotek og morgener på jagtmarkerne.

De to søstre kører sammen til Sverige med Nola på bagsædet og et jagtgevær i bagagerummet. I den svenske skov genfinder de ungdommens fortrolighed. Mens Aya og Andrea går på provinsbar, påkører et rådyr, bader i skovsøer og fantaserer om at slå Andreas voldelige ekskæreste ihjel, nærmer de sig en skillevej, hvor et opgør med deres liv og historie er uundgåeligt.

Til min søster er en kraftfuld roman om vold og drifter, seksualitet og brutalitet, moderskab og galskab. Den handler om retten til at fortælle sin historie og få sin stemme hørt og om søstersolidaritet på tværs af tider.

Blå timer er en fritstående fortsættelse af Et år med magisk tænkning og om muligt en endnu stærkere bog. Den handler især om Joan Didions datters død. Om det frygteligt forkerte i at skulle begrave sin voksne datter kort tid efter hendes bryllup. Om at stå magtesløs tilbage. Og mærke alderdommen snige sig ind på en og forstærke denne magtesløshed, hvordan den rent fysisk nærmest tager over.

Samtidig - fordi Joan Didion så modigt og fintfølende evner at registrere og reflektere over det, der sker i dette tilværelsens og sjælelivets skumringsland - bliver den tragiske beretning til en intens, livsklog og livsbekræftende bog.

Med udgangspunkt i de lykkelige minder netop fra datterens bryllyp og fra de glimt af barndommen, der dukker op i forberedelserne af dette, opruller Joan Didion deres liv sammen. Mor og datter. Og med et helt særligt klarsyn, skærpet af sorgen, beskriver hun både de lykkeligste stunder og de smertelige øjeblikke og oplevelser af afstand, utilstrækkelighed og fravær.

Joan Didion formår som få at stille skarpt på og beskrive tilværelsens mange facetter. Her skriver hun dybt bevægende og tankevækkende om at se hele sit liv - ikke mindst kærligheden til sit barn og sin egen rolle som forældre.

Tara rejser til København med drømmen om at blive skuespiller. Efter et sammenbrud mister hun fodfæstet. En række mænd passerer gennem hendes liv. Hun får en datter, Siri, som bliver hendes livs kærlighed, men hun har svært ved at finde sig til rette i rollen som mor.

Efterhånden som Siri vokser op, udvikler deres forhold sig mere og mere dramatisk. Det kommer til adskillige brud, og i lange perioder lever de hver sit liv. Men hele tiden med en understrøm af kærlighed til hinanden.

Erindring om kærligheden er et dobbeltportræt af en mor og en datter en konsekvent og radikal udforskning af forholdet mellem forældre og børn og af de stærke følelser og konflikter, som er bygget ind i nære familierelationer. En roman om frigørelse og tab, om at miste og genfinde hinanden.

Kirsten Thorup modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2017 for romanen.

Johanne er en klog, men kaotisk alenemor. Det er svært for hende at aflevere Tore i børnehave til tiden, svært at huske at hente ham. Hun glemmer madpakken, glemmer at han skal i bad, får ikke købt ind, tager ikke telefonen, glemmer at læse mails. Børnehaven truer med at kontakte kommunen, men hun undviger, hælder vodka på sin drikkedunk, reciterer digte, klarer endnu en dag. Indtil hun lukker den illegale indvandrer Dima indenfor, og deres udsatte liv spindes sammen.

Gennem natten og vinden er en rå og tyst fortælling om at være kvinde og mor – og om at være desperat på flugt fra normaliteten.