Morten Olsen beundrer landstræneren: Kasper Hjulmand har holdt fast i det menneske, han er
Den tidligere landstræner- og spiller Morten Olsen mødte første gang Kasper Hjulmand, da sidstnævnte var en uerfaren ungdomstræner i Lyngby. Men hurtigt gik det op for Olsen, at Hjulmand var anderledes end de fleste med sin nysgerrighed og store ambitioner – og fodboldfilosofisk var på de på helt samme side. Fodbold er i dag på mange måder en falsk verden, men Kasper Hjulmand bærer ingen maske; han er den samme som dengang, skriver Morten Olsen i dette uddrag af forordet til KASPER HJULMAND – FODBOLDDRØMMER.
Af Morten Olsen
Da jeg blev landstræner i 2000 var Kasper Hjulmand en uerfaren ungdomstræner, der var ved at tage sine første skridt i Lyngby.
Men han var nysgerrig og meget ambitiøs, og jeg fandt hurtigt ud af, at han spekulerede meget over spillet og lagde mærke til mange af de elementer i fodboldens udvikling, som jeg også selv så.
Jeg besluttede derfor at tilknytte ham som scout omkring landsholdet, fordi han lod til at forstå, hvordan jeg tænkte.
Den nordiske mentalitet tilsiger ofte: De andre hold fra de store nationer er bedre end os, så derfor må vi grave os ned og forsvare os så godt som muligt. Og så håber vi. Måske kommer der noget fra et langt indkast, en dødbold eller et heldigt straffespark, som gør, at vi vinder. Og taber vi, taber vi i hvert fald ikke så stort.
Min filosofi går ud på, at nok skal du tage hensyn til modstanderen, men mest skal du tage hensyn til dig selv. Jeg synes, at Kasper Hjulmands FC Nordsjælland-hold fik alt for hård kritik, da de spillede Champions League. De prøvede at spille deres eget spil og var godt med i de fleste kampe. Men de manglede angriberen til 50 millioner euro. De skulle bruge flere chancer, og det får man ikke som et lille hold i Champions League.
Så siger folk, at det er naivt, og at Kasper Hjulmand er en romantiker. Jeg er totalt uenig. Selvfølgelig skal man ikke være nostalgisk, men du er nødt til at tro på dit holds egne styrker. Og Hjulmand er en træner, der har vundet titler og medaljer med sin måde at gøre tingene på. Med en spillestil, som kan blive overført til højeste plan.
For sådan som topfodbolden har udviklet sig, søger langt de fleste store hold at være dominerende på banen og gode med bolden. Det er sværere end bare at nedbryde og forsvare sig, men det er sådan, man kommer længst.
Gennem mine år som landstræner mærkede jeg selv, hvordan folkestemningen ændrede sig nogle gange undervejs.
I starten sagde de fleste, at landsholdet spillede seværdig, offensiv fodbold. Senere blev jeg kritiseret for, at spillet var langsomt og kedeligt, og at vi kun spillede til siden. Sådan noget hænger i høj grad sammen med resultaterne.
Men jeg tror alligevel stadig på, at vi danskere er anderledes end vores naboer i vores fodboldsyn. Og heldigvis for det.
Selvfølgelig handler spillet først og fremmest om at vinde. Men på den lange bane vil danskerne også gerne se et landshold, der spiller god og seværdig fodbold. Og når man går helt ned på ungdomsholdene, hvor det hele starter, kan de fleste danske spillere bedst lide at spille en form for fodbold, hvor deres hold gerne vil have bolden.
Jeg er ofte blevet misforstået, hvis jeg taler om, at jeg også har en ambition om at skabe seværdig fodbold.
„Jamen, er det da lige meget med at vinde?“ spørger folk.
Nej, selvfølgelig er det ikke det. Men tidligere var det sådan, at vi altid fik at vide, at Danmark var et land, der fremelskede gode og kreative fodboldspillere.
I min egen barndom uddannede vi spillere os selv på gaden og vejen. Her blev der skabt uforudsigelige individualister, og først senere begyndte vi at spille i rigtige fodboldklubber.
Men i takt med at samfundet ændrede sig, mistede vi de selvuddannede gadespillere.
Børn kom tidligere ind i klubberne, og da jeg startede som landstræner, kunne jeg se, at vi ikke længere skabte de samme individualister som før i tiden.
Og når jeg talte med kolleger i udlandet, fremhævede de ikke længere de kreative danske fodboldspillere.
Under VM i 2018 sad jeg selv i et tv-studie hernede i Belgien. Da bemærkede de andre i studiet, at Danmark var et typisk nordisk hold, som spillede på samme måde som Sverige og Island. Det generede mig lidt, men jeg måtte give dem ret.
Vi prøvede at lave om på det op gennem nullerne og skabe et grundlag for, at Danmark ude i fremtiden igen ville have en stærk talentudvikling, der især kunne skabe flere teknisk dygtige spillere. I det arbejde var Kasper Hjulmand en vigtig mand.
At være landstræner er et specielt job, fordi man har så kort tid sammen med spillerne. Da jeg selv spillede på landsholdet, mødte vi nogle gange ind og trænede kun én eller to gange inden en kamp.
Havde jeg selv haft de samme vilkår, som Sepp Piontek havde dengang, havde jeg nok ikke fundet landstrænerjobbet så interessant.
Men i en periode blev betingelserne faktisk bedre; jeg havde spillerne samlet fra mandag frem mod to kampe den følgende lørdag og onsdag. Det gav tid. Men senere mistede vi en dag, og nu er vilkårene blevet endnu dårligere. Det er udfordringen for Kasper Hjulmand, nu hvor det er hans tur til at arbejde som landstræner.
Jeg tror, Kasper har lært meget af forløbet i Mainz, hvor han blev fyret. Jeg har selv været udsat for noget af det samme, og Ståle Solbakken havde også en hård tid i Köln.
Hvis du bliver headhuntet af en klub, som har analyseret dine træninger og set dit hold spille, og de så alligevel vil noget helt andet, fordi du taber tre kampe, så er det umuligt. Så kan du ikke gøre noget.
Hvis du kun har din faglighed, skal du vinde alle dine kampe. Jeg misunder ikke Hjulmand og de andre yngre trænere.
Folk diskuterer og interesserer sig for fodbold på en anden måde i dag. Der er frustrerede mennesker på sociale medier, som brokker sig over noget, de ikke har sat sig ind i, og som får alt for stor plads. Sådan er verden i dag.I fodbold og i politik og i alt muligt andet. Det meste burde blive sorteret fra af et spamfilter.
Fodbold i dag er på mange måder en falsk verden. Om nutidens trænere gælder det til tider, at de mere er, hvor de er, fordi de er verbalt gode og har kant. Mange trænere gør meget ud af at iscenesætte sig selv for at få opmærksomhed.
Den udvikling står Kasper Hjulmand imod. Han bærer ikke maske og har holdt fast i det menneske, han er. Han er på det punkt gammeldags, og det beundrer jeg ham for.
Morten Olsen, Bruxelles, juli 2020