Fortællinger, du forelsker dig i: Nu bliver Jenny Colgans bøger lige så smukke udenpå, som de er indeni

De populære feel good-serier DET LILLE BAGERI og ROSIE HOPKINS af romanceforfatteren Jenny Colgan bliver genudgivet i et smukt, nyt look. Vi tager et kig på bøgerne, så du er klædt på til at kaste dig over de hjertevarme fortællinger.

Af Rasmus Meldgaard Harboe

At tage hul på en Jenny Colgan-roman kan føles lidt som at sætte tænderne i et stykke fyldt chokolade. De indbydende feel good-fortællinger er spækket med overraskelser og kærlighed, veldrejede karakterer og billedskønne omgivelser.

Nu bliver to af den populære skotske forfatteres romanserier genudgivet i et nyt look med fine forsideillustrationer, som får dem til at se lige så indbydende ud udenpå, som de er indeni.

For trofaste Jenny Colgan-fans betyder det, at der er mulighed for at anskaffe sig en ny, flot samling, som kan pynte på bogreolen. For dem, som stadig har bøgerne til gode, er det naturligvis en oplagt mulighed for at stille læselysten med nogle rigtig gode – og smukke – bøger.

Bliv forelsket (og lækkersulten) med DET LILLE BAGERI-serien

Den ene Jenny Colgan-serie, der har fået en overhaling, er DET LILLE BAGERI, som må siges at være en af forfatterens allermest populære serier.

Kærligheden er bristet for Polly Waterford, og da hun ikke har råd til at blive i sin lejlighed, flytter hun til en søvnig by ved den engelske kyst. Alene i sin lille lejlighed har Polly akut brug for at distrahere sig selv. Derfor kaster hun sig over bageprojekt efter bageprojekt og udvikler sig til at blive en sand mester udi bagekunsten.

Rygtet om den talentfulde bager breder sig i den lille by, og Polly øjner muligheden for at kaste sig ud i noget helt nyt: hun vil åbne et bageri. Gennem DET LILLE BAGERI-seriens tre bind, som også tæller en julebog, følger vi den elskelige Polly Waterford gennem hendes nye eventyr, som naturligvis også byder på en stor portion romantik, da vores hovedperson møder den charmerende amerikanske Huckle.

Serien består af tre bøger. De to første bøger er netop blevet genudgivet i det nye, smukke design, og julebogen er klar fra trykken i oktober.

Seriens rækkefølge er: DET LILLE BAGERI PÅ STRANDPROMENADEN, SOMMER I DET LILLE BAGERI PÅ STRANDPROMENADEN og JUL I DET LILLE BAGERI PÅ STRANDPROMENADEN.

Drøm om kærlighed og søde sager med ROSIE HOPKINS-serien

Den anden serie, som udkommer i det nye look, er den populære ROSIE HOPKINS-serie.

Egentlig ville Rosie Hopkins hellere blive i London. Det er trods alt her, hun har sit liv og sin kæreste, men familien insisterer på, at hun tager til landsbyen Lipton for at få sin gamle tante Lilian installeret på et plejehjem. Tanten er indehaver af en gammel slikbutik, og egentlig er det meningen, at Rosie skal sælge den. Men både butikken og byens borgere har fået hende til at genoverveje. Måske skal hun hellere blive?

Rosie beslutter sig for at investere tid og knofedt i at få slikbutikken til at fremstå lige så charmerende og indbydende, som resten af landsbyen er. Men mens hun så småt får stand på den gamle butik, begynder der at dukke hemmeligheder op om den gamle tante.

Serien består af ROSIE HOPKINS’ SØDE DRØMME og ROSIE HOPKINS’ SØDE JUL. Den første er netop udkommet i det nye design, mens julebogen lander på boghandlernes reoler til oktober, så du kan nå at få fingre i den inden december.

 

Se alle forfatterens skønne, sødmefulde romaner her