Prisbelønnet forfatter klar med ny romance om hed rockstjerne-affære
Efter successen med romance-serien GAME ON! er Kristen Callihan klar med en ny roman. Men forfatterlivet har ikke altid været nemt for den populære amerikanske forfatter.
Af Rasmus Meldgaard Harboe, journalist
Kristen Callihan kunne ikke få dagdrømmen ud af sit hoved. Den blev ved med at dukke op, en scene, som hun var nødt til at skrive ned.
Hun satte sig til tasterne, og snart kom flere scener til. Pludselig sad hun med begyndelsen til det, der skulle blive manuskriptet til sin første roman på laptop-skærmen foran sig. Men rejsen mod en tilværelse som forfatter var stadig lang. For Kristen Callihan havde lavet en række begynderfejl.
Historien var skrevet i jegfortæller og fandt sted i USA. Dermed brød Kristen Callihan med to uskrevne regler inden for romance-genren, hvor fortællingerne oftest er skrevet i tredjeperson og ofte udspiller sig i lande som England og Frankrig, som – set med amerikanske øjne – indgyder mere romantik end De Forenede Stater.
Desuden var romanen en mursten på 700 sider, hvilket er mere end dobbelt så langt som den gennemsnitlige romance-roman. Med andre ord: De amerikanske forlag ville ikke udgive bogen, og Kristen Callihan endte med at droppe den.
“Så jeg satte mig ned og prøvede igen,” fortæller Kristen Callihan i et interview med MyBookishWays.com. “Og mens jeg sikkert burde have været skrækslagen over at prøve igen, kom historien til mig så stærkt og sikkert, at jeg aldrig tøvede. Jeg var totalt forelsket i den. Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad andre syntes om den.”
Fra forfejlet forfatter til romance-superstar
Denne gang skulle det vise sig, at den unge forfatter fra Washington D.C. havde ramt plet. Romanen blev en succes og udgjorde begyndelsen på hendes DARK LONDON-serie. Siden er det blevet til adskillige glohede romancer, blandt andet serien GAME ON!, der består af fire bøger, som alle er oversat til dansk.
På dansk har bøgerne solgt i mere end 30.000 eksemplarer, og der er ingen tvivl om, at Kristen Callihans læsere ser frem til mere fra den amerikanske romance-snedker. Og vi skal heldigvis ikke vente længe.
Ny serie om rockstjerne-affære
Når den danske oversættelse af romanen I RAMPELYSET rammer de danske boghandlere, er det altså begyndelsen på endnu en romantisk Kristen Callihan-serie. Bogen handler om Libby, som efter et besynderligt møde med sin nabo, rockstjernen Killian James, selv bliver hvirvlet ind i stjernelivet. Killian James finder nemlig ud af, at Libby kan synge og åbner døren til musikkens verden for hende.
Men der opstår mere end bare professionel kemi mellem de to, og snart er Libby og Killian James på flugt fra den sultne sladderpresse. Nu skal kærligheden stå sin prøve: Kan den overleve alle forhindringerne?
Kærligheden vinder
Drømmen om at skrive bøger gik altså i opfyldelse for Kristen Callihan. I dag er hun en prisbelønnet forfatter, som storsælger af sine romance-romaner og slet ikke kan forestille sig, hvad hun skulle lave, hvis ikke hun skulle skrive.
Siden det første mislykkede forsøg har hun gennemskuet, hvad der gør en romance god. Det fortæller hun i et interview med Goodreads.com.
“En god blanding af sjov og ballade, uimodståelig kemi og følelsesmæssig forbindelse,” siger forfatteren.
“I alle mine bøger prøver jeg at vise, hvad der gør disse mennesker perfekte for hinanden – hvorfor, ud af alle mennesker i verden, er det simpelthen disse to, der klikker? Det er sandheden om en god kærlighedshistorie efter min mening: At se mennesker finde sammen og opdage, at de er bedre sammen end hver for sig.”