Ny roman fra Maria Helleberg: Kærlighed og kamp i reformationens tid

Med romanen MIN KRISTIN om adelskvinden Kristina Gyllenstjerne har Maria Helleberg færdiggjort sin formidable trilogi om tre vilde kvindeskæbner i 1500-tallets Skandinavien. 

Af Marie Løntoft // Foto af Robin Skjoldborg

Maria Helleberg er en ener i dansk litteratur. Med en imponerende stak historiske romaner bag sig, må hun siges at være genrens absolutte specialist her til lands og tilmed en af de få, der både er elsket af anmelderne og af sin store trofaste læserskare.

I de tre romaner STORMENE, SOMMERFUGL og MIN KRISTIN tager Helleberg os med tilbage til reformationen, som den så ud her i Norden. Vi kommer helt tæt på tre stærke kvinder, der alle befandt sig midt i tidens tumult og tæt på magtens centrum – samtidig med, at de kæmpede med arrangerede ægteskaber, kærlighedskvaler, forræderi, tab og utallige børnefødsler.

Romanerne kan læses hver for sig, men til sammen giver de en lyslevende skildring af den dramatiske epoke, hvor kristendom- men – og store dele af kulturen og samfundslivet – reformeres, og hvor det fælles nordiske rige Kalmarunionen opløses i blodige magtkampe.

Vi kommer helt tæt på tre stærke kvinder, der alle befandt sig midt i tidens tumult og tæt på magtens centrum

I STORMENE møder vi den 15-årige forældreløse Elsebe, som af sin adelige familie bliver giftet væk til en fyrre år ældre ondskabsfuld og voldelig mand. Hun indleder et livslangt og lidenskabeligt kærlighedsforhold til den senere så kendte biskop Stygge Krumpen, der hjælper hende med at blive skilt. Deres forhold kompliceres af både religiøse og politiske brydninger i Danmark under reformationen.

I SOMMERFUGL følger vi Ingerd i Norge, der ligeledes giftes bort til en ældre mand og oplæres i både kærlighedens og magtens spil. Da ægtemanden dør, kastes hun ud i 1520’ernes uro, og som Norges rigeste kvinde befinder hun sig midt i konflikterne. Udover sin store formue har hun yderligere fem gode kort på hånden: sine fem giftemodne døtre.

I MIN KRISTIN, der afslutter trilogien, kommer vi tæt på en af tidens vildeste kvindeskæbner, nemlig adelskvinden Kristina Gyllenstjerne, der overlever den ene katastrofe efter den anden i den store skandinaviske borger- krig i 1500-tallet. Som enke efter den svenske rigsforstander Sten Sturre, der dør midt i et opgør med den danske konge Christian 2., må hun ene kvinde forsvare Stockholm mod danskerne i månedsvis. Hun overgiver sig til sidst, men da Christian 2. skal krones i Stockholm, tager han en grusom hævn, og stort set hele Kristinas familie bliver udslettet i massakren under festlighederne. Kristina fængsles, men løslades igen, da Christian 2. forvises fra Sverige, og reformationen ruller gennem Skandinavien. I mellemtiden er Kristinas nevø blevet svensk konge under navnet Gustav Vasa. Kristinas sønner er dog de retmæssige arvinger til den svenske krone, og det er en trussel mod den berømte og berygtede Vasaslægt. Kristina forsøger at redde sig selv og sine børn ved et strategisk giftermål, men én efter én dør hendes søn- ner under mystiske omstændigheder.

STORMENE, SOMMERFUGL og MIN KRISTIN er tre gedigne og vildt underholdende historiske romaner om storpolitik, kær- lighed, begær, oprør, religion og mord. Om tre ukuelige kvinder, der på hver sin måde og i hvert sit land befinder sig i kernen af de historiske omvæltninger, der finder sted i deres levetid. Og om at kæmpe mod uretfærdighed og overmagt og bevare sin livslyst til det sidste.

3 grunde til at læse bøgerne
1. Stort anlagt episk romanserie om de vildeste kvindeskæbner i Reformationens Skandinavien.

2. Bøgerne kombinerer grundig research og historiske fakta med stærke følelser, et sanseligt sprog og en medrivende handling, der hverken går for langsomt eller for hurtigt.

3. Det er gribende portrætter af tre stærke og egenrådige kvinder, der med livslyst og kløgt kæmper mod overmagten.

 

Find alle Maria Hellebergs romaner her