Bliv klar til EM: Lær landsholdet at kende, før startfløjtet går

Det danske landshold spiller EM til sommer. På dansk græs. I bogen HOLDET får du et unikt indblik i, hvad der rører sig hos hele Danmarks landshold. Forfatter Kasper Steenbach har fulgt landsholdet gennem fire år.

Af Emil Dahl-Nielsen / Forfatterfoto: Rasmus Weng Karlsen

Hvad kan jeg lære om landsholdet i bogen, som jeg ikke allerede har hørt i radioen eller på tv? 

”Du kommer tættere på holdet – og på de personer, der tegner det. Bogen handler om at opbygge et fodboldhold og om de ambitioner, relationer og frustrationer, der opstår og udvikler sig undervejs.”

Hvad har overrasket dig mest, da du skrev bogen? 

”Det vil nok komme bag på nogle, hvor meget de her spillere tænker over tingene. Jeg er af den overbevisning, at alle, også fodboldspillere, er i stand til at reflektere over, hvem de er, og hvad de laver, hvis du giver dig ordentlig tid og gør dig umage, når du taler med dem. Schmeichel er f.eks. en meget stolt fagmand, der forholder sig meget nysgerrigt til, hvordan han hele tiden udvikler sig på sin position og som leder. Jannik Vestergaard er mere eksistentiel i sin refleksion: Hvordan er man menneske i fodboldverdenen? Den ene refleksion er ikke bedre end den anden, for begge er interessante.” 

KØB BOGEN HER.

Hvem vinder EM, og har Danmark en chance? 

”Jeg må nok lige starte med at skuffe og sige, at jeg ikke tror, Danmark går hele vejen. Der vil jeg til gengæld pege på Belgien. Jeg håber på, at det grundige strategiske arbejde, det belgiske fodboldforbund har lavet med udviklingen af et slagkraftigt landshold, udmønter sig i en stor titel. Når det er sagt, håber jeg selvfølgelig, at Danmark også gør det godt. Jeg tror, at landsholdet klarer sig videre fra den indledende gruppe, men at de nok først topper til slutrunderne om to-fire-seks år, når Hjulmand har haft tid til for alvor at præge holdet.”

3 HØJDEPUNKTER FOR . . . 

. . . Hareides landshold:

1. Opbygningen af et sammenhold.
2. Opbygningen af et solidt defensivt fundament.
3. Kvalifikation til to slutrunder ud af to mulige.

. . . Hjulmands landshold indtil nu: 

1. At raffinere Hareides udtryk, så landsholdet har flere strenge at spille på.
2. Stor tillid til talent - er du god nok, får du chancen (f.eks. Andreas Skov Olsen og Christian Nørgaard). 
3. At tænke landsholdet som en større vision - det handler om at vinde, men også om at være noget for andre.