Derfor elsker børn og barnlige sjæle Mimbo Jimbo

Af Sofie Gadeberg Wolstrup // Illustration af Jakob Martin Strid

Danmarks højtelskede lille blå elefant, Mimbo Jimbo, fylder rundt. Det er nemlig lige præcis 10 år siden, den allerførste bog om Mimbo Jimbo udkom. Vi har derfor samlet fem grunde til, at børn og barnlige sjæle elsker Mimbo Jimbo.

Søde dyr

Det er svært ikke at holde af talende nuttede dyr. Og det vrimler med dem i Strids dyreunivers. Vi har både den lille blå elefant, der altid er klar til at hjælpe en ven. Og en fræk Tapir, der er helt vildt fræk. Og søde Mumbo-Mor, der altid sørger for varm kakao. Alle dyr i Strids univers har deres helt egen unikke personlighed, så det svært ikke at finde en karakter, man kan identificere sig med.

De er underholdende for alle

Okay, indrømmet! Det er ikke alle mennesker, der synes, det er lige sjovt at genlæse den samme børnebog om og om igen. Men her skiller bøgerne om Mimbo Jimbo sig ud. De er nemlig hylende underholdende for alle. For blandt de sjove karakterer og universelle tematikker, gemmer der sig en hel verden af nostalgiske referencer og samfundssatirisk humor, der gør det til en fest at læse - også for voksne. Hvem morer sig måske ikke, når Frede læser Tolstoj, eller når tapiren spiller Metallicas Master of Puppets på en megasjælden VOX V251 ORGAN-guitar?

Voks op med Mimbo Jimbo

Når vi skriver, at Mimbo Jimbo er for alle, så mener vi det. Man kan læse Mimbo Jimbo, inden man kan gå. Tag bare TÆL MED MIMBO JIMBO og ORD MED MIMBO JIMBO, der er søde pegebøger til de allermindste. Når man bliver lidt ældre, kan man fx lære alfabetet eller lære engelsk med den blå elefant. Og når man bliver hele fire år og er klar til at læse lange bøger, kan man tage på vaskeægte eventyr - lige fra Sibirien i MIMBO JIMBO OG DEN LANGE VINTER til monstrenes ø i FLYVEBOGEN. Og når man bliver mega-gammel og voksen, så kan man genbesøge bøgerne igen og igen, for man stopper aldrig med at finde nye og spændende detaljer i Strids univers.

Vilde opfindelser

En mystisk vindmaskine, Igor Spratolnovitsjs gå-hus (eller var det egentlig Baba Jagas?), sol-maskinen, et flyvende helikopter-hus - ja, og tilmed en spejlægsmaskine! Fantasien har ingen grænser i fortællingerne om Mimbo Jimbo, og det gør bøgerne til en fornøjelse at læse. Barnlige sjæle elsker nemlig at gå på opdagelse i Strids syrede konstruktioner. Måske kan de endda inspirere til vilde opfindelser, man selv kan lave hjemme på børneværelserne?

Det ender altid godt

Når mørket ligner det mørkeste mørke, så ender det altid godt for Mimbo Jimbo og slænget. Selv da Mumbo Jumbo kom til at spise en meget mystisk mysteriesvamp og blev kæmpestor og ikke kunne få et kram af sin mor længere, så fik han hjælp af vennerne til at blive lille igen. Og da Tapiren drikker fem kopper kakao med flødeskum, spiser seks stykker lagkage, syv boller med marmelade og en halv kagemand med 84 M&M's og kommer fuldstændig ud af form, går det hele alligevel. Men det kan du læse meget mere om i I FORM MED TAPIREN, som snart er på gaden. Historierne om Mimbo Jimbo lærer os, at alting nok skal ende godt, når bare man er sammen med sine allerbedste venner.

Find alle bøger af Jakob Martin Strid her