Maria Helleberg fortsætter slægtsfortællingen med historien om sin egen barndom
Maria Helleberg voksede op i en brydningstid, hvor intet længere gjaldt, og ultimativ frihed var målet. I hvert fald for de voksne.
Af Michelle From Hoxer / Forfatterfoto: Robin Skjoldborg
Maria Helleberg har i de to bind KVINDERNE FRA THY og SØSTRENE FRA THY fortalt historien om sit mødrende ophav. Nu fortsætter hun familiehistorien med en fortælling, inspireret af sin egen opvækst som videbegærligt enebarn i kernen af et smuldrende ægteskab.
BARNET FRA THY starter med, at du bliver født – hvad er det præcist for en tid, du bliver født i?
”Jeg dukker jo op der i 1956 i de pæne 50’ere. Men der går ikke ret længe, før det ændrer sig. Oprøret ulmer lige så stille, og alle begynder at gøre, hvad de selv vil. Pludselig er vi fremme ved 1968, hvor jeg er 12 år gammel – og friheden eksploderer simpelt- hen omkring mig. Det var en vild tid, og der skete rigtig mange ting.”
Hvordan var det at opleve fra et barneperspektiv?
”For mig var den jo helt normal, for jeg kendte ikke andet. Jeg anede ikke, at de ting, der skete, var nye eller stred mod regler og normer. Det er et perspektiv, jeg først har fået sidenhen.”
”Det er en barnedannelseshistorie, der handler om retten til at finde ud af sig selv – og retten til at lære uden at få deformeret sit liv. Jeg-personen i bogen bliver kaldt Den Lille, og historien er, at hun skal vokse fra den rolle og lære at sige nej. Hun er enebarn og har ikke nogen forbilleder, men skal lære alting selv. Alt imens eksploderer alting omkring hende, familier splittes, og der bliver sat spørgsmålstegn ved alt, simpelthen. Mange voksne – inklusiv mine forældre – opfattede alt, hvad der skete, som en slags gaver, de havde ret til, og de handlede derfor ofte superegoistisk. Men det lærte mig også at tænke selv – i alt fald til en vis grad – for det krævede jo nærmest en voksens mentale overblik at håndtere barndommen dengang.”
Nu har du jo primært skrevet om historiske kvinder – og kvinder fra din egen slægt – hvordan har det været at fortælle din egen historie?
”Den største forskel er nok, at researchen er foregået inde i mig selv. Jeg har måttet erindre, overveje og nedskrive en masse undervejs. Og i den proces opdagede jeg, hvor ufatteligt meget plads mine forældre faktisk optog. Som enebarn i 60’erne lærte jeg tidligt at iagttage og tolke de ting, der skete omkring mig. Og jeg blev hurtigt klar over, at mine forældre ville i to forskellige retninger, selvom de elskede hinanden og talte meget om, hvor utroligt det var, at de havde fundet sammen.”
Der er på alle måder, mentalt og fysisk, lang vej fra Frederiksberg, hvor jeg blev født, til det vindblæste Nordvestjylland.
Bogen kan jo læses selvstændigt fra de to første. Men er der noget, du kunne tænke dig, at læsere af bogen skulle vide om de to første bøger, hvis ikke de kender dem?
”Jeg synes egentlig bare, at de skal begynde med BARNET FRA THY. Den kræver som sådan ikke noget forudgående kendskab til min slægt. De få karakterer fra SØSTRENE FRA THY, der er med, bliver grundigt præsenteret. Jeg har faktisk haft det ret sjovt med titlen, for hovedpersonen – jeg – er jo netop ikke fra Thy.
Det mener faren så, at hun er. Men der er på alle måder, mentalt og fysisk, lang vej fra Frederiksberg, hvor jeg blev født, til det vindblæste Nordvestjylland. Men det er jo blevet et sted, som jeg har opsøgt og undersøgt – og er blevet meget forundret over. Der er noget rystende udansk over det, men alligevel er det en essens af vores land. Det er noget med friheden og egenarten, tror jeg.”
Hvordan har det været at skrive de tre bøger?
”Det har været en stor fornøjelse, også at lære mine forfædre og formødre bedre at kende. Det trængte jeg til. Jeg er ikke altid enig med dem og deres valg her i livet – men jeg har fået en stor forståelse for dem. Og det er godt, når vi når dertil med fortidens mennesker, mener jeg.”
Er du færdig med at skrive om dig selv og din egen slægt?
”Nej, bestemt ikke! For det første skal jeg skrive om mit eget teenageliv – og så vil jeg også gerne skrive om et par fjernere forløbere i min slægt på en eller anden måde. Jeg har fundet ud af, at der er noget virkelig trygt ved at skrive om sine egne.”