Kvindernes Internationale Kampdag: Litteraturen kæmper stadig!

Med afsæt i litteraturen kigger vi på kampdagen som den slagmark, der kan bringe os tættere på mere lighed mellem kønnene. Vi kigger på stor litteratur af forfattere, som alle har skrevet kvinden frem i patriarkatet på den ene eller anden måde. Det er romaner, essays, autofiktion og historiske bøger om figuren, myten, moderen og mennesket i kvinden. Her kommer de. Til dig og din kampgejst: Til at klare dagen og resten af livet som kvinde.

Opdateret 08-03-2024

Hvert år d. 8. marts vender spørgsmålene tilbage: Er det stadig nødvendigt med en kampdag? Hvorfor har kvinder en kampdag, når mænd ikke har? Hvad er det overhovedet, I kæmper for? Hvorfor er I så sure? 

Spørgsmålene er mange - og lige dumme hvert år. Vi har samlet en god stak, der kan ruste dig til at svare igen og stå op for dit køn. Du kan nok ikke nå at læse dem alle i dag, men der er livslang læring at hente i litteraturen, så hellere starte i dag end i morgen. 

Kvinder i bestyrelser og historie

I 2021 bragede Gry Jexen frem med KVINDE KEND DIN HISTORIE, som tilbød os nye vinkler på store historiske personligheder. Personligheder vi har glemt, skrevet ud af historiebøgerne eller ikke har tillagt nogen særlig værdi.

Også i kristendommen har vi tidligere lukket øjnene for, hvor stor indflydelse kvinder har haft. Det skriver Marianne Aagaard Skovmand om i DE SKJULTE LEDERE, der også udkom i 2021. 

Når vi taler om kvinder i historien, kan vi heller ikke overse Eva Tinds biografiske værk om den danske zoolog Marie Hammer (1907-2002), der rejser rundt i verden for at bevise sin videnskab: At alle verdens kontinenter engang hang sammen. Du kan læse om hendes ekspedition i den anmelderroste KVINDEN DER SAMLEDE VERDEN

Pernille Ipsen har også været på en slags ekspedition i ET ÅBENT ØJEBLIK, hvor hun kigger med dokumentariske øjne på det kvinde fællesskab, hun blev født ind i. Fortællingen foregår i 1971, hvor syv rødstrømper mødes på den første kvindelejr på Femø.

På denne særlige dag skal vi selvfølgelig også diskutere "kvindekvoter" og kvinder i bestyrelser. Lad os alle læse DE KAN GODT, DE VIL GERNE, så kan vi snakke bagefter. 

Kvindens rolle i en mandsdomineret verden

ØVELSER I MØRKE er Naja Marie Aidts fortælling om en 57-årig kvinde og hendes daglige kamp for at komme gennem hverdagen. Efter en traumatisk hændelse er hun hårdt ramt af PTSD, som bringer mange tidligere voldsomme oplevelser frem i lyset. Heldigvis har stærke venskaber omkring sig hun kan støtte sig op ad. 

I digtsamlingen BARBAR kæmper Amina Elmi for en ny verdensorden hvor hun, og andre som hende, kan være fri. Digtene fortæller en historie og identitet, og tabet af sine rødder og det manglende tilhørsforhold til sit land. Derudover beskriver den de altopslugende følelser af forelskelsen i en kvinde.

I Dolly Parton og James Pattersons roman, LØB, ROSE, LØB, følger vi en spirende, kvindelig artist, som prøver at skabe en stor karriere for sig selv i musikbranchen, der - surprise surprise - er domineret af mænd. Hovedkarakteren befinder sig bl.a. i en tid, hvor man i radioen ikke må spille to kvindelige artister i træk. Sammen med sin mentor får hun alligevel skabt en vej for sig selv og sin musik.

KVINDER UDEN MÆND skildrer Shahrnush Parsipur fem kvinder i et samfund domineret af mænd – deres liv, deres drømme og deres håb – og fortæller undervejs en poetisk og magisk historie om kærlighed, undertrykkelse og frihed i 1950’ernes Iran.

Kvindens rolle i samfundet skrives også frem i Rachel Cusks forfatterskab, hvor hun selv har kaldt sin seneste roman, DET ANDET STED, for "the final argument between men and women - the final power struggle." Romanen var meget kritikerrost, og den anbefales som et godt sted at tage hul på Cusks forfatterskab - og måske også et godt sted at starte kampdagen? 

Kvindekamp i børnehøjde