»Hun var en kæmpe i dansk journalistik« Læs Lise Nørgaards bedste artikler i ny bog
Hun skrev reportager fra Hamburg, da Anden Verdenskrig sluttede. Om social uretfærdighed på Politiken, før andre tog sig af de udsatte. Om kvindeundertrykkelse i Japan og østeuropæiske pampere. Ny bog samler Lise Nørgaards bedste tekster som forfatter og journalist. Læs redaktør Ole Knudsens ord om arbejdet med den kvinde, han kalder »en kæmpe i dansk journalistik.«
Af Ole Knudsen / 20-01-2023
Sidste år kørte jeg mange gange frem og tilbage mellem København og Humlebæk.
Lise Nørgaard og Gyldendal havde aftalt at samle en række af Lises bedste artikler, klummer, brevkassesvar og scener fra hele hendes karriere. En slags ”Her er dit liv” eller ”Hele vejen rundt om Lise”. Bogen kom til at hedde LISE. ET LIVSVÆRK.
Redaktør Ole Knudsen med Lise Nørgaard.Hun var meget glad for Tv-seriernes popularitet, men når man har skrevet meget andet siden midten af 1930’erne, så vil man også gerne lige pege fingeren hen på fx et par vigtige artikler, som faktisk fik betydning for den danske socialforsorg.
På Politiken skrev Lise Nørgaard i begyndelsen af 1950’erne bl.a. en række meget epokegørende reportager om forholdende blandt fattige, om forholdende på børnehjem, om tvangsfjernelser af børn. Ikke ukendte fænomener, men ikke noget, man ellers skrev om, og slet ikke en lille rappenskralde med en hvas pen.
Og mens hun var ansat på Politiken, var der flere artikler, der fik især kvindelige læsere til at true med at sige deres abonnement op, bl.a. en reportage fra Dronning Anne Maries bryllup i Grækenland og en artikel om en kvindeklub i USA, hvor det hele bare er noget så ”Woooonderfuuul!”.
Den slags skulle man ikke lave grin med, men det var altså det, Lise Nørgaard alligevel gjorde. Hun hadede hykleri.
Når jeg læste op for Lise, vendte hun meget hurtigt tommelfingeren ned (»Nej, Ole! Den er der altså ikke nogen, der vil savne… «) eller op (»Den er da meget god. Den må godt komme med.«).
Og hun kunne også huske artikler, som jeg ikke havde fundet i min research.
»Jeg kan huske, jeg skrev en artikel i Hjemmet i begyndelsen af 1970’erne om østeuropæiske pampere. Tror du, du kan finde den?«
»Og jeg skrev også om kvindeundertrykkelse i Japan, da jeg var sendt til OL i ’64«.
Hvad gør man ikke for at glæde Lise?
Men hun havde ret; artiklerne er fantastiske. Og de er selvfølgelig genoptrykt i bogen.
Mens hun var ansat på Politiken, var der flere artikler, der fik især kvindelige læsere til at true med at sige deres abonnement op
Når jeg ankom til Humlebæk med mine bunker af artikler, stoppede jeg altid lige hos Ærenlund, den lokale blomster- og grønthandel, og alt afhængig af sæson havde jeg fx buketter eller bakker med jordbær med.
En enkelt gang havde jeg også kager fra Brødsnedkeren rundt hjørnet med. Dem var hun glad for, men ville ikke spise: »Jeg spiser ikke sødt mere,« sagde hun. »Jeg tåler det ikke.«
Men hvorfor det ikke også lige gjaldt den slikskål, der stod på sofabordet, som hun lystigt guffede i sig, ja, det skal jeg ikke kunne sige.
Jeg havde bunker af artikler med, som jeg læste op for hende, da øjnene som sagt ikke var så gode, og vi grinede meget.
Dels, fordi det var hyggeligt, men også fordi det satte ord og erindringer i gang.
Lise Nørgaard var en gammeldags journalist, en ”ordsnedker”, som man kaldte det.
Hun skrev om det, hun blev sat til, og hun gjorde det så godt, at hun stille og roligt fik lov til at skrive om det, hun brændte for.
Betydningen af MATADOR kan ikke overdrives; både Kronprinsessen og Marie lærte dansk sprog og historie ved bl.a. at se Tv-serien, men det er vigtigt ikke at glemme hendes journalistisk.
I LISE. ET LIVSVÆRK er der eksempler på det hele, og på trods af sine halvanden meter var hun en kæmpe i dansk journalistik.