En forlystelsespark af en kriminalroman

Det startede med en massakre i en den svenske skærgård, og endte med en international krimi-thriller, der helst skal føles som en forlystelsespark, hvor man både gyser og griner. Den svenske bestsellerforfatter John Ajvide Lindqvist fortæller om SKRIFTEN I VANDET, der er første del i en serie.

Af Sisse Tvegaard Andersen / 03-10-2023  

Forfatter John Ajvide Lindqvist 

Hvor fandt du inspiration til at skrive SKRIFTEN I VANDET, og hvordan udviklede historien sig undervejs?

Først og fremmest blev jeg inspireret af, at jeg blev bedt om at prøve at skrive den næste roman i Millenium-serien – at skrive en historie, som passede til Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Jeg syntes, at deres forhold var trådt i baggrunden i David Lagerkranz’ bøger, og det ville jeg ændre på. Derudover var den største inspiration, at jeg skrev scenen med massakren på broen midsommeraften, som indleder romanen, og så begyndte jeg at stille spørgsmål til mig selv om, hvordan det kunne ende sådan. Hvad lå der bag? 

John ajvide lindqvist fik sit store internationale gennembrud med debutromanen LAD DEN RETTE KOMME IND (2004). Foruden bøger, der udkommer i indtil videre over 30 lande, skriver han filmmanuskripter og teaterstykker. SKRIFTEN I VANDET var nomineret til Årets bedste kriminalroman 2022 af Det svenske krimiakademi.

Du er mest kendt for skræk-romaner med ”overnaturlige” elementer – hvordan har det været at skrive en spændingsroman/thriller?

Der er ingen større forskel. Selv i mine skrækromaner er det ikke monstrene, som er det vigtigste, men menneskene. Deres relationer og hvordan de udvikler sig. Der er heller ikke stor forskel på dramaturgien. Det handler dels om de store linjer i fortællingen og dels om spændingen i hver scene. Helt enkelt handler det om at få læseren til at ville bladre videre til næste side for at se, hvordan det går. Teknikken er præcist den samme. 

 

Selv i mine skrækromaner er det ikke monstrene, som er det vigtigste, men menneskene. Deres relationer og hvordan de udvikler sig. 

En del af dine tidligere bøger tager udgangspunkt i miljøer, steder og personer fra dit eget liv – er der også eksempler på dette i SKRIFTEN I VANDET?

Ja da, og det var en af de ting, der var sjovt ved at skrive bogen. Jeg har tilbragt en hel del tid i Shanghai og endnu længere tid på Cuba. De sidste 20 år har jeg boet i skærgården, og jeg voksede op i Stockholm, så det er udelukkende mine egne miljøer, jeg beskriver her. Derimod har jeg aldrig befundet mig på sådan et sted, hvor den store afklaring udspiller sig. Jeg vil helst ikke spoile for meget, så jeg siger ikke mere end det. 

Hvad håber du, at læserne får med sig, når de har læst bogen?

At de ikke vil have, at den slutter. At de lægger bogen fra sig med følelsen af at have besøgt en forlystelsespark, som desværre lukker for sæsonen, men hvor de har haft mange sjove og spændende oplevelser. At de også har grinet indimellem. Bogen er nemlig også ret sjov. 

SKRIFTEN I VANDET er første del i en trilogi – hvad kan du fortælle os om de næste bøger?

Anden del er netop skrevet færdig. Den starter præcis der, hvor bog ét slutter. Hvor etteren er international, er toeren klaustrofobisk og foregår på et mindre område. Treeren kommer til at være mere nutidig og beskæftige sig med aktuelle samfundsproblemer. Og så har jeg faktisk lidt idéer til en firer, men nu må vi se.  

 

Skriften i vandet

Skriften i vandet

Det er midsommeraften, og langbordet på broen i den svenske skærgård er dækket med det fineste porcelæn. Forretningsmanden Olof Helander har inviteret vigtige internationale gæster, og alle sejl er sat for at vise dem en ægte svensk midsommerfest. Men da en åben speedbåd glider ind i vigen, og to maskerede mænd rejser sig op med maskingeværer i hænderne, forvandles det idylliske sceneri i næste nu til et blodbad.

Den tidligere politibetjent og nuværende krimiforfatter, Julia Malmros, befinder sig i sit sommerhus ikke langt derfra sammen med sin elsker, den atten år yngre hacker Kim Ribbing. De to er de første på stedet, og de finder Olof Helanders stærkt chokerede datter Astrid i vandet under bådebroen. Astrid har mirakuløst overlevet blodbadet og måske besidder hun nøglen til opklaringen af det, pressen hurtigt døber ”Midsommermassakren.”