Karina Sainz Borgo: "Journalistik skal svare på spørgsmål. Fiktion skal stille dem"

Den venezuelanske journalist Karina Sainz Borgo har ikke besøgt sit hjemland i otte år. I sin debutroman NAT I CARACAS skildrer hun det land, som hun mener er forsvundet i en støvsky af vold, smerte og politisk magtmisbrug.

Af Anne-Sophie Uldall Petersen / Forfatterfoto: Lisbeth Sales

Du har i mange år skrevet artikler om Venezuela som journalist. Hvad fik dig til at udforske dit hjemland som romanforfatter?

Journalistik skal svare på spørgsmål. Fiktion skal stille dem. Denne bog er fiktion. Karakteren Adelaida Falcón er en konstruktion, et billede på noget andet. Jeg skrev romanen med en stor bevidsthed om løsrivelse og tab. Moderens død er er det forsvundne lands død. NAT I CARACAS har sine rødder i et voldligt, sygt og medtaget samfund. Tab, overlevelse og skyldfølelse er centrale temaer i bogen, og den er skrevet på den baggrund. For hovedpersonen styrter alt sammen på én gang. Hun mister sin mor, sit hjem og sit hjemland. Politisk magt er en besættende kraft i romanen. Det er noget, der presser folket og personer. Det er et billedsprog på, hvordan diktatur kan sende et samfund i knæ og få det til at forsvinde.

Hvor lang tid er der siden, du har været i Venezuela? Og hvad føler du for Caracas nu?

Der er gået otte år. Jeg lever nu med utilpashed, angst og bekymring for mit hjemland og min by. Jeg troede, at det ville blive bedre, men det er blevet værre. Men det har også fået mig til at forstå, at mit forfatterskab er bygget på det, der var, det, der ikke længere eksisterer. Jeg siger ikke, at mine bøger er melankolske, fordi de er ild og aske. Der er aldrig ro i dem. Jagten efter skønhed giver en bestræbelse efter forløsning.

Romanen skildrer politiske og sociale oprør, der synes langt fra f.eks. det danske samfund. Hvad kan læsere fra hele verden lære af din skildring af Caracas?

Jeg voksede op i et meget voldligt samfund, hvor livet havde så lille en værdi, at man kunne blive slået ihjel for noget så banalt som en telefon, et ur eller et par sko. Det var noget af det, der ramte mig, da jeg var 10 år gammel. At vold og smerte kommer imellem det, der er vigtigt – livet og mennesket. Problemet er, at volden gradvist bliver et politisk spørgsmål. Det giver dig en følelse af at være midt i en krig, en krig uden missiler og tanks, men en krig om overlevelse. For mig er døden en meget naturlig ting, og det er et af de emner, jeg er meget optaget af: Hvordan døden kan være overhoved i et samfund. I den forbindelse kunne jeg tale om Caracas, Sovjetunionen under perestrojka-omstruktureringen eller Nicaragua i 70’erne. Det egentlige underliggende problem er, at ofrene – bundet af straf og fortvivlelse – også bliver gerningsmænd.

Nat i Caracas

Nat i Caracas

I Caracas i Venezuela står Adelaida Falcón over sin mors grav og må sige farvel. Adelaida efterlades i en overvældende ensomhed og sorg midt i et land, hun ikke længere kan kende: Hendes barndoms stabile og blomstrende Venezuela er nu præget af en brutal og blodig revolution. Revolutionens børn er klar til at tage de allermest rå metoder i brug – og inden Adelaida ser sig om, har hun ikke bare mistet sin mor, men alt, hvad hun ejede. 

Nat i Caracas er en roman om sorgen efter en tabt mor og et tabt land, om politiske omvæltninger og destruktive kræfter, men mest af alt er det en roman om, hvor meget et menneske kan stå igennem; om vedholdenhed og viljen til at overleve.

PRIS249,95 kr.