Jesper Wung-Sung om ny bog: ”Lad os gøre vores ar til en del af vores fortælling.”
Med skarp humor og fantasi tager Jesper Wung-Sung læserne med gennem sin barndom og ungdom i den autofiktive MINE AR. Nedslagene i erindringerne er baseret på de fysiske ar, Jesper Wung-Sung har fået gennem livet. For vores ar fortæller en historie, og de viser vores skrøbelighed, mener forfatteren.
Af Anne-Sophie Uldall Petersen
Hvad har givet dig lyst til at skrive MINE AR?
For en del år siden var der en veninde, som sagde til min kone, at ”Jesper godt nok har slået sig mange gange”. Jeg har også selv lagt mærke til andres ar. For vi har dem jo. Ar viser vores skrøbelighed og begrænsning som menneske. Hvis vi bilder os selv ind at vi er frie, så fortæller arene os en anden historie. De er det kompromis, vi indgår med vores krop. Og så er de ekstremt subjektive. De siger i grunden alt om os. Så jeg kunne i MINE AR fortælle historien om noget meget personligt og samtidig fællesmenneskeligt. Derudover ligger der et opgør med tanken om det perfekte. Den menneskelige krop er skrøbelig – og uperfekt. Men vi træner, klæder os, får lavet plastikoperationer og tatoveringer for at fortælle, hvordan vi vil ses. Det er et billede, vi køber os til. Mens arene er det liv, vi lever os til.
Hvad kan læseren få ud af at læse om dit liv?
Læseren vil møde et andet liv end sit eget, men samtidig kunne spejle sig i det andet. Det er det, litteratur kan, også – eller måske ikke mindst – når udgangspunktet er noget så almenmenneskeligt som ar. Så jeg er sikker på, at mit liv i MINE AR får læseren til at tænke på sit liv, også fordi vi næsten alle sammen har dem. Altså ar. Man jo både er uheldig og heldig, når man får ar. For tit kunne det være gået meget værre. Læseren vil blive mindet dengang, hvor vedkommende var på ferie og så …
Den menneskelige krop er skrøbelig – og uperfekt. Men vi træner, klæder os, får lavet plastikoperationer og tatoveringer for at fortælle, hvordan vi vil ses. Det er et billede, vi køber os til. Mens arene er det liv, vi lever os til.
Er der et bestemt nedslag i bogen, som betyder særligt meget for dig?
Mit første ar. Udadtil fordi det sidder på min overlæbe, og derfor er det mest synlige ar – for mig selv og andre. Jeg bliver mindet om det, når jeg ser mig i spejlet, på fotos, eller når for eksempel små børn nævner det. Indadtil fordi der er så mange omstændigheder – fysiske og psykiske – der gør, at det bliver lige netop mit ar. Jeg er ombord på et skib – fordi min far er sømand. Jeg er i Japan – fordi min familie altid har rejst meget. Jeg løber – fordi jeg driller kokken. Jeg falder – fordi jeg har krudt i røven. Jeg bliver syet på havnen i Osaka – fordi jeg skal skrive om det en dag.
Bagerst i bogen finder man sider, hvor man selv kan skrive om sine ar. Hvad får man ud af at skrive om sine egne oplevelser?
Det en måde at forlige sig med sine egne ar på. Vi ville vel alle helst have været dem foruden, men når man nu ikke kan det, kan man til gengæld tage dem på sig. Acceptere det uperfekte ved en selv. Samtidig kan man også bruge sine ar som brikker til at sammenstykke et billede af sig selv. Det gør vi alligevel hele tiden. Det har vi brug for som mennesker. Og vores ar er kendetegnet ved at være helt unikke. De er netop vores og ingen andres. Så lad os gøre dem til en del af vores fortælling.